”Du skal turde lukke din indre fidus ud. Du skal turde være mærkelig” Sådan siger Emils mormor til Emil, og han forstår fuldstændigt, hvad hun mener, for de to er helt på bølgelængde.
Mormoren er sær – sær i betydningen en, der har sin fantasi i behold og tør udfolde sig frit. Emil fortæller, at hun er som havets smukke slimsnegle, der opfører sig mærkeligt. Emil opfatter hende sådan.
Nu er hun død. Ikke begravet på en kirkegård, og ikke kommet i himlen. Nej: ”Mormor er ikke kommet i himlen, mormor er kommet i havet og hun danser sammen med nøgensneglene i en skov af koraller, i et lysende hav”.
Det fortæller forestillingens ene performer, Emil Nygård, som Emil et pænt stykke inde i ’Slimsporet fra havets dyb’, som måske har fået sit navn efter det spor, som Emil forestiller sig, at hans mormor sammen med havets øvrige væsner trækker på havets dyb.
Hverdagstravlhed på digterisk speed
Emil Nygård siger ikke så meget andet. Og det meste af det, han siger, bliver sagt i begyndelsen af forestillingen. Her optræder Emil Nygård endnu ikke selv som en slags nøgensnegl. Her står han mellem et hav af små vimpler og fremfører i næsten digterisk oplæsningsform en monolog, som beskriver en altoverskyggende fortravlet hverdagsrytme.
Med meget hurtig stemmeføring, nærmest som på speed, og i et tonefald som en poet, fremsiger han en tekst, der beretter om travlhed. Travlhed, når man vågner og står op. Travlhed, når man gør sig klar til at tage i vuggestue, børnehave og på arbejde. Når man befinder sig der. Og travlhed igen, når man kommer hjem.
Ikke tilfældigt men planlagt falder Nygård brat om, når han har sagt digtet til ende. Og så er det at Nøgensneglen – i skikkelse af Iben Damkjær i et hellangt kostume i havblå nuancer – kommer stille vandrende fra sidelinjen, mens den afspiller meditativt drømmeriske musik.
Den inspirerer Emil alias Nygård til at iklæde sig et nøgensneglekostume, eller i al fald en nøglesnegl-hovedbeklædning. Og den får ham til at gå ud mellem publikum.
Fantasivæsner, fælles travetur og afskedsceremoni
’Slimsporet fra havets dyb’ er en forestilling, som spiller udendørs, hvis vejret tillader det. Flere ting gør den velegnet til det. Dels bevæger Iben Damkjær sig som en blå nøgensnegl rundt på stylter, hvilket jo gør sig godt i udendørsområder. Dels er de særprægede kostumer, som både hun og Nygård har på, et godt blikfang i udeomgivelser. De lange gevandter har store og lange udposninger, udstoppede bløde rør eller ”lemmer” i stof, som udgår fra dragternes hals og skuldre og som skaber associationer til blækspruttearme eller sjove fantasivæsner.
Desuden er der i slutningen af forestillingen indbygget en lille fælles vandretur, hvor publikum i flok og anført af de to performere spadserer en lille tur sammen i terrænet. Og det landskab, forestillingen spiller i, kan så gøre noget understøttende godt for fortællingen, hvis der indgår vidder i det, og især hvis der – som i Rønde – er udsigt til havet.
Fortællingen – og den får man kun det fulde udbytte af, hvis man ser forestillingen til ende (og det gør alle, der ser udendørsteater ikke nødvendigvis) – fremstår nemlig som en slags fejring af, hyldest til eller (afskeds)ceremoni for Emils afdøde mormor, da hun repræsenterer den fantasi, ro og anderledeshed, som forestillingen hylder.
Den indledende passus om travlhed danner kontrast til mormorens ønske eller vision om, at man tør tage den med ro og være anderledes.
Lover for meget
At geare ned og at turde bryde et kedsommeligt normalitetskodeks er bestemt et fint budskab i vor tid. Desværre formår forestillingen ikke med tilstrækkelig gennemslagskraft at plante et sådant frø. Man mærker og aner den gode intention, men samtidig er det også at tage munden for fuld, når Nøgensnegl beskriver – ja nærmest anmelder – forestillingen således i sin lille programflyer: ”Glem dig selv og oplev hinanden”, ”I en verden, hvor hverdagen går stærkt, og rutinerne regerer, skaber NØGENSNEGL et sted, hvor man genopdager sin nysgerrighed”, ”…I mødet med nøgensneglene bliver publikum befriet fra stress, kassetænkning, og vender blikket udad i stedet for indad. Både børn og voksne får lov til at lege og fantasere sammen med nøgensneglene, der i sin smukke pragt og sin sære adfærd skaber glæde, undren og frihed til at være sig selv, sammen med andre.”
Nøgensnegl stiller med de ord publikum overordentligt meget i udsigt. Så meget får man langtfra via performernes gøren og via meddeltagelsen. Når Damkjær og Nygård defilerer rundt mellem publikum som nøgensnegle, henvender de sig til direkte til hver enkelt. Ikke nær til alle. Men dem, de kontakter, giver de fx en lille strandsnegl eller nogle små pastiller.
Om de ellers siger eller henvender sig med noget specifikt til dem, de kontakter, har man som medpublikum ikke nogen fornemmelse af, da man sidder spredt rundt på Amfiscenens trin i Rønde. På den måde bliver forestillingen noget diffus og stillestående. Det mærkes som om, der ikke rigtig sker noget.
Det er faktisk først i finalen, der hvor alle publikum står samlet med hver sin vimpel (hvis bånd er for lange for aldersgruppen til at de kan lave fine eller sjove bevægelser med dem) og mormoren forsvinder bort i horisonten, at forestillingen samler sig mere intenst omkring sit budskab.
