En humpel rugbrød, duften af kommen, følelsen af en kålrabis hårdhed og ordet togvogn vil aldrig være det samme efter oplevelsen af denne teaterforestilling. ’Jeg hedder Joop’ er en times autentisk historie om en jødisk dreng, der overlevede nazismen Anden Verdenskrig.
Men forestillingen er også ganske meget mere. Den rækker langt længere. Takket være Marc van der Veldens fremragende manuskript og kompetente iscenesættelse, Bo Stendell Larsens helt igennem sublime skuespilpræstation. Og det virkningsfuldt enkle rum, som de øvrige på holdet har bidraget med.
Flashback med nutidigt fokus
Det skaber i sig selv en slags nærvær i forestillingsoplevelsen, at virkelighedens Joop, Joop Vos stadig lever, er 87 år og ovenikøbet bor i Danmark. Og det gør forestillingen ekstra nærværende og oprigtig, at den bygger på den gamle Joops personlige barndomserindringer som jøde under Anden Verdenskrig.
Marc van der Velden har med stort held skabt et manuskript, der er baseret på interviews med Joop Vos samt egen research. Vi følger Joop fra han som kun 6-årig bor i Amsterdam, over tiden under Anden Verdenskrig, frem til han igen vender tilbage til sit hjemland, og derfra i en kort periode kommer til Danmark som plejebarn.
Noget af det raffinerede og fascinerende ved teksten er, at vi oplever drengen Joop, der midt i sin barndom pludselig bliver konfronteret med nazismen, og på én og samme tid oplever vi den gamle Joop, som erindrer det.
Og som nok et begavet og afgørende fint lag føres vi af den gamle Joop ind i vores nutid: Han leder os – typisk med formuleringen ”Forestil jer at….” ind i tankerne om, at der også i dag er børn, der bliver revet op med rod. Børn, som skal pakke en kuffert og kommer ud på en rejse, de ikke ved hvor går hen og hvor længe varer. Og som fører dem bag hegn og pigtråd.
Forestillingen skærper vores sanseapparat i forhold til uforståelig uretfærdighed, til racisme og krigsgru. Men som noget vigtigt betoner den også familiesammenhold samt personligt mod og et livssyn, der siger, at livet er værd at kæmpe for og at man skal huske at leve det moralsk ordentligt i forhold til sine medmennesker.
Det sidste kan udledes af helheden, og Joop siger det indirekte, når han som noget af det første fortæller, at det er ham ubegribeligt, hvorfor det under Anden Verdenskrig skulle gå ud over jøder, da de ikke havde generet andre, men blot havde en anden religion og levede deres hverdag på en anden måde end andre.
Detaljerigdom stimulerer forestillingsevnen
Manuskriptets store kvalitet er også, at Marc van der Velden dygtigt og med sans for udvælgelse i et materiale, som må være ganske omfattende, har kunnet medtage så utroligt mange detaljer. Teksten er spækket med konkrete beskrivelser. Det skaber sanselighed og skærper vores forestillingsevne, at så meget med ord bliver malet for øjnene af os.
For det indre blik ser vi fx: Hans barndomshjem og den venlige ekspedient på den 6-årige Joops indkøbsture til butikker, som nazisterne forbød hans mor at handle i. Den fine togvogn med vinduer og passagersæder, de blev sendt afsted i. Den første lejr i Tyskland og alt det positive, der var (leg, musik, teater etc.) – en lejr, Joop beskriver som ”…ligesom en lejrskole” eller ”en kæmpe feriekoloni”.
De grufulde mandag-aftener, hvor nazisterne råbte navnene op på dem, som skulle deporteres. Det næste tog, de kom med: en mørk låst kreaturvogn. Kz-lejren med umenneskelige arbejdsforhold for faren, absurd nyttesløs flytning af grus, føde som kun bestod af kålrabi, undtagen lørdag, hvor de også fik en lille humpel rugbrød, og forkomne døde, som blev slæbt væk. Røde Kors og uddeling af kiks. Den omsorgsfulde danske plejefamilie Rasmussen. Utalligt flere og mere uddybende billedskabende eksempler kunne nævnes.
Undren, gru og livsmod
Hertil og afgørende er teksten bygget dramaturgisk meget dygtigt op. Med spændingsforløb så man både mærker sus af liv og uvægerligt gisper af uhygge undervejs. Man holder helt instinktivt vejret, fordi man ikke ved, om det uhyggelige, man frygter, sker, rent faktisk kommer til at ske. Man føres følelsesmæssigt over bump og knaster, som skærper ens fokus på rygmarven i fortællingen. På alt den grusomhed, som nazisterne udøvede. Men også på alt det sammenhold, det livsmod, og al den næstekærlighed, Joops familie udlevede.
