Af: Anne Middelboe Christensen

12. juni 2011

Slingretur i sommergræsset

’Cykelturen’ på Marionetteatret i Kongens Have i København viser dukkespil på højeste niveau. Men forestillingen hænger ikke sammen.

’Nu cykler jeg over til Oskar!’ siger den lille dukkepige. Og så hopper hun på sin lille, røde dukkecykel og hjuler afsted.

Sådan slutter Marionetteatrets nye sommerforestilling – og sådan begynder den. Men indimellem har den lille pige skullet alverdens ærinder, først i den almindelige verden og bagefter i dødsriget.

Og selv om hendes cykel tilsyneladende holder til den vilde styrttur ned i underverdenen, så punkterer forestillingen altså.

For der bliver alt for langt mellem hyggescenerne, hvor pigen hjælper en gammel mand, der lige skal have bragt en skål med æbler over til en gammel dame – og skrækscenerne, hvor pigen skal kæmpe mod selveste døden, der rasler af sted i sit skelet.

Historien knækker simpelthen på midten. Begge dele bliver underligt løstflagrende. Desuden er forestillingens få replikker kastet alt for spredt ud over handlingen. Da en prinsesse genopvækkes fra de døde, siger hun for eksempel ikke en lyd til den modige og hjælpsomme cykelpige som tak; hun er bare helt stille og udtryksløs. Det virker godt nok underligt.

Milimeterpræcision

Men dukkeførerarbejdet er super. Maria Garde, Carl Press og Paul Arne Kring kan bevæge en fiskerdukke i bølgegang eller en glemt madpakke eller en flyver med blinkende haleror, så historien rundt om dukkerne næsten bliver ligegyldig. De kan styre animationsgenstandene med milimeterpræcision, så tilskuerne aldrig er i tvivl om, hvad dukken foretager sig.

Men Jacques Matthiesens iscenesættelse virker mærkeligt abrupt. Tavsheden larmer, og det nøgne, sorte baggrundsstof bliver påfaldende synligt, når sceneskiftene ikke rigtig kommer i gang. I det hele taget er billede og lyd ikke reguleret ordentligt; dukkernes stemmer virker uegale og ude af trit med hinanden – udover at det virker underligt, at kvindereplikker siges af mandestemmer.

Ole Højer Hansens musik er ellers veloplagt fra første scene – jazzet og melodisk. Men så begynder temaerne bare at gentage sig selv, i hvert fald indtil dødens skeletdans får inspireret komponisten til noget digital blipblop-hiphop, som faktisk er det sjoveste.

Tyggegummiboble

Rolf Søborg Hansens scenografi virker umiddelbart meget nøgen. Al fokus er på dukkerne og superenkle rekvisitter, hvilket er godt for vuggestuebørnene, men lidt fantasiløst for de større børn. En bageovn i miniature er nuttet, og en gravsten i granit med hemmelig døråbning er grotesk. Men selv om jeg plejer at være benovet Rolf-fan, så synes jeg faktisk ikke, at disse dukker er synderligt charmerende. Det er svært at se forskel på deres ansigter, og de er ret forgræmmede i deres udtryk. Og hvis det ikke var for cykelpigens små, tjavsede rottehaler, så ville man nærmest ikke kunne se, at hun var en pige.

Hvis forestillingen handlede om noget trist eller problematisk, ville dukkerne matche fint med deres mutte udtryk. Men i en solskinsfortælling om nogle friskfangede fisk og en genoplivet prinsesse, så virker deres surhed faktisk temmelig påstået. Kun en bolledej, der hæver op via en tyggegummiboble, pustede lidt munterhed ind i scenografien.

I mine øjne slingrer ’Cykelturen’ simpelthen for meget – og nogle gange vælter den faktisk omkuld i græsset. Men den er sød og naiv i sine forenklede billeder, og den lokker ungerne til at blive siddende. Børnehaveungerne er tydeligvis den perfekte målgruppe –  ikke mindst til førstedelen, hvor ungerne er optaget af savelyde fra et værksted og synet et træ og en stige.

Men dramatisk uafrystelig? Det er forestillingen altså ikke. Så måske er det meget godt, at pigen bare cykler over til Oskar. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.