Historier er noget, som vi giver til hinanden. Det viser Teatergrad i rigt mål med forestillingen 'Fællesskab – i børnehøjde'. Høje slanke Jacob Teglgaard i blå kjortel og en hat toppet af en kæk fjer har sort skæg, der giver ham et troldmandsagtigt udseende. Med sin udtryksfulde gestik, dybe stemme og intense nærvær rækker han som den rejsende historieindsamler Kaspertin ud efter tilskuerne og fanger dem hurtigt ind.
Fra et gyldent silkeklæde, der dækker historiens skab, løber et tykt rundt bånd ud i en cirkel på gulvet. Det er nok til at holde de 40-50 2. klasses elever på plads og i ro inden for cirklen og giver rundkredspædagogikken helt nye kreative dimensioner. Et fiktivt rum, hvor alle er med på at gribe de historier, som luften – og forestillingen – er fuld af.
Den gode gamle metode med at lade en historie vandre videre fra person til person fungerer fremragende. Først er stemmerne forsigtige, næsten hviskende. Men der går ikke lang tid før fingrene ryger i vejret, så der må vælges ud i flokken for ikke at ende med en ny udgave af den uendelige historie. Alt foregår roligt og dybt koncentreret inden for forestillingens trygge univers, der får tilskuernes fantasi til frit at flyde og blomstre.
”Der er ikke et fællesskab uden historier, og ingen historier uden et fællesskab”, får vi at vide. Men hvad skal pigen Como så gøre, der overraskende gemmer sig i historiernes skab. Skabet er nemlig gabende tomt, og det er ikke godt, for hendes folk, som lever af historier, er nu i fare for at forsvinde.
Hun skal selvfølgelig have hjælp af en flok entusiastiske tilskuere fulde af fortællelyst og lyst til selv at få fortalt historier.
Højdramatisk himmelflugt
Det sker ikke med virtuelle udtryk med de kvaliteter, det har, men i sin mest elementære form – fra menneske til menneske. Det giver plads til børnenes katteeventyr og eftertænksomheder om ensomhed og fællesskab. Men også til Kaspertins og Comos drabelige beretninger, der ikke nøjes med at ytre sig i ord, men bliver til højdramatiske forløb om bord i et himmelskib med 14! master. Hvilket kræver særdeles aktiv medvirken af tilskuerne, der villigt og hurtigt følger himmelskibskaptajnens ordrer om både at blæse vind i sejlene og at ro.
Men det varme kærlighedsskib provokerer den ensomme ond ånd Solitude, der jagter varme fællesskabsvæsener og besætter dem med ensomhed. Hun får fat i Como, der stivner og bliver livløs, men som et mægtigt fælleskram heldigvis bringer til sig selv igen. Så kan hun fortælle, hvordan hun har fyldt den onde ånd med kærlighed, og efter en lille sang, som tilskuerne straks og imponerende flot synger med på, er ånden vupti også en del af fællesskabet.
Godt udstyret med nye historier bringes Como tilbage til historieskabet og sit folk. Som tak forærer hun fællesskabet den store nøgle til historierne. Denne anmelder er ikke sikker på, at Comos navn er stavet korrekt, men helt sikkert på, at Sandra Yi Sencindiver giver både pigen og ånden Solitude et skønt strejf af mystik.
Det føjer sig til den mangfoldighed af emner og følelser, som 'Fællesskab – i børnehøjde' samler til en helhed, der ikke taler ned til sit publikum og derfor får et engageret svar tilbage.
Teatergrad må give direktøren for vores store nationale museum, Rane Willerslev, en fribillet til 'Fællesskab – i børnehøjde'. Det kunne måske få han til at genoverveje om nutidens kulturformidling til børn virkelig bedst kan foregå som underholdning på en skærm.