Kvidrende fuglefløjt og et par indledende klappeøvelser med Lukas, og så kører det. Et stort kulsort rum er ikke de mest ideelle omgivelser for små tilskuere, men Uppercuts breakdansende charmefyre, Mark og Lukas, kan lyse hvad som helst op med deres enorme, men disciplinerede energi. Samtidig har de unge fyre en forunderlig, rørende evne til at solidarisere sig med småbørnenes univers.
I ’Twins’ får de hjælp af et par forrygende flotte barnevogne. En rød og en gul flyder fra dengang der var barnevogne til med masser af krom og store, tynde hjul. Vognene køres ind af en voksen, der hastigt forsvinder ud igen og overlader scenen til de yderst livlige babyer. Fortravlede forældre blandes heldigvis ikke ind i den fine historie om mødet mellem børn, der endnu ikke kan tale, men kommunikerer på alle mulige andre måder.
Men først er der afventende stille. Så bevæger dynerne sig forsigtigt, og det er ikke til at tro, at danserne gemmer sig der. Spændingen stiger, mens en fod, en arm og til sidst hele kroppen dukker op. Og vupti, så vipper den ene barnevogn på højkant og skaber afsæt for at komme ud i verden og for kommende lege som en tur i go-cart. Den anden vogn bliver stående på fire hjul, men det forhindrer ikke endnu en forvokset baby i at hoppe ud og møde livet.
Ubegribelig autenticitet
Det sker helt uden voksen assistance. Til gengæld er de to kraftkarle, der er et ømt syn i deres pastelfarve sparkedragter – Mark med kyse – rigtig søde til at hjælpe hinanden med at lege og lære. Nysgerrigheden trækker komikken efter sig, når krop og ansigt udforskes og ikke kun på den søde måde. Der bliver hevet i ørerne, og kinderne bliver klemt, mens næsen får vendt vende vrangen ud, så publikum griner højt.
Hvad den ene ikke tør, det kan den anden – for eksempel gå de første, vaklende skridt.
Men der kommer også kurrer på tråden, som må løses, så venskabet kan genoprettes. Eller mindre søde drillerier, hvor den frække Mark narrer den lidt minde frække Lukas. Han får hele tiden den lille plastikand, mens Marks bliver større og større. En heftig pudekamp bliver der også tid til, før Mark med ubegribelig autenticitet tumler om, pludselig overvældet af træthed.
Både i krop og mimik er Mark og Lukas kanongode til at vise det lille barns utilslørede glæde og begejstring i trin, der følger den genremæssigt brede musik. Men det er især deres enestående evne til at lade break dansen forstærke babyernes usikre bevægelser, der er vildt fascinerende.
Men små børn må sove. Så til sidst kravler de tilbage i hver deres barnevogn og bliver afhentet af den voksne, der intet aner om de smås spændende liv.
Mark og Lukas er fremragende dansere. Men der er ingen demonstrativ opvisning i deres trin. De bruger breakdansen ikke som et mål, men som et middel til at fortælle noget væsentligt om at være sammen. Da ingen nævnes som koreograf, må æren for det tilkomme de to unge dansere selv. Sammen med iscenesættelsen skaber de et rapt, men roligt flow, der binder ’Twins’ flot sammen.
Gid man var en baby og kunne danse break dans med Mark og Lukas!