Alfred og Manfred bor i et lille hus med to indgange, den ene del er rød, den anden blå. De er tvillinger, de er ens som to dråber vand, de har ens tøj på, og den eneste forskel på dem er, at Alfred har en kasket på hovedet og Manfred en blød hat. Så her gælder det om at hænge med, specielt når hovedbeklædningerne hænges væk over hver sin dør.
Vi får en lille indledning til at begynde med, så alt skulle være klart, når spillet sættes i gang. Men allerede her i starten inviteres børnene med i en dialog om, hvem der er hvem og hvorfor, og hvor kasketten hjemme hører og hvad der nu skal ske.
Og de 3-8-årige lader sig ikke bede to gange, de er øjeblikkelig med på noderne og der råbes og protesteres, og forslagene kommer i en lind strøm fra de ivrigste iscenesættere in spe.
Bølgelængde og øjenhøjde
Morten Danckert er en dreven spiller med mange år og mange forestillinger i bagagen. Han tackler tilråb og forslag med opmærksomhed og lune, og bliver protesterne for mange eller lydniveauet for opskruet, tager han sit venligt-advarende ’Nånå, nånå’ i brug, og forestillingen kan fortsætte.
Det er rutineret, og det er gammeldags, men alligevel ikke helt affældigt eller mosgroet, og slet ikke forældet eller til skrotbunken. En forestilling som denne holdes i live og ved lige af publikums ustandselige fornyelse. Danckert kan spille denne forestilling i mange år endnu, fordi han er på bølgelængde med ungerne, kan tale med dem, ser dem i øjenhøjde.
Det er denne interaktion, som er forestillingen. Uden et ivrigt publikums højlydte bidrag ville det nok falde sammen. For ’stykket’ – hvad det handler om – er ikke meget at skrive hjem om. De to tvillinger forsvinder ud af én dør og kommer ind ad den anden, de dukker op på skift bag det stof, der hænges op for dukketeater, og de har lidt forskellige dukker og rekvisitter.
Vi får flere glimt og tilløb til rigtigt dukketeater, men den røde tråd er det venskabelige skænderi om, hvem af de to der skal bestemme, hvad der skal spilles. Og denne lille strid bølger så nok så gemytligt frem og tilbage bagved forhænget og mellem rød og blå dør, og børnene får rigelig anledning til at deltage. Hvilket selvfølgelig ikke gør det nemmere hverken for kasket-tvillingen eller for ham med den bløde hat.
Alt forløber som det skal og det er ren underholdning, ingenting med kunst, ingenting med noget nyt eller anderledes – men alle er glade!
Jeg ville føle mig en smule arrogant, hvis jeg skulle sige, at jeg følte mig hensat til 1970’erne, for der er en slags langtidsholdbarhed i ’Alfred og Manfred’ – og hvad var i øvrigt galt med 70’erne?
