Shakespeare for børn – en rigtig god ide. Formidlet med dukker og uden ord – perfekt til de mange turister på Kronborg. I serien af børne- og familieforestillinger på Ravelinen – den kunstigt anlagte, befæstede grønne krans om borgen – er turen nu kommet til 'Othello'.
På et spillebord, formet som et skakbræt, boltrer dramaets personer sig, formummet som store skakbrikker. Othello er Tårnet, Jago Hesten, mens Desdemona er formet som Dronningen eller Damen, og Emilia vistnok er en Løber.
Ideen er sjov, om end de ensfarvet hvide skakbrikker kan gøre det svært for et publikum på seks år at se forskel på de mange figurer i det komplicerede magt- og intrigedrama, som 'Othello' jo i forvejen er. Med kærlighed, misundelse, mistænkeliggørelse og altfortærende jalousi som komplekse elementer.
Det psykologiske drama
Og derved er vi fremme ved forestillingens afgørende problem. At Shakespeares stykke i den grad er et indadvendt og psykologisk drama, ikke nogen udvendig tjubang-komedie.
For vel er det sjovt, at dukkerne, ført af Finn Rye og Lene Hummelshøj med masser af gode miner, bedrøvede blikke og fornøjeligt vrøvlesprog, slås med hinanden, skuler og kysser, men 'Othello' er altså mere end det, også når man fortæller for børn og turister i en forestilling, der sætter sig for kun at være 30 minutter.
Det skal ikke forhindre, at de indledende scener i Venedig med dueller, en sært indlagt sekvens med et sværd i gulvet, som kun Othello kan løfte, hans udnævnelse til statholder med ridderslag og det hele, og en drabelig slåskamp, der ender som en munter, om end også noget omstændelig begravelse med kiste, præst og hele pibetøjet, opleves som fornøjeligt og vel eksekveret dukketeater, men specielt vigtige for essensen af 'Othello' kan de vel ikke siges at være.
Bedre går det med bagtalelsesscenerne på Cypern, hvor et rigtigt lommetørklæde får lov at spille den rolle, Shakespeare har tiltænkt det. Om man med børneøjne lige fatter, at det er Jagos forførelsesmiddel over for Cassio og bevismateriale for Desdemonas utroskab over for Othello, tvivler jeg på. Jalousi er ikke den letteste lidenskab at demonstrere med dukker.
Til gengæld er slutscenen, hvor alle skakbrikkerne bliver slået ihjel, en efter en, på ganske fantasifuld måde, rigtig sjov – et helt spillebord fuld af døde dukker – om end man igen må sige, at ideen måske snarere ville give mening i 'Hamlet'.
Den ydre handling
Hvad vi får på Kronborg denne sommer, er altså omridset og den ydre handling i Shakespeares berømte historie.
Hvor dygtigt de to skuespillere end fører dukkerne, hvor meddigtende scenografen Christian Q. Clausen enkle og velfungerende sætstykker er, hvor finurlige Martynas Lukosius’ skakdukker, hvor stemningsskabende Fredrik Lundins musik og lydkulisse med orgelspil og kirkeklokker end virker – alt det spændende, alt det, der forklarer, hvorfor 'Othello' ikke bare er en røverhistorie som så mange andre, men en til alle tider fascinerende klassiker, glimrer desværre her ved sit fravær.
Lidt ærgerligt for alle de gode kræfter.
