Som en lysende grøn klode hænger Emils lilleverden foran os, inden forestillingen går i gang. Små rødkindede bondehuse, træer, grise – og ikke mindst den berømte flagstang, hvor lillesøster Ida havner øverst oppe på et tidspunkt. Så hæver kloden sig og historien er i gang. Eller rettere: historierne, for ‘Fest i Lønneberg’ er, ganske som sine forgængere, en blanding af forskellige episoder, hentet fra Astrid Lindgrens række af Emil-bøger.
For et år siden gik det galt på Folketeatret med ‘Vinter i Lønneberg’, som blev en træg og handlingslammet forestilling uden ret mange af de skarnsstreger, der gør Emil så tillokkende et bekendtskab for det yngste publikum. På Odense Teater er det heldigvis anderledes. Forståeligt nok har man valgt at genoptage den vellykkede version, som teatrets dramaturg, Ninette Mulvad, lavede i 2002. Vellykket, fordi der er knald på skarnsstregerne fra begyndelsen, men samtidig er indlagt rolige øjeblikke og sange, der bringer fin balance i forestillingens rytme og forløb.
Blandingen er dog mere heldig i første akt end efter pausen, hvor historien om, hvordan Emil skaber juleglæde for fattighusets beboere ved at diske op med hele familiens juleforråd, er lige ved at blive for lang og følsom i spyttet til at fastholde børnene for alvor.
Og nu vi er ved indvendingerne: Er det ganske heldigt og børnemenneskeligt forsvarligt at lade scenen på julemarkedet, hvor der er en lommetyv løs, ende med, at Emil afslører, at det er julemanden, der er tyven! Hvorpå vi ser vi ham i al sin ynkelighed, afskægget og afklædt som en simpel skurk blive slæbt af sted af politimanden.
Dér ryger både illusionen om julemanden som en virkelig og i egen kraft eksisterende person og troen på, at julemanden grundlæggende er et godt og hæderligt menneske.
Skrumpler forestillingen altså lidt i fugerne efter pausen, er den til gengæld lutter fornøjelse inden.
Stram figurtegning
Vi begynder med sommer og sol i scenografen Christian Tom-Petersens lette og luftige scenebillede, hvor varme farver, lyse birkestammer og masser af skånsk træværk skaber det idylliske Lønneberg. Allerførste ord er det berømte ‘Emiiiiiiiil!’ – og så ved vi, at far Anton igen er på jagt efter Emil, denne gang fordi han har fået storetåen i en af Emils musefælder.
Klaus T. Søndergaard er skøn som den meget pengebekymrede Anton – et selvoptrækkende raseribundt med spids næse, mundvigene kronisk nedad, vildt hår og endnu vildere øjne, farlig og sjov på samme tid. Morten Schaffalitzky er en charmerende og kæk Emil, helt rigtig i kroppen og træfsikker i den specielle Emil-blanding af barnlig snusfornuft og ukuelig trang til at hjælpe sine medmennesker. Hvilket uvægerligt og ubevidst fører til alle de herligste skarnsstreger, med efterfølgende ophold i skuret, hvor de snittede træmænd står på rad og række som monumenter over Emils meriter, mens han kan sidde alene og mukke. Men, som han hurtigt konkluderer: Det kan ikke betale sig at være sur, når ingen kan se det!
Og så får han da heldigvis også hurtigt besøg af Mads Nørbys rare og brave gårdskarl Alfred, ligesom Johanne Dal-Lewkowitch får en fin figur ud af den energiske, skarpstemmede og giftelystne tjenestepige Line og Lisbeth Gajhede er en varm og livsglad mor Alma.
I det hele taget er en af instruktøren Kurt Dreyers store fortjenester, at han tager sine personer alvorligt. Det er gedigen folkekomedie, stramt holdt i figurtegningen, med afmålt dosering af farce i birollerne, så det aldrig kammer over i jagten på billige stik.
Og hvad er det så for historier, vi får i denne Emil-blanding? Ja, der er den med suppeterrinen på Emils hoved med nødvendigt besøg hos doktoren. Den slugte femøre kommer med ved samme lejlighed, efterfulgt af sommerfesten, hvor Ida (en frisk og glad Christine Gaski) havner i flagstangen.
Efter pausen er sommer blevet til vinter, så huse og træer elegant har fået snefrakker på, mens Emil er til julemarked, hjælper de fattige og bygger den ulvefælde, hvori Kommandusen havner som resultat af sin grådighed. Her mangler vi måske også lige den krølle, der hedder, at hun lover bod og bedring over for sine fattiglemmer, inden julen for alvor kan sætte ind med snevejr og obligat stjernetæppe i baggrunden. Kønt er det og en fin introduktion af teatrets magiske verden for de mindste, mens der er nok af figurmæssig finkomik at klukke over for de medbragte forældre.
