Teatret med det løjerlige navn, Vikaren og Djezah, vil i 'Verdens første krig' (som de genrekarakteriserer som en musikteaterfortælling) forvandle et helt almindeligt klasseværelse til et mytelandskab, hvor publikum som klassens elever er direkte medvirkende i en teaterbevisliggørelse af, at det er kærlighed som er skyld i krig.
OK – spændende – altid godt med nye forsøg – nye eksperimenter med den publikumsinddragelse som pt. er så højt besunget.
Stående midt mellem publikum, som er anbragt ved de i klasselokalet spredt grupperede skoleborde, åbner Stefan Bang forestillingen med at sige, at vi skal tænke os som nogle, der er blevet til en skoleklasse. Derpå introducerer han forestillingens tematik sådan: 'Der er krig i verden. Hvorfor er der krig i verden? Jeg har et syret bud. Jeg tror det er på grund af kærlighed. Krim, Syrien,…i Danmark. Kærlighed er noget lort, det viser den her forestilling ret godt'.
Og fortæller, at forestillingen tager afsæt i en gammel græsk myte – den om optakten til den trojanske krig med den smukke Helena i stridens centrum.
Navneskiltroller
Bang udpeger mytens skikkelser blandt publikum og forsynet med et navneskilt foran sig er de forestillingen igennem stykkets centrale skikkelser; Peleus, Thetis, Eris, Menelaos, Helena, Prins Paris, Hera, Athene og Afrodite. Selv tager Bang rollen som Zeus. Vi deles også i to – den ene halvdel af rummet bebos af trojanere, den anden af grækere. Og så ruller dramaet ellers…
De rolleudnævnte publikummer skal ikke rollespille. Inddragelsen strækker sig til det fokus omkring den respektive figur (brudeparret, den hævntørstige gud, Zeus's kone og to døtre, etc.) som kommer på 'de udvalgte' publikummer og til det, at en ('Prins Paris') skal bevæge sig hen til en anden siddeplads (fra Troja til Sparta).
Det skaber nærhed og klarhed i fortællingen at mytens figurer er fysisk konkret tilstede i rummet. Vi sidder midt i blandt fortællingens figurer og få at vide, at vi er en del af det, som foregår – festen, striden etc.
Tidsmiks
Den gamle græske myte knyttes sammen med nutiden ved hjælpe af direkte publikumshenvendte universelle og nutidsgenkendelige replikker så som: 'Man skal ikke forelske sig i en anden mands kæreste' og 'Kan man styre det, hvis man er forelsket i en anden?'
Og undervejs lytter vi til Emil Jensens nykomponerede moderne sange. Sange, som Bang mestendels synger, mens han spiller guitar til. En sang som hedder 'Beskyttelsesrum'. En forelskelsessang med refrænet: 'Hvor jeg end ser dig' og en sang, som Jensen synger, mens Bang iført gasmaske trækker en presenning som et tag hen over os alle sammen – i stykkets mest interessante passage arrangementsmæssig set.
Lidt senere står Bang helt viklet ind i presenningen og synger forestillingens sidste sang med strofer som 'En aften kom mine forfædre forbi plettet af hver deres krig. Vi sad sammen. Vi græd sammen. Vi rider sammen….'
Og mod finalen bringes et klip fra nutidsvirkelighedens konflikt i KRIM.
Studentikose strejf
Det er selvfølgelig helt i orden og et spændende eksperiment at mikse før med nu. Men som det gøres her, følte i al fald jeg mig hensat til en lidt pauver rollespilssession. Jeg savner en stærk historie – en fortælling med kød på sidebenene.
Problemet er, at man ikke rigtigt bliver overbevist om den tese, Stefan indledningsvist fremsætter. Og at forestillingen som helhed virker studentikos. Som et forsøg for forsøgets skyld udført med stor selvsikkerhed og for lille en portion professionel skuespilkunnen.
