Snorre har hurtige fødder, hurtigere end drengene i nede gården. Men dem tør han ikke at gå ned til, for Snorre er sikker på, at de vil drille og sikkert også slå ham.
Sådan går det ikke, for 'Hurtige fødder' er en skøn og kærlig komedie om en frygtsom dreng, der er vild med fodbold og til sidst vinder en dobbelt sejr. Det handler ikke om, at ”du kan, hvad du vil”. Snorre hjælpes på vej af faderlig opmuntring og ikke mindst kattedukken Barcy, der hurtigt bliver særdeles menneskelig.
Historien er lige ud ad landevejen og ualmindelig godt skruet sammen med en afvekslende blanding af hverdagsrealisme og fantastiske begivenheder, Det hjælper gevaldigt på Snorres vaklende selvtillid, da Barcy udstyrer ham med en skinnende kridhvid magisk fodbold. Selv om det helt i overensstemmelse med forestillingens univers hedder sig, at Snorre har købt bolden for penge, som han har tjent ved at hjælpe sin far.
Det kunne godt være nødvendigt, for Ernesto Carbones troværdige og ikke spor karikerede farskikkelse er så hårdt trængt, at han ind imellem må pynte lidt på virkeligheden. På den en side en forjaget vicevært og handymand, der ikke har hænderne skruet alt for godt på og kommer til at kaput-reparere fjernsynet, og på den anden side en far fuld af kærlig omsorg for sin søn.
Han er også en fattigrøv, der ikke er i nærheden af at kunne finansiere den drømmetur til en Champions League-finalekamp, som han vist desværre er kommet til at love Snorre.
Han har gjort pakket og klar til turen med alt det rigtige fans-gear, der hører sig til. Men uheldigvis kan farmand ikke finde sin trøje med det store 10-tal i guld, nummeret på deres favorit-spiller. Da han endelig finder den, er det blevet for sent at tage af sted, og der er også en beboer, der vil have viceværten til at skifte en pære og så videre.
Skuffelsen er til at se og høre, da må faren indrømme, at selv om han har vist Snorre billetterne til turen på nettet, har han ikke nødvendigvis købt dem.
Elegance og præcision
Iscenesættelsen, koreografien og skuespillerne har fuldstændig styr på karaktererne og en vildt atletisk spillestil. Den flotte, velproportionerede trio er så ualmindelig veltrænede og smidige, at man ikke et sekund tvivler på deres sportslige færdigheder. Med imponerende skarp timing leverer de en pantomimisk parallel til teksten, der forstærker både komikken og de mindre sjove situationer. Som når Tryggvi Sæberg Björnssons hjerteknuser Snorre stiller sig med ansigtet helt tæt op ad væggen, så enhver kan se, at han er godt muggen.
Eller når Karla Løkke som den skønne gavtyv Barcy gør kattebevægelser til en fuldstændig naturlig del af sit adrætte fysiske udtryk. Hun er ikke til at stå for, når hun med fin øjenkontakt til publikum driller Snorre. Men hun er også overbevisende i rollen som trøsteren og boldkammeraten, der forstår at provokere ham til at finde sin indre kampgeist og give sig til at træne.
De medvirkende får flot visuelt medspil af en scenografi, der lader dem forsvinde ud og ind af et skab som den naturligste ting, og som farver udsigten fra lejlighedens store vindue til ejendommens gård pink med orange skyer. Indtil alt med en flot overgang dækkes med et lækkert lysegrønt transparent lys, der skaber fed stadionstemning. Mens den diskret ledsagende musik spadserer af sted med klange, der på en gang virker rolige og fremadskridende.
Det hele går op i en forrygende højere enhed, der kulminerer i den sidste afgørende kamp. Den ser længe ud til at skulle ende uafgjort eller værre endnu, da Snorres behændige medspiller Barcy, der samtidig klarer rollen som sportskommentator, bliver skadet. Men det bliver direkte nervepirrende, da et målfoto viser, at der skal være straffesparkkonkurrence.
Indtil da har man kunne nyde elegancen og præcisionen, når skuespillerne koordinerer spillet og planter bolden i målet. Nu er det Snorre, der skal sikre sejren med et velplaceret målspark.
”Kom så Snorre, ind og score”, som hans far gentagne gange har opfordre sin søn til. Denne gang gør Snorre det selvfølgelig og vinder ikke blot kampen, men overvinder også sin frygt. Så farvel til far og spillet hjemme i stuen, nu skal de hurtige fødder ned i gården og sparke bold med de andre.
