’Jeg har det o.k.’ siger den unge, tynde pige med hårtjavserne. Hun siger ikke engang ’okay’. Bare ’o.k’.
Selvfølgelig er det løgn. Hun har det overhovedet ikke godt. Hun har det forfærdeligt. Hun er ude af sig selv af sorg, og hun ved ikke, om hun nogensinde kan finde ud af at leve igen – eller om hun overhovedet har lyst til det.
For monologen ’På Bornholm må man græde overalt’ er en fortælling om sorg. Den er baseret på Martha Flyvholm Todes roman om en ung pige, hvis papfar pludselig falder om af en blodprop og dør – og efterlader hende, hendes mor og hendes to yngre papbrødre fuldstændig lamslåede.
Den unge skuespiller Ludmilla Faber Striim står alene på scenen. Hendes står ret op og ned, og hun ligner en, der fryser, sådan som hun holder med armene om sig selv i en kejtet og sårbar omfavnelse. Hun fortæller med stille stemme. Roligt og nøgternt. Inden hun heldigvis kommer ind i et fortælleflow, hvor hun nærmest taler hurtigere og hurtigere, da hun endelig får hul på sin historie om at miste den papfar, hun har været så glad for.
At gøre sig usynlig
Ludmilla Faber Striim indtager rummet med stor naturlighed, og hun disponerer fortællingen klogt og med stor udholdenhed. Hun befinder sig bag et sort netgardin, hvorpå der projiceres bølgende stregmønstre – tegnet med enkle, organiske linjer af Flora Pelle Brandt, der også har designet kostumet: neutral T-shirt og et par løse shorts.
Denne pige ligner hvilken som helst pige, der går tur ved søen i parken. Anonymiteten bliver samtidig til en pointe: Et billede på, at hun af alle kræfter forsøger at forsvinde i mængden og gøre sig usynlig – med et indirekte ønske om at forsvinde helt ind i sig selv. Simpelthen fordi hun ikke aner, hvordan hun skal tackle om sorgen.
Selv sin bedste ven fortæller hun ingenting. Selv ikke når de sidder på deres faste bænk i parken og spiser ’fiskedeller’ og ellers taler om livet. Hun har ingen ord for sin sorg. Og kæresten lader hun bare rejse afsted igen til udlandet – uden at fortælle, hvor meget hun har brug for at tale om sit savn. For som hun siger: ’Det går jo o.k.’
Vi oplever ikke hendes venner og heller ikke hendes ulykkelige mor i fysisk form på scenen. Det behøver vi ikke. For vi hører deres stemmer speaket af dygtige skuespillere i yderst levende optagelser af hendes telefonsamtaler og snakke. Med den interessante effekt, at pigen faktisk virker endnu mere ensom, når hun så bagefter er overladt igen til sin egen stilhed.
Uforløste følelser
Dramatikeren Simone Isabel Nørgaard har dramatiseret historien, så teksten virker loyal mod Martha Flyvholm Todes enkle romansprog, ofte helt ordret. Men dramatiseringen virker også, som om den måske kommer til at gøre historien mindre, end den er – eller at den kommer til at gøre fortællingen færdig, før den egentlig er det for tilskueren.
Kasper Sejersens iscenesættelsen anslår ellers klart historien, lige fra pigens chok til hendes følelseslammelse. Men derfra virker det, som om forestillingen taber i intensitet. Noget i indlevelsen kappes over, og forestillingen forløses ikke helt.
Ud af sorgboblen
Den klaustrofobiske sorgstemning er lige ved at give tilskueren kvalme, akkurat lige som pigen i forestillingen har det. Atmosfæren virker i hvert fald meget knugende. Musikken af THRDCLTRKD har også en ensformighed over sig, der virker som en lydlig indespærring, der sammen med Weronika Andersens lyddesign fint passer til videobilledernes tegnede striber.
Men der mangler generelt set et mere overbevisende udtryk for, hvad der sker, når pigen faktisk formår at komme ud af sin sorgboble. For det gør hun! Uden at det egentlig er helt tydeligt, hvordan det lykkes.
Dette ændrer dog ikke ved, at ’På Bornholm må man græde overalt’ er en ærlig og vedkommende forestilling om at blive ramt af sorg – og en yderst aktuel forestilling netop nu, hvor mange unge i forvejen har det svært med at række ud efter hjælp, når de er ved at gå til i ensomhed og perfektionskrav.
Forestillingen fascinerer, fordi den spilles med lavmælt ægthed af Ludmilla Faber Striim. Netop når hun stirrer på os med sit udtryksløse ansigt, viser hun os, at hun er ved at eksplodere af følelser indeni. Det er faktisk meget mere end o.k.
