Af: Anne Middelboe Christensen

17. maj 2011

Så bliver det Vestergade

Team Teatret har skabt en charmerende teaterbustur over Jakob Martins Strids ’Min Mormors Gebis’.

Hvis man er Strid-elsker i forvejen, så er det bare om at opleve ’Min Mormors Gebis’ som teater. Hvis man ikke er Strid-elsker, så bliver man det nok, når man har set Team Teatrets fornøjelige og rørende skildring af livet for en buschauffør, sådan en helt almindelig, fantasifuld dag på linje

For Per Spangsberg skildrer voksenlogikkens enfoldige rutineglæde så overbevisende – og netop sådan som den kan tage sig ud for et barn, der gerne vil lære livets og trafikkens at kende. Spangsbergs chauffør strammer sit slips og passer sin bus. Holder sin køreplan. Trykker på alverdens usynlige knapper. Og siger tydeligt navnene på alle gaderne. ’Så bliver det Vestergade.’ Hvor skønt og enkelt.

Heldigvis holder han også og venter, da Dorte Petersens smilende buspassager kommer løbende med en masse oppakning. Og så indledes et finurligt venskab, der er lige så uventet, som det er dejligt – og en betagelse, der umiskendeligt minder om forelskelse.

Bustur med bump

Hans Nørregaard og Dorthe Skøtt Bébe har fint indfanget stemningen fra Strids nyklassiker. I deres dramatisering af billedbogen har de skabt et handlingsforløb, som nænsomt præsenterer chaufføren og passagerens sarte eksistenser – og i sin instruktion har Nørregaard bevidst leget med børnenes synsvinkel på de voksnes adfærd. Ingen revolutioner; kun kærlig ironi.

Undervejs forlader iscenesættelsen bevidst realismen og inviterer børnene tage med på en fantasirejse. Men her er børnene straks på vagt. Da chaufføren forlader sit usynlige rat i bussen for at sætte sig ved siden af passageren, udbryder ungerne straks uroligt om den førerløse bus: ’Den kører af sig selv’. Billedet af de imaginære førersæde er simpelthen for stærkt til at blive glemt, bare fordi chaufføren har lyst til en kop kaffe sammen med den søde pige.

Thomas Ravnsgårds scenografi har desuden en retromodernisme over sig, der tiltaler ungernes funktionelle sans. Gebisset ligger på skamlen, bamserne ligger under tæppet – og sådan er det. Et skærmbillede, en standerlampe og et plaster må gøre det ud for resten. Og det går fint. Ellers kan chaufføren jo altid bare sige: ’Pas på. Der kommer bump!’

Plaster rimer på faster

Strids egne finurlige tegninger gemmes inde i poesien – og i nogle billeder på væggen. Så når busdigtet kommer, må fantasien klare resten:

’Jeg så isbjørne vinke fra SAS-hotellet /

til hvaler i Holmens Kanal /

Der var nogen der hængte lygter ud /

fra et vindue på femte sal.’

I Strids kåde bogstavverden rimer ’plaster’ på ’faster’ – og ’medister’ på ’minister’ og ’fister’. Performerne synger en del af rimene som sange, lystigt akkompagneret af mormors gebis. Men her bliver det lovlig poetisk og langstrakt for børnehavebørnene, der mere er til action; også selv om Dorte Petersen vitterlig har en skøn sangstemme. De tre-årige ved jo heller ikke, hvad ’araberkompot’ er for noget – her kræver forestillingens ordleg nok de seksåriges livserfaring.

Det er Per Spangsberg, der har skrevet musikken, og her aner man en inspiration fra Bernhard Christensen og musikstemningen i P.H.’s Danmarksfilm, ikke mindst i Strids retrovise om København. Melodierne har i hvert fald en insisterende optimisme over sig, der virker gammeldags; måske fordi de rytmisk virker lidt tamme. Lidt junglejazz ville nok have gjort godt.

Men okay. Strids univers er altså også lidt retro i sin rimglæde – med hilsner til Halfdan Rasmussens uopslidelige ’Børges bukser brændte’-humor.

Hos Strid lyder det: ’Der er vilde dyr i min have / Tigeren prøver at stave.’

Så gerne. I hvert fald så længe tigeren husker at købe billet og trykke stop i god tid.

Godmorgen i bussen!

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Finurligt falde-i-søvn-teater
Det Lille Teater:
'Tju Bang'
Så er det sovetid med spræl og sang til ’Tju Bang’ på Det Lille Teater i en forvandlingsforestilling, hvor den lillebitte scenes vægge foldes ud, og universer trylles frem fra loftet.
Nanni-nærvær og højt til loftet
Randers Teater:
'Æg'
Nanni Lorenzen er det smilende og faste støttepunkt, der formår at fange og fastholde det helt unge publikum i Randers Teaters nye småbørnsforestilling
Morsom børneballet med desperat far, der arbejder hjemme
Det Kongelige Teater:
'For højt, for vildt og for meget!'
I ’For højt, for vildt og for meget!’ skaber Alexander Stæger fra Den Kongelige Ballet en sjov karikatur over forældre, der altid synes, at deres børn larmer for meget. Men der måtte godt have været mere dans for børnene i nationalscenens lidt rodede vinterferiesatsning.
En jazzet musikrejse
Malene Kjærgård:
'Jorden Rundt'
Malene Kjærgård og hendes band når ’Jorden Rundt’ på blot 60 minutter i noget, der mere er børnekoncert end teater.
Kyllingeteater med queer komik
Teater Hund:
'Balladen om den løsslupne lørdagskylling'
Teater Hund er i topform med den nye forestilling om venskab og jalousi – og om en kylling, der er glad for flamenco.
Ligefrem og lettilgængelig
Odense Teater:
'Klodshans'
I Odense Teaters glade og lyse opsætning af ’Klodshans’ går lethed i udtrykket og klarhed i budskabet til de yngste publikummer forud for dybder i fortællingen.