Med de rigtige forudsætninger kan små forestillinger skabe store oplevelser.
Sådan er det med fortælleforestillingen 'Bjørnekongen', der foregår i de enklest tænkelige rammer. De består af et tykt sort bagtæppe, en kontrabas og et dunkelt violet lys, der gør rummet intimt og skaber en stemning af forventningsfuld spænding.
På gulvet står en fortæller og en musiker, der i en god instruktion styrer sikkert gennem det vigtigste af det hele. En storslået historie om at få bjørnekræfter, når man har allermest brug for det.
Tilskuerne får på forhånd at vide, at hvis nogen synes, at forestillingen bliver for uhyggelig, er det helt i orden at gå ud. Og uhyggeligt – det bliver det. Men det er på den gysende gode måde, som hører til et rigtigt eventyr, og ingen forlader lokalet. Heldigvis, for 'Bjørnekongen' er en skøn og skæg teateroplevelse.
Den farverige og herligt fantasibefordrende musikalske fortælleforestilling oser af al den magi, mystik og moral, som et vaskeægte eventyr skal ose af.
Pernille Stockfleth er en probat og kompetent historiefortæller. Der bliver ikke sparet på noget, når hun i sort kjole og viltre krøller ruller sig ud og lægger stemme, mimik og livligt malende håndbevægelser til den ene fantastiske eventyrlige beskrivelse efter den anden, der skaber billeder for publikums indre blik.
Raslende tomme rustninger
Personerne kommer og går, og nogle – som den onde dronning, der myrder sin verdensfjerne gode kongemand – kommer aldrig tilbage. Den spinkle grisepasserpige i rød frakke, der sætter det hele i gang, forsvinder ind og ud af skoven, hvor hun indtager en helt anderledes magtfuld position.
Tror vi da nok, for det afsløres aldrig helt, hvem der er kvinden, som med gule øjne og fingre som lange rødder vandrer gennem skoven skjult i en kappe og ledsaget af en ravn og en ulv.
Sammen med sine venner, der lever skjult i den store skræmmende mørke og kolde skov lang mod nord, kommer skovkvinden en ung, skræmt og følsom prins til hjælp. Han har set sin mor myrde sin far, og nu er han smidt i fængsel og skal henrettes af sin storebror, kronprinsen. Brorens mentalitet er formørket af dronningen, så han kun kan tænke i ødelæggende vold og store våben, og sådan bliver 'Bjørnekongen' en historie om det godes kamp mod det onde.
Selvfølgelig vinder det gode ved fælles hjælp, der giver prinsen bjørnekræfter. Efter flere livsfarlige trængsler, der blandt andet omfatter hårrejsende raslende rustninger uden nogen indeni, overtager han jobbet som konge. Hvorefter storebror kan hellige sig sin interesse for militære tanks, der dukker op af sumpen. Men først giver lillebror i skikkelse af en stor varm bjørn brormand et kram, der under stort rabalder får han til at hoste al sin sorte, onde slim op.
Pernille Stockfleth sparer ikke på virkemidlerne, men det bliver på intet tidspunkt for meget eller for langt eller for kulørt. Desuden bidrager Ida Bach Jensens underfundige og dejligt afvekslende og medfortællende indsats på kontrabassen fornemt til at få helheden til at balancere. Sammen gør de 'Bjørnekongen' til helstøbt nutidigt fortælleteater, der står på skuldrene af alt det bedste fra de gamle eventyr.
