The MishMash Theatre Company er et nyt indslag i den danske teaterfauna og et nyt bekendtskab for mig.
De fire medlemmerne har alle samlet sig en skuespilleruddannelse hist og her og mange steder, men fælles har de en stærk betoning af klovn, commedia dell’arte og fysisk teater, samt at de alle – også – har været to år på Commedia School i København.
Og det har de fået meget ud af.
Evnen til ubesværet at udtrykke sig kropsligt er stærk: Timing, rytme og tempi er musikalsk og nøje afstemt, fortællende arrangementer udtrykker såvel sorg, som had, som jubel – dette er simpelthen dygtigt lavet.
Kritikere er og bliver gamle teaterrotter. De har set alt før. Flere gange. Romeo og Julie er fortærsket og opbrugt og skal vi nu til det igen…?
Der er bare det ved det, at 'Romeo og Julie' er verdens bedste stykke om brændende, håbløs kærlighed, ligesom Antigone er verdens bedste stykke om civil ulydighed, osv. osv.
Så, hvis du er 16 år gammel og ny i teatrets verden, fortjener du hele den 400 år gamle historie om Romeo og Julie, fortalt af Franco Zeffirelli eller Baz Luhrman på det store lærred, eller Det Kongelige eller Aalborg Teater og det store sceniske udtræk, eller – som her – i en udtryksfuld 40 minutters version. For historien gælder til alle tider. Punktum.
Tilbageholdende dygtighed
De fire aktører i MishMash er iført sort-hvide dragter – lidt forskellige, men med det samme udtryk. Og de har mere eller mindre den samme baggrund uddannelsesmæssigt, de har fundet en fælles spillestil, de kan bruge hinanden som illustrationsmateriale, mimisk, akrobatisk, billedmæssigt.
De har kun sig selv. Et sort bagtæppe, javel – men ingen rekvisitter, ingen kunstig belysning, ingen scenografi. Alt hvad de behøver, er evnen til at agere samlet, at lave skulpturer og opløse dem, at variere mellem langsomt og hurtigt, højt og lavt, stærkt og svagt, varmt og koldt.
De er ikke kun kropsekvilibrister, slet ikke, og jeg skal være forsigtig, så jeg ikke overbetoner det fysiske. For de er ikke cirkusaktører og heller ikke akrobater eller pantomimikere. De er slet og ret skuespillere med en stor fysisk udtryksevne.
Og jeg frapperes af, at deres dygtighed aldrig bliver blæret. Her er ingen show off, intet forsøg på at vise, at 'vi kan alle tricks i bogen'. Når de finder en slående overgang, eller et dramatisk frys-øjeblik, er det fordi historien kræver det, ikke fordi de kan det. Og jeg frydes.
De spiller alle sammen mange, mange roller, men man husker Jens Molander og Elif Temucin som Romeo og Julie, Erkan Uyaniksov som Mercutio og Päivi Raninen som både munk og alter.
Shakespeares historie
For dem der kender den berømte historie, er alle de vigtige scener med: Det første møde, giftermålet, kampen mellem Mercutio og Thybalt, landflygtigheden, giften, og den uafvendelige død i gravkammeret.
Sådan set er de væsentlige situationer både præcenteret og forklaret. Men jeg er sikker på, at et (helst solidt) forhåndskendskab til historien vil hjælpe gevaldigt for den ovenfor nævnte 16-årige. Både når det gælder forståelsen af historien og for opfattelsen af de (mange) dramatiske og komiske situationer, der også opstår undervejs.
Ubetalelige øjeblikke, som når krucifikset taler i brylluppet, når en tand slås ud under et slagsmål og dukker op igen flere scener senere, er der flere af. Men sådanne sjove øjeblikke – gags – er aldrig kun indfald. Hver idé er indenfor formen, og publikums latter er ikke noget at svælge i.
Både forelskelsen, dramatikken og smerten får rigeligt plads i denne udgave af 'Romeo og Julie'. Det agile ensemble formår at give plads til det meste, om end ikke det hele. 'Romeo og Julie' behøver trods alt mere end 40 minutter.
Men bøjet over bøjlehesten i gymnastiksalen (jeg kom for sent til at sikre mig en stol) var jeg omgivet af jublende teenagere, da forestillingen var slut.
