Det Kongelige Teater har satset stort for at gøre voksenoperaen ’Den fiffige lille ræv’ til en moderne familieforestilling. Janáceks sanselige musik spilles perlende friskt og fortællende med albuerum til teatralske bulder og brag. Der er ingen alenlange arier, men fremragende sang med gode oplevelser for små (og store) ører, der ikke er operavante.
Scenografen Es Devlin har forvandlet sceneåbningen til en enorm videoskærm, hvor smidige dyr og mekaniske mennesker myldrer rundt i en magisk, tredimensional virkelighed skabt med inspiration i den japanske papirkunst, origami.
Alle visuelle sejl er sat, og det er formidabelt flot at se på. I begyndelsen bidrager de skiftende former og farver også til forståelsen.
Desværre er iscenesættelse og scenografi så manisk forhippede på at efterligne de digitale billedmedier, at effektjageriet dog hurtigt kommer til at overskygge alt andet. Det spænder ben for fortællingen i stedet for at hjælpe den på vej, og det konstante visuelle overbud trætter.
Dramaturgien halter
Halvanden time uden pause og en vrimmel af store og små dyreskikkelser i et orgie af en computerscenografi skulle angiveligt være til at klare for børn ned til seks år. Sådan er det langt fra. Dyr er godt, når målgruppen er børn, mener mange. Men handlingen i Janáceks opera er kompleks, og en heftig fortolkning med fokus på naturen over for industrikulturen gør det ikke nemmere at hænge på.
Børn skal være store nok til selv at kunne læse tekstmaskinens rappe, slang-prægede oversættelse, hvis de skal fatte blot lidt af, hvad der foregår, og især hvorfor. Det må også stærkt anbefales at overvære introduktionen for børn i foyeren på Operaen. Den er i modsætning til forestillingen enkel og overskuelig.
Janàceks libretto bruger en dyrefabel til at fortælle en tragikomisk, naturromantisk historie om tre mænds ulykkelige forelskelse i en purung pige, der repræsenterer det vilde og naturlige. Det siger næppe moderne børn en brik, men historien om dyrene og naturens cyklus, hvor fødsel, parring og død forventeligt følger af hinanden, er som udgangspunkt sød og nogenlunde ligetil.
Floraen og faunaen klarer sig fint på egne præmisser. Men når menneskene begynder at blande sig og brede sig, går det galt. Ikke bare i naturen, men også i forestillingen. Dramaturgien halter og får ikke en for børn forståelig, eventyrlig helhed ud af de to forløb med dyrenes verden på den ene side og menneskenes på den anden.
Lidt vold og megen list
Som en grålilla syl borer industrikulturen sig ødelæggende gennem naturens kriblende og krablende farveorgie og skaber rum til sine ensformige kuber. Gråhvide som de mennesker, der færdes dèr, i klar modsætning til den frodige verden udenom.
Her lever den nuttede, bløde ræveunge Fiffi, som synges indtagende af Sofie Elkjær Jensen, men som John Lundgrens skovfoged brutalt fanger og giver sin børn – og sig selv – som gave.
Fangenskab er dog ikke noget for en selvsikker lille hunræv. Med lidt vold og megen list lykkes det hende at stikke af og vende tilbage til naturen og en lækker hanræv.
Gisela Stille og Anne Margrethe Dahl er et flot og flot syngende rævepar, der hurtigt frembringer et kuld unger. Men en krybskytte skyder den unge mor. Snart er en ny lille fiffig hunræv dog på banen, og selv om skovfogden føler sig fristet til at fange hende, får hun lov til at forblive i naturen.
Ren voksen-opera
Undervejs i historien klippes til en kro og en igangværende fuldemandsdialog mellem gråhvide mænd i høje hatte. De spiller kort og taler om deres ulykkelige forelskelse i en ung pige i en stil og et sprog, der trods den moderne oversættelse og et vist parodisk anslag, er ren voksenopera. Krybskytten har derimod skikkelse af et enormt stenhoved, hvis glødende åbne mund rummer en sanger. Et rigtigt computerspil monster, men hvorfor?
Lige så uforståelig er slutningens operapatos med den bredbringede skovfoged i positur mod en glødende nedgående sol som i en Wagner-opera. I et strålende klarsyn indser han, at mennesket indgår i naturens store kredsløb. Den indsigt når et børnepublikum næppe frem til.
Der er lavet en aktivitetsbog, hvor børn kan farvelægge, klippe og folde dyr fra forestillingen. Men ligesom med operaen virker målgruppen stærk overvurderet, for de fine spinkle tegninger kræver en finmotorik, som de færreste mindre børn besidder. For større børn og teenagere er den ok, men de foretrækker nok et computerspil.
