Af: Kirsten Dahl

8. juni 2015

Scenekunst eller iscenesat sanseleg?

'Sanseudflugter' er en hverdagsafbrydende rejse som skærper ens sanser. Men den rejser også spørgsmålet om, hvor grænsen går mellem iscenesat leg og teater.

Det er ikke hver dag, man får lov at se fortiden, nutiden og fremtiden gennem en lille billedramme. Det er heller ikke hverdagskost at blive ført rundt i gadebilledet med lukkede øjne. Og det er bestemt heller ikke noget der sker jævnligt, at man bliver sendt ud i himmelrummet med en raket og ført tilbage til jorden igen.

Alle tre ting sker i 'Sanseudflugter'. På bare små 30 minutter. Og de som guider publikum – som tæller en lille udvalgt skare på 6-10 stykker ad gangen – er børn. Faktisk skulle vi som prøver sanseudflugten også have været børn – undertitlen til forestillingen hedder således 'Børn laver kunst for børn'.

Nu er primærpublikummet til samtlige de forestillinger, vi voksne anmelder her på portalen, jo børn og unge. Så deri er der ikke noget nyt. Det nye er, at det er børn som guider. Men det er vel at mærke børn, som sammen med nogle professionelle voksne har udarbejdet konceptet.

Men er det så kunst? Tja. Jeg hælder mest til nej. 'Sanseudflugter' er en dejlig hverdagsafkoblende rejse. Men jeg savner, at den tilbyder mere af det, jeg vil kalde en kunstnerisk oplevelse.

'Sanseudflugter' er iscenesat. På den vis at nogen har besluttet en ramme og et forløb. At vi skal møde op et bestemt sted. At vi bliver guidet hen at stå på nogle runde gummimåtter til en begyndelse og hver gang en rejse er slut. At vi bliver forsynet med en lille billet med tre små indrammede tegninger (en lysende pære, et øje og en raket). Og at vi hver især og individuelt bliver guidet af et barn (som ikke er det samme fra post til post). Og endelig, hvor vi bliver ført hen, hvordan og hvad vi bliver præsenteret for.

Rød tråd og raketrejse

Der er fine elementer i sanserejseforløbet. Fx det, at vi ved at blive forbundet til en sort billedramme via en lille rød elastiktråd som hæftes på vores pegefinger bliver ført hen til et vue på fortiden, nutiden og fremtiden (guiden holder billedrammen ned over henholdsvis en undergrund med flækkede brosten og fliser, et græsplæneudsnit med mælkebøtter, og en butikshylde med garn i livlige farver).

En sød lille idé, som man kan mætte med indhold, alt efter hvor meget symbolværdi man tillægger billedudsnittene. Når man senere – efter at have fået krydset billedet med den lysende pære på sin billet ud – bliver ført af sted med lukkede øjne, er det ens hørelse som bliver skærpet. Alle byens lyde træder kraftigere frem når synet er annulleret. Dertil tilføjes en lille visuel overraskelse til den sansetur, som har øjet som tegn på ens billet.

Den sidste rejse (raketten) er den mest avancerede. I grupper af fire bliver vi ført ind i et lille telt. På et tæppe udenfor bliver vi bedt om at tage skoene af og træde ind i teltet og tage høretelefoner på. Vi skal ud på en lang rejse, får vi at vide. Stemmen i vores høretelefoner beskriver hvordan vi bevæger os væk fra Jordens overflade, og som noget vigtigt spørger den, hvad vi vil tage med i en sådan situation.

Overraskende får vi også svar på spørgsmålet. Flere svar. Fra børn som har indtalt, at de vil tage familien med, deres kæledyr, deres iPad og en oplader.

Senere når vi hører at vi er på vej mod Jorden igen, spørger en stemme om vi har hjemve? Og stiller spørgsmålet: 'Hvad vil du gøre, når du kommer tilbage?' – et åbent spørgsmål, som man – afhængig af hvor man lige er – kan grunde helt nu-og-her-konkret over eller måske tillægge større filosofisk vægt.

Mere magi, tak

Sanseudflugter fører en en kort tid væk fra det hverdagsvirkelige. Men bliver det alene derved scenekunst? Hvorved adskiller 'Sanseudflugter' sig fra en iscenesat legestund?

I min oplevelsesoptik og sammenlignet med de mange sanseinstallationer og interaktive begivenheder, jeg har været en del af i scenekunstregi, savner jeg både i højere grad oplevelsen af at opdage det vante på nye måder, mere af det legende samt magiske øjeblikke – jeg savner indholdsmæssig vægt og kunstnerisk substans på en sanserejse, som også kun varede den halve tid af de programsatte 60 minutter. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.