Det er en regulær forvekslingskomedie, der udspiller sig i journalist og forfatter Lars Daneskovs børnebog ’Tro, håb og gorgonzola’, som Teatret Masken og Teater Vestvolden nu spiller i en dramatisering af Anna Panduro.
Drengen Anton, der bor alene med sin mor, ostehandleren – kaldet Ostedamen – hører hvordan hun savner en mand med lange arme, som kan nå ostene på øverste hylde. Han bemærker også, hvordan hun beundrer overskægget på den charmerende Don Amore, der er mesterdetektiven i den tv-serie, de ser sammen hver onsdag.
Nu handler det altså om at finde en mand med overskæg og lange arme, og heldigvis har Anton sin veninde Molly, der med sine vaneforbryderiske tendenser er mere end klar til at hjælpe ham.
Desværre ender deres søgen flere gange med, at deres gamle klasselærer dukker op med sin flagrende moustache, og samtidig kommer den bredskuldrede politibetjent Johnny hele tiden på sporet af deres lidt uortodokse metoder. Og hvorfor skal den lille, tykke pizzamand fra den anden side af gaden mon med Ostedamen ud på lageret, hver gang han mangler en pose mozzarella?
Det er en vittig og begavet børnebog, som Lars Daneskov også modtog stor anerkendelse for efter udgivelsen i 2013. Det er i store træk også lykkes at få bogen omsat til teater, således at historien har bibeholdt sit barnlige blik på de mærkelige voksne, mens de voksne samtidigt kan more sig over nogle af voksen-referencerne.
Og når Anton leder efter en mand til sin mor, leder han imellem linjerne også efter en far, hvilket er en smukt underspillet pointe i historien, der dermed også har en særlig relevans for en stor mængde af nutidens småfolk med ene eller skilte forældre.
Som at være inden i bogen
Det mest bemærkelsesværdige ved teaterversionen er, hvor godt det er lykkes at levendegøre Pernille Lykkegårds bogillustrationer. Vi får ikke bare den karakteristiske streg og de klare farver som et simpelt bagtæppe, men får både bevægelse og lækre detaljer.
Et par rollinger foran mig tabte kæben, da Molly hev et virkeligt stykke papir ud af den tegnede kulisse. Og et åbent vindue og en svævende sky er med til at give den flade 2D-scenografi en smule dybde.
Også kostumerne hjælper til, at vi føler os ført ind i bogens illustrative univers. Særligt er politibetjenten Johnny med sin trekantede overkrop som en karikaturtegning af en stærk mand, ligesom Ostedamen med det røde, opsatte hår og den blåstribede kittel et klassisk billede på moderlighed og servicefag.
Det hele bliver måske en smule kønsstereotypt i forhold til kønspolitikken anno 2022, men vi accepterer, at de her først og fremmest fungerer som symboler på mor/kvinde og far/mand.
Problemer med timingen
I selve iscenesættelsen savner vi dog indimellem noget. De fire medvirkende spiller egentlig deres figurer fint. Andreas Forné har godt fat i det barnlige og nysgerrige (og lidt enfoldige) udtryk som drengen Anton, mens Christina Bech, Peter Flyvholm og Max-Emil Nissen springer udmærket imellem deres forskellige karakterer, hvor især Christina Bech synes komfortabel som både Molly og Ostedame.
Men det flade tegneserieudtryk hos især birollerne er i sagens natur også lidt uinteressant, hvilket desværre får nogle af skuespillerne til at overfjolle deres karakterer.
Men det større problem er, at man ikke rigtig lykkes med at få timing og tempo ind i scenerne. Der er en imponerende teknisk præcision i forhold til at få scenografien og animationerne til at passe på sekundet, men til gengæld går noget så simpelt som en replikudveksling i fisk flere gange, hvor det lyder, som om karaktererne taler forbi hinanden.
Også arrangementet på scenen kløjes de i flere gange, hvor en replikudveksling tilsyneladende slutter, mens en skuespiller står i den forkerte side af scenen, hvorefter der skal trædes vande, mens skuespilleren krydser scenen for at gå ud i den rigtige side.
Det betyder, at forestillingen trods sine komiske kvaliteter og den vellykkede visuelle side bærer præg af lange og pinlige pauser, som giver en lidt ujævn oplevelse. Ikke desto mindre er forestillingen værd at se for sine gode pointer og sine søde medvirkende, der trods alt tegner nogle morsomme karakterer.
Og hvis man ikke skulle kunne leve med nogle huller i osten i en forestilling som ’Tro, håb og gorgonzola’, så ved jeg ikke, hvornår man skulle.
