Allerede mens tilskuerne leder efter deres pladser i salen, trækker den fascinerende scenografi på scenen opmærksomheden til sig. Forfatteren og tegneren Jan Kjærs streg har umiskendeligt genskabt et stykke Tamoaskov, som mange af de tilstedeværende børn og voksne allerede kender fra hans mange bøger om nomerne. Og nu lokker den voldsomt med endnu et eventyr i stærke, glade farver.
Men hov! Der er jo fugle, som flakser omkring, og nogle af de besøgende bliver pludselig i tvivl, om det er en tegnefilm, de skal se. Et barn spørger vantro: ”Mor, er det en levende bog?”, men når aldrig at få svaret, før teatermagien heldigvis tager over og taler for sig selv: Fuglefløjt og sommersummen byder rigtige kroppe velkommen blandt de fortællelystne streger, der i Jonas Drotner Mouritsens legende animation og projektionsdesign lægger tilforladeligt ud med træer og blomster, men snart får vilde hallucinationer med flyvende grise, visdom formet som en blå bjørn og rombemønstre i søsygedans.
Først dukker en uhyggelig skovpirat op – en skummel Sune Skuldbøl Vraa med klap for øjet og skovl i hånd. Han leder efter verdens største krystal, Skovens hjerte; dernæst den seje krigernomer-dreng Enzo – formet med troværdig ekspressivitet af Niclas Vessel Kølpin – som er stukket af fra nomerbyen for at opleve et farligt eventyr og blive en rigtig kriger; og til sidst Emma Silja Sångrens milde og smukt syngende Mirna – datter af en menneskemor og en elverfar – som sørgmodigt kalder sig ’Ingen’, fordi hun ikke hører til nogen steder og nu er alene i skoven.
Action og eftertanke
Herfra eksploderer fortællingen i et sandt fyrværkeri af action-scener, som med stemningsskabende musik af Mathias Nielsen følger Enzos og Mirnas modige kamp mod skovpiraten og hans uhyggelige opdragsgiver, Den store troldmand. De får undervejs hjælp fra en gammel, stokdøv skovånd, hvis liv viser sig at være knyttet til den store blå krystal – hvis den ikke bliver reddet, dør nemlig både han og hele skoven. Iført den prægtigste kappe af blomsterdrømme og løvfantasi går skovånden i trance, og snart svæver han højt over jorden som en fugl, snart suser han gennem krattet som en ræv, og da han vender tilbage til jorden, ved han, hvor krystallen er.
På den måde finder Enzo og Mirna vej gennem skoven, og selvom de er ved at blive væk for hinanden på Vanvidssletten, hvor giftige gule dampe gør, at i hvert fald Enzo får udfordringer med tyngdekraften, når de til sidst frem til troldmandens hule. Og det er her, med troldmanden og stenkæmpen som modstandere, at det endelige slag om skovens overlevelse skal stå.
Indimellem stopper historien brat op, farverne ændrer sig, den genkendelige verden opløses i abstrakte mønstre, og pludselig er vi inde i Enzos hjertedunkende krop og mærker hans forelskelse i den dejlige pige indefra. Eller vi katapulteres ind i Mirnas tanker, der lyder som den lykkeligste musik, fordi hun endelig er blevet ’Nogen’. For Enzo ser hende nemlig som den, hun er, og bedømmer hende på hendes handlinger og ikke ud fra gamle fordomme. Hun er ikke længere alene. Ligesom han ender med at blive den kriger, han gerne ville være.
Konfliktløsning uden våben
Med disse vertikale afbrydelser i den hæsblæsende horisontale fortælling disponerer forestillingen det fyldige stof både kunstnerisk og teknisk overlegent. Jan Kjær har selv ekstraheret materialet fra af sine tre ’Krystalhjerte’-bøger og skabt den selvstændige teaterforestilling ’Nomerne – Skovens hjerte’. Og det er gjort med så stor dramaturgisk snilde, at man sagtens kan følge med, selv om man ikke kender spor til det gigantisk ekspanderende nomer-univers, han har udviklet med kærlig hilsen til den japanske Manga-tradition.
Alt, hvad man har brug for, er et vågent og modtageligt sanseapparat, for René Vinther-Grønnings fine iscenesættelse lægger ikke kun vægt på Jan Kjærs spændingseventyr, men også på hans pædagogiske opfordring til, at vi skal passe på hinanden; at ikke alle kampe skal udkæmpes med våben – heller ikke selv om man som Enzo råder over det magiske sværd, Bjørneklo; og at tilgivelse er en mulighed, selv om det kan være en overvindelse at nå frem til.
Teater Vestvolden indledte det spændende samarbejde med Jan Kjær med den populære ’Taynikma – Skyggens vilje,’ som har spillet 75 gange over flere sæsoner. Denne gang har teatret i samarbejde med det midlertidigt sceneløse Ishøj Teater satset endnu større og endnu vildere – og høster fortjent udbyttet i form af en virkelig flot og original forestilling.