Som helhed hænger teksten også umådeligt godt og smukt sammen. Marc van der Velden har sans for at dosere og ordne, hvad der er spændende og givende at sige hvornår. Mod slutningen – men heller ikke før – forstår vi, hvad, det er, som redder Joop og hans nære familie fra koncentrationslejr-døden, og hvorfor Joop nu bor i Danmark.
Nazisternes umenneskelige behandling af jøderne tegnes diskret, men alligevel ”klart' så man aner det, ved at lave en parallel mellem dem og dyrene i zoo og fårene på marken. Marc van der Velden lader også undervejs få udvalgte gange Joop slå over i tyske gloser.
Forrygende pauseringskunst
Valget af Bo Stendell Larsen som Joop kunne ikke have været bedre. Èt er, at Larsen også er oppe i alderen, omend et godt tiår yngre end Joop. Noget andet og mere betydningsfuldt er den sjældne og formidable evne Larsen har til med kunstnerisk tæft at forme en figur.
Han behersker det kunstgreb at være hundrede procent til stede på scenen og undervejs i rolleindlevelsen at gå ind i små lommer af pauseringer. Ophold i talestrømmen, hvor vi mærker, at den gamle Joop tager et kort ophold i sine egne tanker, mens han erindrer.
I de øjeblikke sidder vi fortryllende godt fast på hans erindrings vinger, og mærker lige præcist hvordan det var dengang, og samtidigt hvordan han ser på det nu. Larsen er eminent til disse ud- eller indfald. En pauseringskunst, som er akkurat det, der adskiller højt kvalificeret skuestilkunst fra udmærket og mere jævnt godt skuespil.
Med styr på den meget ordrige tekst formår Larsen en slags dobbelt karaktertegning. Han optræder gelinde med en stemmeføring og et kropssprog, som hører til den 87-årige Joop. Samtidigt giver han os indsigt i og lader os lyslevende mærke drengen Joops åbne og tit uskylds naive sind, hans livslyst og hans totale uforståenhed overfor de mange begivenheder, der bliver del af hans barske hverdag. Det er så godt gået.
Ro og lavmælthed
Den ellers ofte mere anarkistisk udseende Larsen (med langt tjavset hår og skægstubbe) har til rollen ladet sig ”noble”. Til en kortklippet, nybarberet herre iført habit, slips og nypudsede fejlfrie sko.
Marc van der Velden har udstyret ham med en stok; en udmærket rekvisit at skabe troværdige gammelmandsbevægelser med i et arrangement, som er meget stilfærdigt og enkelt.
Rummet er skrabet møbleret. En hvid træstol. Et ganske lille hvidt bord – nærmest bare lille plade på ben til at anbringe Joops lille kuffert på. En kuffert, som er af stor betydning. Op af den finder Larsen få, men centrale ting, som maler Joops liv. Kommenfrø, en kålrabi og det ganske særlige lille stykke slidte papir, som redder Joop og hans nære familie.
I baggrunden på en lille skærm transformeres undervejs sort-hvid fotos op og et sted et effektfuldt fængselstremmelys. De dokumentariske billeder forstærker autenticiteten i historien. De bliver klogeligt ikke vist i en lind strøm, men netop som nøje udvalgte medspillere i den erindringsfortælling, som Joop i nuet lukker op for, mens han bevæger sig – ikke meget, men dedikeret rundt i rummet.
Siddende stille på stolen med front mod publikum, oprejst på vagt, siddende med siden til på en stol, bagud på vej ud af scenen, i gang med at vise noget til børnepublikummet (kommenfrø og en kålrabi) eller kortvarigt dansende midt på scenen.
Hyperrelevant
’Jeg hedder Joop’ er en utrolig vigtig og nutidsrelevant forestilling for alle og den er solidt og kyndigt designet til børnemålgruppen. Forestillingen er vigtig i kraft af emnet og dets spændvidde og aktualitet. Og vigtigt at bemærke også på grund af den store kunstnerisk oplevelse, den fører sit publikum ind i.
Forestillingen giver sjældent velturneret, stilrent og poetisk sanseligt form til et vigtigt, stadigt aktuelt emne. Den formår indlevelsesrigt og tilpas sparsomt publikumshenvendt, med Bo Stendell Larsen som den centrale figur på scenen, at åbne en ladeport af indsigt i det at have været et jødisk barn under Anden Verdenskrig, samtidig med at den retter publikums opmærksomhed hen på, at det stadig er de barske og uvishedsfyldte vilkår for mange børn i dag.
