Det er tydeligvis en teaterkoncert, der er linet op til på scenen med mikrofoner og diverse ting og sager, der kan bruges som slagtøj. Men der er også noget andet. Noget, der ikke ser ud til at kunne give lyd fra sig.
Det er en mægtig stor gennemsigtig skærm og bagved den Tea Bendix, som stille og koncentreret lægger ud med at tegne blomster. De tynde gråhvide streger står ikke særlig skarpt, og de får også hård konkurrence af et knaldende gul-orange lys fra bagscenen.
Men efterhånden som musikken tager til, kommer der også farve på skærmens tegninger. Det er ikke vilde kulører, men alligevel tilstrækkeligt til, at det står klart, at tegningerne bliver forvandlet til tegn, rytmetegn.
Det er fascinerende at se de mange tætte streger vokse ud af Tea Bendix’ kyndige hænder og danne abstrakte mønstre. Især i begyndelsen, for trods den entusiastiske energi, som hun lægger i sine rytmetegn, så bliver det i længden en lidt ensformig oplevelse.
Tegnekunsten har simpelthen svært ved at trænge igennem og hamle op med den rutinerede Thomas Sandbergs passionerede og frembrusende musikalske udfoldelser. Han er en formidabel musik-entertainer, der med uudtømmelig energi kan få musikalske løjer ud af alt, der rør sig.
Sammen med Steen Haakon Hansen præsterer Sandberg nogle toptunede musikalske klovnerier. De er lige underholdende, hvad enten de leverer hurtigtkørende baggrundsrytmer eller det er musik, som de frembringer med sig selv som instrumenter i form af volapyk-sprog og vrøvlelyde.
Lige lovlig abstrakt
Steen Haakon Hansen er af uransalige årsager udstyret med alpehue, halsklud og flutes. Hans frankofile fremtoning siger næppe børn noget som helst, men det gør mindre, for han besidder et gigantisk arsenal af lyde, der vækker begejstring. Ikke mindst, når han giver sig til at kommunikere med en enorm frø, som Sandberg låner den fineste diskant-stemme.
Frøen hedder Flemming, og den skal da have et kys. Det er bare ikke så let, for Flemming har en meget stor mund. Men det lykkes. Til gengæld kræver det assistance fra Thomas Sandberg at sætte gang i en frødans.
Flemmings ankomst måtte godt være sket tidligere, for det løfter hele forestillingen. Tingene hænger pludselig sammen, når tegneren og klovnen tegner en frø, mens den elektroniske musik fyrer den af med frølyde.
Det er tydeligt, at når der foregår noget konkret, hænger tilskuerne på. Det sker nemlig også, når Steen Haakon Hansens fiffige og nærværende klovn viser sig leveringsdygtig i et gymnastik-program og musikalsk mimisk situationskomik.
Derfor havde det været godt med blot en lille sammenhængende historie – især for de yngste. 'Rytmetegn og jazzhistorier' skaber et skønt og flot lydunivers, der er fuldt af sjove påfund. Men indholdsmæssigt bliver symbiosen i teaterkoncerten mellem tegninger, skuespil og musikalske rytmer ikke fuldt forløst og i lange stræk lige lovlig abstrakt.
