Tænk at være et ufortalt eventyr! I kasser og kartoner ligger de og venter- den grimme ælling, de røde sko, moderen med sit barn – og så kommer HC hjem fra Langtbortistan med en mystisk kuffert, ganske sikkert med endnu en konkurrent!
Halvt fortalte, halvt forløste, ligger de der, det ene eventyr efter det andet, med udsigt til en spændende fortsættelse – hvis HC bare ville koncentrere sig om lige nøjagtig MIG. Skriv HC! Kom i gang og skriv! Om mig!
Dette er udgangspunktet for Teater Refleksion og Christina Hesselholdts stykke om eventyrenes ventesal hos mesteren fra Odense. Og vi, der har ventet på en opfølgning af Refleksions samarbejde med Claus Mandøe om den vidunderlige historie 'Farvel Hr. Muffin' ,bliver ikke skuffet.
Ganske, ganske stille begynder det. Langsomt kommer der lys op på bagscenen. En diffus figur er lænet over et skrivebord, pennen løber over papiret, smuk og lavmælt musik indgiver både ro og forventning. Figuren skriver sin sætning færdig, pennen lægges ned, eftertænksomt.
1800-tallet? Glem det!
Frem på scenen med alle de tildækkede kasser træder Claus Mandøe i moderne bukser, viltert hår og flagrende rødternet skjorte. En digter fra vor egen tid, for eventyrene er uden tid.
Kufferten på bordet midt for er speciel. Hvorfor? Det får vi ikke at vide med det samme, men den behandles med en nølende varsomhed som skærper vores opmærksomhed. En ømhed der ligner kærlighed.
En grågrøn snegl eller skildpadde der mest af alt ligner en kæmpe hundelort giver lyd fra sig. Den første 'dukke' er i spil, og Mandøe giver den både stemme og liv som en vis olding der ser og hører det meste, men ellers foretrækker sit tilbagetrukne liv i skallen. Spørgsmålet om kufferten kommer op – og så er vi i gang.
Kufferten åbnes, og i det magiske lys fra dens indre løftes havfruen op. Et yndigt væsen, smuk og tillidsfuld, og man forstår HC’s ømhed for sit nye fund. Hendes længsel efter prinsen, efter at kunne gå på to ben, efter at elske til fuldkommenhed med den udvalgte, et underliv simpelthen! bliver det altoverskyggende tema for deres samtale. Han tvivlende, forfjamsket og flov, hun sitrende af forventning om det der skal og må ske.
Indtil et skarpt og utålmodigt kvæk lyder fra en af kasserne. Op kommer den festligste grimme ælling jeg har set. Frækt og insisterende selvoptaget skræpper den op om SIN historie, – hvor bliver den af? Og hvem er hun, den nyankomne? Skal hun nu komme her og bringe HC ud af fokus med sentimentale prinsehistorier? Er hun klar over at hun snakker med en kommende nationalfugl? (Lidet ved ællingen om, at han taler med et kommende nationalmonument! Som til og med skal besøge Beijing!)
Den ælling tog kegler hos publikum! Og Mandøe får vist hele sit repertoire af stemmer, tillige med sit mesterskab med dukkeføring.
De røde sko kommer også til orde – og til dans – og til frække antydninger om havfruens seksuelle evner. Og Moderen ængstes for sit barns liv, og trygler HC om en anden slutning end den frygtede. Vi føler med den arme digter der har så mange historier i sit hoved på samme tid, så mange liv der skal afsluttes, inden de sendes af sted ud i verden i form af eventyr og fabler.
Poesi og humor
Refleksion og Mandøe har lavet et herligt stykke teater. På et tidspunkt hvor jeg, helt ærligt, var kommet til en vis mæthed med hensyn til H.C.Andersen, er det godt at finde noget nyt, noget originalt – ligesom med Gruppe 38’s 'Du må være en engel…'
Med hensyn til udførelsen er der intet at sætte fingeren på. Den eneste indvending, jeg har, er at stykket nok er mest egnet for voksne. Bevares – der er mange ting at mores over og undres over for alle aldersgrupper, men her er meget tekst af ganske avanceret art, og mange af vittighederne spiller på en voksen forståelsesramme, og havfruen skal altså under kniven til sidst!
Både poesien og humoren føjer sig imidlertid smukt til den sofistikerede fremførelse, så forestillingen giver en fremragende anledning til at gå sammen – både børn og unge og deres voksne.
