André Andersen har årstiden imod sig, når han spiller 'Det' Bimler og Bamler' i april. Forestillingen har undertitlen 'en nissefortælling', og som et af vilkårene på Aprilfestivalen er publikums gennemsnitlige alder langt over målgruppen.
Det slår dog ikke en erfaren soloskuespiller som André Andersen ud. Han beder bare tilskuerne om at finde deres indre barnlighed og julestemning frem, og det er ikke svært, når han for alvor går i gang.
Men først skal der lige spindes en ende over fortællerens adgang til det, der med god grund kaldes for balladefortællinger. Hovedpersonerne, de frække nisser Bimler og Bamler, er absolut fulde af fis og ballade, men historierne om dem indeholder meget mere end tomt nissesjov.
Uden at nedgøre nogen udfordrer forestillinger på sin egen muntre måde den traditionelle temmelig tandløse og mere og mere kommercialiserede vatnissehygge.
Det viser sig, at André Andersen har nisseblod i årerne og har arvet historierne fra en fortællenisse af første grad, der tilfældigvis var hans tip-tip-tip-tip-oldefar.
Iført nissebluse, vest og en flot lang nissehue lukker han op for en godtepose af skønne kulørte skrøner, der er fulde af elementær komik. Forventningsfuld spænding og lidt gys bidrager til stemningen, når han med overvældende fysisk dramatisk energi og et ligefremt sprog folder det hemmelige nisseliv på gamle lofter ud for publikum.
Flot disponeret helhed
Det spektakulære udgangspunkt er byens kirkeklokker – i Hjørring selvfølgelig Hjørrings – der bimler og bamler ustoppeligt døgner rundt, så folk er ved at blive vanvittige. Det er nisserne af samme navn, der morer sig med at hænge og lege i klokkerebene.
Derfra kommer fortællingerne vidt omkring. Nissen på loftet over fattiggården giver anledning til en historie om dumme drømme. Men også om, hvordan nissehuen fik sin røde farve, da den skaldede nisse fik en strømpe på hovedet og rødmede dybt.
Det er svært at afgøre, om alt er det pure opspind, for fortællingerne byder på indslag, der lyder som tager ud af et folkeeventyr. Vi får en forklaring på, hvordan gavestøvlen blev opfundet og oplever, at julemanden farer vild, og at julen må reddes af Bimler og Bamler.
Men det er ikke den eneste gang i forestillingen, nogen gør noget godt. Under den underholdende overflade har 'Det' Bimler og Bamler' momenter af almen medmenneskelighed, der rækker ud over julens budskab.
Samtidig er André Andersen så vældig god til at give de mange forskellige personer hver deres tydelige karakter og at skifte mellem fortælleren og rollerne. Her er ingen løse ender eller uforståelige overgange. Hver eneste fortælling har sin helt egen gode og stramme historie, der indgår som en selvfølgelig del af en flot disponeret helhed, hvor alt hænger sammen.
Men ingen jul og julemand uden rensdyr, og til sidst sidder alle – børn som voksne april eller ej – og skråler med på sangen om Rudolf med den røde tud.
