I forestillingen ’Noahs Ark’ har Dukketeatret Svantevit koblet den bibelske myte om Noahs Ark til nutidens klimaændringer.
Det giver umiddelbart god mening. For uanset om man mener, at det er menneskeskabt eller ej, så er klimaet og dermed kloden under kraftig forandring. Isen ved polerne smelter i rekordfart, tsunamier og oversvømmelser hærger, og biodiversiteten er truet.
Det ved de fleste børn i Danmark godt. Så selv om vi måske ikke ligefrem forventer syndfloder, så kan udsigten til stormfloder af næsten gammeltestamentligt format godt gøre Bibelens beretning relevant i dag.
Den øvelse lykkes kun halvt for Svantevit i forhold til et børnepublikum. Mange børn har før hørt, hvordan Vorherre pålagde Noah at bygge en ark og sørge for arternes overlevelse – ikke mindst den menneskelige. Men der går syv lange og syv brede, før forestillingen når så langt, at i også mindre børn kan genkende historien.
For mærkeligt nok foregår den tildigtede rammehistorie ikke i nutiden, men i 1800-tallet. Hvis man skal dømme efter dukkernes kostumer. Noah råber også ’ohøj!’ som en anden sømand fra sejlskibenes tid.
Den gammeldags tøjstil falder dog fint i hak med fortællerens stivbenede diktion og sære sprogbrug. Til gengæld udgør begge dele unødige, forståelsesmæssige snubletråde for små tilskuere.
Svimlende smukt
De kunne ellers nemt have identificeret sig med barnebarnet, der insisterer på, at der skal handles nu, hvis kloden skal reddes. Hvilket hans avislæsende bedstefar er med på.
Det manglede også bare, for det er ham selv, der har fortalt historien om Noahs Ark. Noah og hans folk var helte,mener bedstefar. Det skal han og hans barnebarn også være. Om, det skal foregå lige som i myten, er ikke til at vide.
Men visueltsætter Svantevit trumf på med sine svimlende smukke scenebilleder på det lille dukketeater. Vidunderligt udtryksfulde dukker, der føres med sikker hånd og store armbevægelser, blandes med mageløse skyggebilleder af alverdens dyr. Nogle af dem er også skønne og skægge dukker.
Det gælder for eksempel den enorme edderkop, hvis lange, lodne ben giver tilskuerne herligt gysende myrekryb. Sådan føles det også for de allerede frelste om bord i Arken. De synes, at edderkoppen er ækel og prøver at skubbe den udenbords igen. Men den går ikke. Noah – og Vorherre – forlanger, at alle dyr, planter og mennesker skal med.
Det kommer de så. For der er plads nok i den store ark, der som et gevaldigt chok pludselig folder sin enorme stævn ud lige i hovedet på publikum. Der ligger den så og gynger så heftigt op og ned, at man kan blive helt søsyg.
Og børnene, dem kommer der liv i, så snart det første dyr omsider viser sig på scenen.
