Alt fnyser og koger og brager i Limfjordsteatrets forestilling ’Vred’. For her er det vitterlig vreden, der er på spil. Lige fra den stille irritation til den forurettede undren og den uforsonlige krænkelse. Det skønne ved forestillingen er, at vreden optræder så uhørt charmerende – og så herligt konkret.
Som tilskuer kan man sidde og spejle sig i den forudsigelige hævnlogik, der ligger bag alt raseri. Og man kan samtidig sidde og blive overrasket over det simple i ens egne følelser. Uanset om man er 5 år eller 50.
Zigzag-mund
’Vred’ er en ordløs musikforestilling. Holdet bag forestillingen har skabt forestillingen sammen – uden nogen tekst, men med en række ’påklædningsdukker’, der klaskes op på bagvæggen som visuelt og temperamentsfuldt bindeled mellem scenerne.
Disse papirdukker har særlige ansigtsudtryk, som er let aflæselige: Det store, buede smil. Den tvivlende zigzag-mund af fremvæltende følelser. Eller det blottede tandsæt, der hvæser af raseri.
Papirdukkerne er tegnet af billedkunstneren Klara Espersen. De smækkes op på en sort skærm af performernes hidsige hænder, efterhånden som deres indbyrdes uenighed vokser til kampklar krig. Og tegningerne forvandler sig tilsvarende fra ansigter til isolerede replikbobler – nærmest som i en tegneserie, hvor vredeslydene tager magten. Det er sjovt og herligt grotesk.
Ulidelig storebror
Skuespilleren Sune C. Abel er drivkraften. Med sit charmerende smil vinder hans drillesyge dreng børnetilskuernes tillid, og han får hurtigt performeren-musikeren Connie Pilgaard Nielsen til at blive nysgerrig. Jo, hendes lillepige vil rigtig gerne lege med hans tjek-på-det-hele-dreng. Altså lige indtil han begynder at snyde hende.
Han opfører sig ulideligt storebroragtigt. Han kan ikke holde ud, at han skal dele alt med hende. Han driller hende. Han udnytter, at han er højere end hende. Han er gennemført tarvelig, og til sidst bliver hun faktisk så ked af det, at hun kommer til at græde.
Men så bliver hun heldigvis rødglødende vred – og så må hun selvfølgelig tage hævn. Mens rasende vredestegninger spiddes op på bagvæggen.
Kanøflet lillesøster
Instruktøren Gitta Malling har i denne forestilling fundet en morsom og karikeret form til at skildre vreden. Scene for scene eskalerer vreden, så den bliver mere og mere ondskabsfuld og ubehagelig. Først hujer børnene begejstret, men efterhånden begynder de faktisk også at protestere. For de to voksne på scenen opfører sig mere og mere urimeligt over for hinanden – netop så urimeligt som børn gør.
Heldigvis ender det med, at offerpigen driller tilbage – endnu mere udspekuleret end drengen. Så kan han lære det…
Samtidig giver denne overdrevne spillestil Sune C. Abel mulighed for at spille rollens usympatiske egenskaber ekstremt langt ud ad tangenterne – hvilket tydeligvis overrasker flere af børnene, der jo ellers troede, at han faktisk var en god kammerat. Og Connie Pilgaard Nielsen får mulighed for at udvikle sin rolle som drilleoffer i tylsskørt til en kampklar ’lillesøster’, der ikke længere gider finde sig i at blive kanøflet.
Samtidig er Connie Pilgaard Nielsen forestillingens muntre musiker, der puster sjove toner ind i al komikken med sin melodica eller sin tværfløjte. Ukrukket og finurligt.
At se skammen i øjnene
Det bedste er dog næsten den scene, hvor Sune C. Abel viser, hvordan han skammer sig over sin egen opførsel. Man kan fysisk mærke, hvor meget det koster ham at indse sin egen fejl. For det er jo netop dette øjeblik, der er det allersværeste ved at være vred: Når man ser i øjnene, at man er gået over stregen – og når man forstår, at man skylder nogen en undskyldning.
Derfor er det også så fint, at ’Vred’ aldrig mister sin muntre stemning. Her er vreden noget, der går over. Akkurat som mellem irriterende storebrødre og nærtagende lillesøstre.
