At ironisere over børns lege kan umiddelbart fortone sig som en risikosport – navnlig når man ellers laver teater for børn. Men hvis legen, man laver grin med, er klar nok – som leg og ikke andet – så kan børnene sagtens følge med i humorens og latterens labyrinter.
Og navnlig når det som her med prinsessediller handler om udklædningslege, rollespil, rigtige lade-som-om-spil. Og ikke mindst når tre seje drenge kaster sig over temaet med opfindsomhed, kraft, begejstring og lune plus en god dosis kærlighed. Så skulle den være hjemme.
’Alle prinsessehistorier starter med, at prinsessen vasker op’ siger en pige på syv år ifølge teatrets pr-materiale. Og findes der egentlig et bedre udgangspunkt? For yndige prinsesser skal gå grueligt meget igennem, før de får deres prins på den uomgængeligt hvide hest.
Klicheer så det klodser, men NB! arketyper, arketyper! Og drama!
Grønnegade Teater har gravet sig tilbage til eventyrenes Første og Anden Mosebog og fundet ’Askepot’, ’Snehvide’ og ’Klods-Hans’ – og sender så det hele til en omgang kogevask med dobbelt centrifugering. Ikke meget bliver tilbage af mosefundene. Og prinsesse-universets disneyfisering får en total make-over!
Stomp og turbo
På en baggrund af tre udspekuleret grimme grå garderobeskabe plus nogle tilsvarende metalkasser går det hårdt for sig, når de tre drenge render rundt og laver lyde med alt, hvad de rører ved.
Opvaskebørster, stokke, save, arme og ben tages i brug. Men Sune Skuldbøl Vraa har bagage med fra Stomp og får organiseret det hele til de heftigste rytmer. Det går bogstavelig talt over stok og sten – det er forestillingens styrke og svaghed, men det vender jeg tilbage til.
Lad det kun være sagt med det samme: Her findes øjeblikke af stor opfindsomhed og mindst lige så stor morskab. Jens Andersen og Thomas Guldberg Madsen er de værste stedsøstre i mands minde, og Jens er så dårende smuk, så skøn og så ond som dronninge-heks, at det hviner i kindtænderne.
Thomas leverer rockhistoriens mest afsindige og vildt umusikalske udgave af ’House of the Rising Sun’, og Sunes Snehvide dør den mest rystende død (to gange), inden hun lægges i kisten. Og dværgene dukker møjsommeligt op bag garderobeskabene, komplet med pandelygter og det hele.
De sceniske idéer er mange og for det meste sjove, men iblandt bliver de retningsløse – idéer for idéens egen skyld. Der turbo-skøjtes rundt i eventyrene, så man til sidst ikke ved op eller ned på Askehvide og Snepot. For ikke at tale om Klods-Hans, hvis historie bliver helt uden hoved og hale. Men-men-men: Det er til at tilgive, for det hele serveres med sådan et overskud og entusiasme, at man bliver helt glad.
Kønsroller og research
Ensemblet har været ude og forske i børns adfærd og fået rusket godt op sine fordomme og forudanelser. Det skriver de om i program og skolemateriale, og jeg ville ønske, at jeg ikke havde læst det.
Det er interessant nok, det er ikke det, det er bare ikke til at se i forestillingen. Jeg kan udmærket godt tænke mig, at tanker om prinsesseforgabelse og ridderromantik og seje helte med hest og sværd har skabt idéen om et teaterstykke, hvor man kan stille skarpt på kønsroller og kønsforventninger. Men ærligt talt: det bliver for løst i koderne. Det er som om teatrale ideer og underholdningstrang tager magten, så forestillingen kommer til at leve sit eget liv i et landskab hvor meninger og honnette ambitioner om at fortælle noget vigtigt fordamper som mosekonebryg for solen.
Stykkets målgruppe er de 5-10-årige – jeg så det sammen med 10-klasser, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at det fungerer lige godt hele vejen fra fire til 17 og derover. For underholdningsværdien er stor, som sagt, og charmen overdådig, her er både til grineflip og spænding. Jeg forlod forestillingen i højt humør, men ikke meget klogere.
Stjernesystemet tillader ikke mange krumspring, så lad mig sige det sådan her: Fire stjerner med pil op. Det lyder trods alt bedre end fem stjerner med pil ned.
