Fem simple træstole, en overheadprojektor, en spillende wii controller, en tekniker og to ferme skuespillere – mere skal der ikke til at bringe en håndfuld af Kim Fupz Aakesons bedste historier til skævt og finurligt live på scenen.
På et scenegulv, der også selv er vinklet lidt skævt i kanten, får Thomas Danielsen og Maria Myrgård med kyndig teknikerhjælp fra den også på scenen synligt placerede tekniker Ivan Perard i løbet af 45 minutters tid skabt en masse skøn og begavet morskab ud af fem små Kim Fupz Aakesons historier:’Verdens Uartigste Dreng’, ’Kong Gulleroth’, ’Hr. Wilders Stjerne’, ’Mor’ og ’Pigen Der Huskede Det Hele’.
’Skæve historier’ blæser sig ikke op til noget fornemt og fint. Den er det den er: Nede på jorden og sjov. Fordi Dirck Backers iscenesættelse er befriende uprangende. Og fordi Thomas Danielsen og Maria Myrgård kan deres komiske kram.
De kan skære akkurat den grimasse, der skal til, når de fortæller om drengen der skal lære at lyve. Skramle akkurat så ulydigt og uhøjtideligt med stolene som passende er, når de skal vise hvordan Kong Gulleroths soldater er på spil. Spille lige præcist så tyst og småt, som det passer sig, når de skal vise hvordan Hr. Wilder placerer stige på stige ovenpå hinanden for at nå op til den stjerne han så inderligt ønsker sig – og som han har hos sig hjemme i sit lille kufferthjem indtil den taber lys og gør ham opmærksom på, at det nok er på himmelbuen, den hører til – for derfra kan den jo sagtens hilse ned på ham. Et fint lille miniaturespil med små objekter og halvhviskende stemmer, som følger i halen på et par spil med større gebærder og mere rabalder.
Et spil som på dynamisk vis også står i kontrast til den efterfølgende historie, historien om den kæmpefede mor.
Sæbeboblefrihed
Som iscenesætter viser Dirck Backer en dejlig flair for variation og overraskelse. Vi bliver tyste når Hr. Wilder er på stjernemission og vi skraldler, når Danielsen træder op på scenen som Myrgård-pigens kolossalt tykke mor. Klædt på som en lænestol med blomstret kittel hen over stavrer han rundt som en gigantisk tyk mor. Han fylder naturligvis to sæder i bussen, kan lugte en pølsevogne på lang afstand og gufler det halve af forældremødets kager i sig. Men en mor kan ikke erstattes, som historien så vist fortæller. Så nabokonen, der er som en streg i luften, hende kan Myrgårds charmerende pige ikke få over sine læber at sige mor til. Ordene vil simpelthen ikke ud af hendes mund. Det kan vi både se og mærke.
I den groteske ende af skalaen gør Myrgård også en god figur som Kong Gulleroth.
Kong Gulleroth er kongen, der lovgiver for folket, at det er rigtigt at have store ører og store næser, nu han selv er udstyret med sådanne. Myrgårds gummi elastiske mimik tager kegler. Og når spillets sidste historie, ’Pigen der huskede det hele’, byder på et orgie af sæbebobler og en fortælling om at folk bare giver sig til lige hvad de lyster i stedet for det vante stress og jag – så jubler børnene og billiger forestillingens løsslupne drev og historiens sunde vitaminer – med et ’Hvor sejt!’.
Så det er ikke ved siden af, når teatret i deres programtekst om ’Skæve Historier’ skriver: ’Fortællinger, der på ægte fupz´sk vis vrider og vender op og ned på det hele, så man risikerer at blive helt fri oveni pæren…’
