Brunt blænder ikke, men at træde ind i Luna Park Scenekunsts hule af et hukommelsespalads overvælder med en ganske mættende fornemmelse.
Indenfor i en stor teltindretning har teatret samlet en masse ting og sager. Fortrinsvis brune møblementer – gamle skuffer, skabe, kommoder, borde og stole i særprægede snit og udformninger og ovenpå dem og ved siden af dem er der en masse effekter. Små nips og større æsker og figurer – nogle er umiddelbart synlige, mens andre dukker frem i fortællingens forløb.
Det er som at træde ind i en marskandiserbutik som til lejligheden er organiseret om til scenografisk ramme for et teaterspil – til et spil om erindring, et spil om det at samle minder og finde frem til det, som i første omgang er glemt.
W-erindringen
Omdrejningspunkt for fortællingen er at der er erindringer i alle æsker i det alfabetiserede æskesystem undtagen i æsken for bogstavet W.
Betina Birkjær fører med rolige bevægelser og blidhed i stemmen publikum, som er samlet på gulvtæppet i hukommelsespaladsets midte, ind i en fortælling, som trækker på vores lyst og evne til at sanse.
Vi skal se på, lytte til, røre ved og smage på forestillingen – og kommer til det. Birkjær fortæller med god øjenkontakt til børnene, at det er hendes far, som har bygget hukommelsespaladset af ting fra hans barndom, hvor han ganske længe lå syg i sin seng.
Hun udpeger ting – bedstemors gyngestol og sminkebordet, som nu mest huskes for at være det sted, bedstefar altid lagde sit gebis, for så vidste han, hvor det var.
Derpå spørger hun anderledes filosofisk: ‘Hvordan gemmer man bedst sine minder, det man ikke vil glemme? Skriver man det ned? Putter man det i små æsker? Eller pakker man det ind i stilhed?’ – inden hun fortæller det med, at æsken for W er tom.
Den vigtighed hænger i luften, mens hun fortæller videre. Fx om at U i det alfabetiske æskearkiv står for uendelighed og er knyttet til hendes fars forsøg på at forstå universet. Den lille passage afsluttes i tråd med forestillingens sansefokus med, at Birkjær drysser lidt stjernestøv ud over os.
Tøjleholdt fantasistimulation
‘Hukommelsespaladset’ byder på meget for øjet. Gamle bøger som folder sig ud med sirlige papirklip. Et helt cirkusskyggespil med alverdens optrædende dyr. Synet af den store hukommelsesmester, som breder en gigantisk kortspilsvifte ud. En mindefremkaldende erindringsmaskine, som en publikummer får lov at sætte sig ind i og afprøve. Der er en konkylies brus af havet at lytte til. En huskekage at smage på for glemsomme publikummer. Gamle bøger at dufte til. Og til slut bliver det bedste af alle minder fundet, mindet for W. Hvad det er for et minde, skal ikke røbes i en forestilling, som skærper publikums sanser og fantasi undervejs, og som tilbyder publikum at gå på opdagelse i paladset når forestillingen er slut.
Men jeg tror nu, at ‘Hukommelsespaladset’ fungerer bedre som installationsoplevelse (hvor publikum selv kan sætte fantasien fri), hvad den også til tilbydes som – eller i en kombination af forestilling og installationsoplevelse. For som forestilling alene er man som publikum bundet lidt for tøjleholdt stramt til at sidde og lytte til en historie, som nok har små finesser og en pointe til slut, men som også samtidig virker lige lovlig spinkel og lidt for strittende, hvad indholdsmæssig substans angår.
Af Kirsten Dahl
