Det er ingen nyhed, at vor tids unge døjer med at leve op til deres egne forventninger. Man skal både være en god veninde, være populær, være selvstændig, være god i skolen, tage sin fremtid alvorligt og ikke virke stræberagtig eller kedelig.
Det er baggrunden for Sjællands Teater Fair Plays ungdomsforestilling ’Sabotage’. Her møder vi Gry i 9. klasse, der er bedste venner med Nanna. Men denne her sommer bryder Grys verden sammen stykke for stykke.
Nanna bliver kærester med Isa, og pludselig føler Gry sig som tredjehjul. Gry kæmper med sine afgangseksamener, men hun er ikke for tryg i matematikken, og frygten for ikke at rykke med Nanna og Isa videre til gymnasiet vokser. Hun kæmper imod overspringshandlinger, søvnløshed og tankemylder. Og efterhånden bliver det hele bare mere og mere for meget.
I ’Sabotage’ bliver den indre sabotør, der fylder hovedet med skyld, skam og tvivl, til et fysisk spejlbillede af Gry, der farer rundt om hende på scenen. Som at have en djævel siddende på den ene skulder – uden at have en engel på den anden.
Når Gry kæmper for at holde fokus på eksamensforberedelserne, forsøger sabotøren at stjæle opmærksomheden. Og når hun rammes af stress og angst, kommer selv sabotørens dårligste råd til at lyde tillokkende.
Imponerende iscenesættelse
Manuskriptet er fremragende. Der har tilsyneladende også været temmelig mange kokke i køkkenet: fra idéudviklingen af Signe Hørmann Sørensen og Maria la Cour over synopsen af Marie Bjørn til det egentlige manuskript af Josephine Eusebius.
Ikke desto mindre virker manuskriptet som helhed skarpt og dramaturgisk velovervejet. Og på replikniveau formår Josephine Eusebius også at få ikke så lidt poesi og maleriske billeder ind, uden at det føles det mindste kunstigt.
Vi møder først Gry, der spilles af Maria la Cour, mens hun ligger i en himmelseng-lignende konstruktion midt på scenen. Kort efter dukker hendes indre stemme – sabotøren, der spilles af Fie Dam Mygind – op fra sengetøjet, og deres bevægelser foregår rundt i dette lille scenerum, hvor der er blotlagt nogle meters blåt scenegulv omkring.
Denne lange afstand til de to medvirkende får iscenesættelsen til at virke lidt for fjern og abstrakt, hvilket denne anmelder undrer sig lidt over. Men det er kun, indtil det viser sig, at de to medvirkende mere og mere bevæger sig uden for sengen og efterhånden kommer helt ud på gulvet og tæt på publikum.
Det giver en aldeles effektiv følelse af at zoome ind i Grys indre, og de medvirkendes nærvær bliver til sidst nærmest insisterende. Glimrende iscenesætterarbejde af Johan Klint Sandberg, der i parentes bemærket også imponerede denne anmelder med sin iscenesættelse af monologen ’Hyper Switch Ultra Faggot’ (for voksne) for et år siden.
Som to solopræstationer
De to medvirkende imponerer også på scenen. Især fordi dynamikken imellem dem må være en udfordring at skabe.
Maria la Cour spiller i høj grad rollen som Gry, som om den var en monolog. For hende kunne den indre stemme lige så vel være en voice-over. Rundt om hende forsøger Fie Dam Mygind energimæssigt at påvirke Gry, hvilket skaber en spændende dissonans imellem de to, der på samme tid både spiller sammen med og imod hinanden.
’Sabotage’ har altså masser, man kan lade sig imponere af som anmelder eller teater-fan. Da denne anmelder kiggede forbi forestillingen en aften i Slagelse, var det med noget, der lignede en efterskoleklasse. Og det er altså et uomtvisteligt kvalitetstegn, når sådan en halvt fjantende og halvt gabende klassefuld langsomt opsluges af forestillingen. Mon ikke der også findes en vis genkendelse her?
