Hvad får fokus i Uppercut Danseteaters forestilling, ‘FlipFlap’? Bliver man optaget af om FlipFlap-fladernes tegninger hænger rigtigt sammen og om danserne med hensyn til deres kostumer og bevægelser hænger sammen som én figur eller er delt i flere usammenhængende dele? Eller er det dansernes magi, som lokker blikket og mætter sanserne? Er det dansernes evne til at gøre noget med deres kroppe i rummet, som man aldrig ville kunnet have forestillet sig? Er det forestillingens udforskning af kroppe, farver, lyde og rum, som tiltrækker vores opmærksomhed?
Desværre er det i langt overvejende grad det første som fylder i ‘FlipFlap’. Og det tror jeg gælder, uanset om man er blebarn, børnehavemoden eller voksen.
Danserne leder fokus hen på bagvæggens ‘forkert’ sammensatte figurkroppe og de dukker selv op bag bagvæggen med fx krokodillehoved, flamingokrop og gummistøvleben.
‘Forkertheden” er til at få øje på. Både på bagvæggen og hos danserne. Efter at det sjove, mærkelig og kontrastfyldte ved de forkerte kombinationer er blevet foldet ud, samles scenografiens billedtavler og dansernes kroppe i de rigtige former, og de forskellige figurer genfinder hinanden og bliver venner. Men hvorfor det lige er spændende eller tilfredsstillende, stiller forestillingen ikke spørgsmålstegn ved. Måske derfor går dansen død undervejs, og man sidder med en underlig tom fornemmelse bagefter.
Fire figurer
Publikum varmes langsomt op til at lære de forskellige figurer at kende. Visuelt og kropsligt.
En regnvejrspige med paraply og lyseblå dråbeprikkede gummistøvler, en solskinspige med miniparasol og blomsterdekoreret sommerkjole, en grøn krokodille med en ordentlig tandflab og en resolut baskende hale, og en let-på-tå lyserød flamingo med strut i skørtet og balletlyst i benene.
Tali Razga og Renate Iversen er på skift de fire figurer og tit i et kombineret miks – akkurat som de scenografi-flader, der i baggrunden er bygget op som flipflap-bøger, hvor man kan sætte figurernes hoved, krop og ben enten ‘rigtigt’ eller ‘forkert’ sammen.
Danserne dukker langsom frem bag scenografiens flipflapflader. Først som fingre på spil. Dernæst som arme, ben og ansigter, der hænger uvant vandret i luften. Og siden som undertøjsklædte dansekroppe, der kostumierer sig svarende til dele af flipflap-fladernes figurer. De danser ud i rummet med bevægelser, der passer til og begynder efterhånden at søge kontakt med hinandens figurer. Regnvejrspigen og solskinspigen bytter hat og sko. ‘Regn’ snupper ‘Sols’ paraply. Først bliver den ene ked af det, men hurtigt finder de ud af, at det er bedre at låne af hinanden. Krokodillen og flamingoen har tilsvarende et lille relationsspil.
Tom-dans
De enkelte udtryk i ‘FlipFlap’ er lette at ‘forstå’ for de små, der kan oversætte figurernes bevægelser og kontaktlege. Problemet i forestillingen er, at den med næsten konstant båndet slagtøjsmusik i så mange ‘vi-må-fylde-tiden-ud-agtige’ scener bruger energi på at samle dansernes og scenografiens flipflap-brikker. At danserne foretager sig noget børn og voksne kender til og kan regne ud, uden at der – bortset fra de små kontaktspil, som ikke synes målrettet integreret i helheden – er anden historie i det end at nå frem til ”det rigtige resultat”.
Hertil måtte danserne, da jeg så forestillingen i Horsens, kæmpe en brav kamp for at gøre krokodillen til et væsen, som de mindste børn ikke bliver mere eller mindre voldsomt skræmte over. Det skaber en mærkelig modsigelse i spillet, at danserne skal gøre det grønne dyr med det meget store gab til en hyggelig, følelsesfuld fætter, som savner flamingoen. Og det synes symptomatisk for Uppercut Danseteaters evne til at byde ind med dans for de små, som formår at udfordre formmæssigt og som kan fortælle mere interessante historier.
