Begyndelsen er egentlig lovende. Blidt og varsomt ledes vi ind i eventyret om Askepot. De fire medvirkende fortæller om den gode far, der mister sin kone, Askepots mor, og om, hvordan han gifter sig igen. Med en kvinde, der har to døtre lige så ondskabsfulde som hende selv. Og så gjalder råbet ellers: 'ASKEPOT!!!'
Eventyret er i gang. Fortalt som udklædningsteater, vekslende med små sange, hvor de medvirkende står i sort tøj og forsøger at formidle eventyrets mere filosofiske sider.
Glædeligt og klædeligt er det, at Bjarne Sloth Thorups og Alberts Nielsens dramatisering er ganske tro mod Grimms eventyr. Altså ikke noget med Disneys små mus og forvandlede græskar. I stedet får vi de tre balaftener på slottet og som ønskegaven fra far på byturen den lille morbærkvist til at plante på mors grav, så morbærtræets gode ånd kan hjælpe Askepot. Det giver fin tyngde og alvor i historien.
Det er en 15 år gammel forestilling, AnemoneTeatret nu tager op igen. Og selve tekstmaterialet fejler sådan set ingenting, selv om det unægtelig bliver en anelse stakåndet til sidst, hvor bare to spillere skal klare at være såvel stedmoder som prinsen og de to steddøtre på samme tid. Her fyger det lovlig meget ud og ind af både kostumerne og kulisserne.
Manglende skarphed
Men det er nu ikke dér, hovedproblemet ligger. Nej, vi taler om for svage spillere og om en iscenesættelse, der kun er til husmandsbehov.
Dukkeversionerne af stedmoderen og de to stedsøstre er grove og karikerede. Nogle væmmelige nogen er de, og det er skønt. Men Andreas Berg Nielsen og Lisbet Lipschitz har ikke med instruktøren Albert Nielsens hjælp fundet den fornødne skarphed og præcision i replikføringen eller måden at bevæge sig selv og dukkerne på.
Hvis forestillingen virkelig skal gå hjem som andet og mere end pænt eventyrteater, må det være langt vildere og grovere. Og samtidig koreograferet ekstremt skarpt og minutiøst. Så ikke blot ordene, men også dukkekroppene nærmest hugger som knive over for den stakkels Askepot.
Her virker det hele alt for tilbagelænet og upræcist. Tættest kommer vi, når Prinsen danser med de to stedsøstre til ballet og svinger dem voldsomt rundt i luften. Så kommer der luft under eventyret og den ondskabsfulde selvoptagethed.
Den manglende skarphed og slappe replikbehandling genfindes desværre også hos både Prinsen og Morbærtræets gode ånd. Stive og kedelige som støtter står de og siger deres replikker. Men løft dog ordene, giv dem tyngde og prægnans, når nu teksten til de to figurer lægger op til både poesi og kærlighedslængsler!
Den musikalske side tager Jens Tolsgaard sig kompetent af. Og man fornærmer vel næppe nogen ved at mene, at han er en bedre musiker end skuespiller. Meget spræl eller scenisk liv er der ikke i hans farmand. Han mangler, som de andre, masser af swung! Derimod er Lærke Schærff Engelbrecht fin som Askepot. Hun er sød og kær og har den rigtige renhjertethed, uden at det på nogen måde virker vammelt.
Overordnet set er AnemoneTeatrets genopsætning af 'Askepot' ikke nogen dårlig forestilling. Den kunne bare blive meget bedre, hvis man snuppede den drabelige kniv fra stedmoder – den hun bruger til at hugge en hæl og klippe en tå hos sine to døtre – og brugte den til at få skærpet sprogbehandlingen og slebet kroppenes udtryk.
