Charme er noget udefinerligt noget. Men den norsk-danske performer Knut Steen har så meget af den, at den drev ned ad vinduerne i Huset, da Quasi Teater havde premiere på monologen ’Naiv.Super!’.
Forestillingen er baseret på Erlend Loes roman fra 1996. Den handler om en mand, der tilsyneladende blottet for opfattelsen af, at livet kunne være charmerende. ’Et teaterforedrag om meningen med livet’ lyder undertitlen faktisk. Og Knut Steen står da også korrekt foran en projektor og en tavle ved et foredragsholderbord, hvor der lige akkurat er plads til vandglas og tavlesvamp.
Men dette facaden krakelerer. For dette foredrag udvikler sig til en nutidspræcis teaterfiktion over livet, sådan som det kan opleves, når man falder ud af hverdagen og rutinerne og ned i et tomrum, hvorfra man ikke kan klatre op alene.
’MUREN’ skriver denne fyr med klodsede blokbogstaver på tavlen. Og så fortæller han om den dag, hvor han spillede crocket med sin bror i haven: Den dag, hvor han mistede meningen med livet.
Knut Steen styrter rundt, mens scenen imaginært forvandles til en have med crocketkugler. Samtidig tegner tavlen tilsyneladende videre af sig selv i streger af skægge kridtprojektioner af tændstikmænd og huse.
Slå hårdt
’Hvad er der i vejen med dig?’ spørger broderen. Og så er fortællingen i gang – om den mærkeligt depressive tilstand, der uden varsel omklamrer denne fyr, så han intet kan eller vil eller tør… Omgivelserne forstår selvfølgelig ingenting. ’Du har jo stadig fødselsdag – og der er jo stadig noget kage tilbage,’ som forældrene lokkende siger til ham ude ved crocketspillet. Men nej. Fyren er gået i sort.
Knut Steen fortæller helt nøgternt. Han er 25 år gammel og går på skuespillerskolen Ophelia. Men han er altså også allerede en professionel spiller; for to år siden var han med i Quasi Teaters ’AnArkistikA’. Han smiler ud mod publikum med sine tætsiddende øjne og sit lyse strithår, mens han kommenterer på sin egen underlighed. Samtidig bliver han inde i sin rolle som ungdomssløv eller bare almindeligt deprimeret. Men hele tiden med den unges tidløshed og ansvarløshed som en naturlig tilgang til verden – og derfor som en spejlfigur, der rammer målgruppen med en stærk umiddelbarhed.
Det er denne intuitive forståelse for en ungdommelig ubekymrethed koblet med en styrtende meningsløshed, som gør denne forestilling så betagende. Instruktøren Marie Kilsgaard Møller har skabt en afvekslende scenegang mellem et ovenud vidunderligt hamrebræt fra Brio, hvor man skal slå så hårdt, man kan – og så en stribe højhuse på Manhattan. Der sker en masse på scenen. Og alligevel glider man uhjælpeligt ind i fyrens følelse af, at der ikke er nogen mening med noget som helst – og at der derfor heller ikke sker noget, der er særlig betydningsfuldt.
Skriv op
Derfor får hans møde med forelskelsen også sådan en stærk overraskelseskraft. For hvordan kan en nørdet fyr, der aldrig har haft nogen kæreste, pludselig score en pige bare ved at ringe til hende? Det får jo nok lige tilskuerne til at følge ekstra godt med…
For som han ellers har spurgt sig selv igen og igen i sit formørkede stadie: ’Hvordan starter man forfra?’
’Naiv.Super!’ er i familie med ungdomsforestillingerne hos Teatret Graense-Loes, der med ’Fucking Alene’ og ’Undertiden lever man’ har specialiseret sig i at fremvise det svære ved at være ung, og som i sin form hele tiden kommenterer på sig selv – og som hele tiden leger med lydteknik og videoskærme.
I ’Naiv.Super!’ foregår de tekniske avantgardeudtryk bare på tavleskærmen gennem Kristin Fjalestad og Nils Holst-Jensens skarpe naivstreger. Her er humoren i top. Og ordene styrter lige i hælene på tegningerne. For eksempel da fyren forsøger at skrive op, hvad han faktisk har i sit liv: En god ven, en dårlig ven, et stort studielån…
Drop fax
Forestillingen handler om en fyr på 25 år – siger han selv. Men egentlig er denne oplysning overflødig, og den kan faktisk få teenagetilskuerne til at distancere sig unødvendigt fra hovedpersonen, alene fordi han er ’gammel’. Det er også fjollet, at forestillingen ikke resolut har moderniseret romanens brug af en ’faxmaskine’ – i dag ved gymnasieelever jo knap, hvordan en fax virkede. Byt dog faxen ud med en computer og en mail og en mobil – hvor svært kan det være. For essensen er jo det samme: At alle beskeder, der tikker ind, tilsyneladende ligner personlige og varme hilsner.
Men når det kommer til stykket, er det rutineafvisninger, uanset om de er formuleret af en sekretær eller en mailrobot. Konklusionen er hver gang, at der ikke er nogen nærhed. Skærmen er en fiktion i sig selv. Det er kun en rigtig is sammen med en rigtig pige i parken, der rykker noget.
Jo, forestillingen kunne godt tåle at blive skåret ti minutter. Det bliver den måske også af sig selv, når først virkelighedens teenagepublikum kaster sig over den. Pigerne bliver nok ’skudt i Knut’, men det må han så leve med. Sådan er det at have charme…
