'Boldbanen' er en følelsesfortættet forestilling, der går lige i hjertet uden at lader hjernen gå ram forbi. Josefine Eusebius Olhoff-Jakobsens velskrevne og intelligente dialog syder af alt det, der tales om, uden at nogen siger det.
Ordene såvel som de fire skuespillere fanges effektfuldt i scenograf Irene Kleisdorff Hougaards leg med boldbanens bander og mål. Vel udnyttet i instruktør Nikolai Louis Nyholm Nielsens dynamiske vekslen mellem endeløs tomhed og mental og fysisk indespærring.
Sidste aften i første del af dit liv
Det er den sidste aften på boldbanen, inden livet går videre. Sådan skriver Teater [døgdi] om forestillingen. Og det føles vitterligt sådan. Boldbanens teaterillusoriske leg lader et gult scenegulv snævre sig ind til en form for horisont og møde et himmelblå bagtæppe, der modsvarer gulvets indsnævring ved at brede sig op og ud. Vi viftes om øjnene med fornemmelsen af, at stå på tærsklen til livet, der er på vej videre. Ud og op. 'Boldbanen' rammer og rummer en skrøbelig teenagetone, hvor alting er både uendeligt og udsigtsløst på samme tid. Indrammet af den gule bane, den blå baggrund, en håndfuld miniature bold-bander af træ og to små fodboldmål, der bruges til både at fange og frigøre sig.
Silja skal flytte fra sin mor og ind til sin far. Der er sidste fredag i sommerferien. I morgen flytter hun, og på mandag starter hun på gymnasiet inde i byen. Sidste aften tilbringer hun ikke hjemme hos sin velmenende mor, der har købt pizza, men på boldbanen sammen med bedstevennen Benjamin. Et venskab der vist rummer romantiske følelser for begges vedkommende. Men Benjamin er jo kærester med Laura. Der hader Silja.
(Bold)banen er på overfladen kridtet op til et trekantsdrama i 11. time. Men noget stikker dybere. For Silja flytter fra byen af en grund: Hun er upopulær blandt de andre fra hendes klasse, og fanget i et spin af chikane, som hun ikke kan slippe ud af. Noget er sket til en fest nogle uger tidligere, som har fået alting til at eskalere, men selv i Siljas egen erindring er dette ”noget” glat og svært at få hold om.
Dit virkelige digitale liv
Rammefortællingen om den sidste aften på boldbanen brydes igen og igen af flashbacks til festen, og den lavine af tanker og reaktioner, den aften afstedkom. Det skaber en klaustrofobisk følelse. Med klangbund i Marie Kildebæks kakofonisk lyddesign af klassekammeraternes stemmer og deres dom over Silja samplet med de sociale mediers ikoniske lyde, af beskeder, der skrives, sendes og læses. En eskalerende tornado af påstande, udsagn og slet skjulte hentydninger.
Silja og co. lever både foran og bagved, men mest af alt igennem skærmene, der hele tiden er nærværende. Selv når telefonen ligger i baglommen.
'Boldbanen' tegner et foruroligende billede af, hvad der kan ske, når livets fysiske modbydeligheder bliver digitaliserede – en eksponentiel vækst af et fuldstændigt ukontrollerbart univers af hvem-sagde-hvad-hvornår-og-til-hvem-og-hvor-står-det-skrevet-nu.
At tale somme om alt det man ikke siger
Snart kommer det frem, at nogen har skrevet 'Luder' på Siljas hus. Hændelsen, der gør, at hun ikke orker mere, og vil flytte. Men først efter en sidste aften på boldbanen med stjålne vinflasker fra hendes mors køkken.
Stemningen mellem Silja og Benjamin er så tyk af usagte følelser, at man næsten kan skære i den. Men forløsningen udebliver. 'Boldbanen' er ikke feel good-teater. For Laura spankulerer påtaget naiv ind på banen, netop som luften er ladet med kys.
Kristine Lauritzen og Mathilde Eusebius Olhoff-Jakobsen har i rollerne som hhv. Silja og Laura det største karaktermæssige albuerum, som de lader komme til et intenst samspils-crescendo i deres både psykiske og fysiske sammenstød på boldbanen. Publikum rykker anspændte frem i sæderne for at følge med i kampen.
De to blotter udspekuleret og ”uskyldigt” hinandens svagheder, og spidder på den måde mesterligt alt det værste i særligt unge pigers intrigante omgangsform. De taler sammen om alt andet end det, de siger, og Benjamin bliver tydeligvis og forståeligt nok sat af.
Ikke om, men hvordan
Forestillingen er godt krydret med små hints af, hvordan begge de unge kvinder slibes af de unge mænds blikke. Som når Laura får en besked fra en klassekammerat: ”Er du stadig sammen med Benjamin? Eller vil jeg gerne knalde dig!”.
Av. Eller når Silja genfortæller sine oplevelser fra festen: ”Jeg kysser dig. Jeg siger også nej. Men jeg kysser også. Jeg kysser godt, har jeg fået at vide”.
Næsten som et forsinket svar på Benjamins tidligere kække bemærkning: ”Forestil dig, at glemme dine trusser!”. Tja – Trusserne var nok det mindste offer, Silja ydede den nat efter festen, på madrassen på boldbanen.
Forestillingen bliver heldigvis aldrig en diskussion om, hvorvidt Silja har været udsat for et overgreb eller ej. Den er optaget af, hvordan Silja oplevede det, og ikke mindst, hvordan hun skal håndtere sin oplevelse, mens hun navigerer i de andres knopskydende So-Me-reaktioner på det, de har hørt, der er foregået. Det er et kradsbørstigt og vigtig snapshot af problematikkerne i teenageliv anno 2019.
De lidt flade
Skal man påpege noget kritisk i denne ellers meget fine forestilling, kan man diskutere om Kasper Hjort og Ida Lunds karakterer som hhv. Benjamin og Siljas mor kunne være lidt mere fyldige. De gør begge, hvad de kan med det de har, men overdøves let af de to andre virkelig helstøbte karakterer.
Dernæst kan man undres over den afsluttende scenografiske overraskelse, der fungerer fint, omend vældig dramatisk, som en dramaturgisk krølle på halen. Visuelt stikker den dog lidt af fra resten af forestillingens scenografiske look.
Den sidder i kassen
'Boldbanen' er en nuanceret og ikke-dømmende forestilling, der insisterer på at forholde sig til, hvad det er, der sker imellem unge mennesker, uden at svælge i, hvorfor det skete. Ikke fordi de bagvedliggende årsager og karaktermotivationer er ubetydelige, men fordi forestillingen i langt højere grad er optaget af at portrætterer, hvordan man som et ungt menneske i et moderne samfund badet i sociale medier skal kunne håndtere usandsynligt komplekse situationer, der oven i hatten multiplicere sig i det uendelige gennem alle vores digitale netværksmedier. Boldbanen sidder i kassen. Ikke mindst fordi forestillingens fire spillere formår at være så totalt i øjenhøjde med deres målgruppe.