’Gnist’ er en række muntre øjeblikke, der er knyttet sammen som blinkende perler på en snor. Den er 40 minutters øjeblikke med små røde lys, der trylleristisk dukker op og forsvinder igen.
Katharina Kamber introducerer allerede gnisten udenfor spillerummet – ude hvor børn i aldersgruppen 0,5 til 3 år venter sammen med deres ledsagende voksne på at komme indenfor. Kamber går søgende rundt og alle bliver vist overrasket, når hun finder gnisten et tilfældigt sted. Da jeg oplevede forestillingen, hittede Kamber den under dynen i en klapvogn. Med et glad snuptag. Vupti befinder der sig en lille rødt lysende kugle i hendes hånd.
Bagved ligger den trivselsfyldte hjerne
’Gnist’ er ganske velegnet for aldersgruppen – de helt små. Katharina Kamber og Heidi Katzenelson lader i et fint pulserende tempo nye ting ske. Ting, som vi får tegn på, kommer. Som dukker op. Udvikler sig med forandringer. Og forsvinder væk igen.
Ifølge programteksten handler ’Gnist’ om, hvornår vores hjerne trives bedst. Jeg tvivler på, at børnene (og heller ikke nødvendigvis de voksne, hvis ikke de har læst eller husker teksten i programmet) fanger akkurat det – sådan helt konkret – mens forestillingen står på. Det vi ser, hører og mærker er overraskelser, impulser, farver, leg og forandringer.
Fra livløs grå bylt til livlige farvespil og forandring
Annika Nilsson har kreeret et rum fyldt med stoflighed og mobilitet. Midt på scenen sidder Heidi Katzenelson i en lille forhøjning. Et minibjerg, der i sort, sølv og gråt bugter sig blødt – men også liv- og farveløst – op og ned.
Det skaber positiv opmærksomhed og lyst til leg, at Katzenelson og Kamber bruger en del tid på at trylle små, røde gnister rundt i rummet. De kaster dem som små bolde til hinanden. De dukker op rundt om i scenografien. Og til fryd og forundring for børnene finder de også gnisterne rundt om under børnenes skjorteærmer, bag et øre, under en sko etc.
Fokus på en svupper
I det farveløse terræn rager en stribe svuppere op. Skafterne er dekoreret med gråt glimmer, men det rødlige gummi for enden titter også frem. Guidet af små overraskende lyde (skvulp, knitren mv.) retter Katzenelson og Kamber fokus på svupperne og de viser sig – en for en – at være indgangen til farverige og sjov ting. Til kulørte stofærmer med små runde ansigtslignende kugler for enden. To væsner er blevet til. Væsner, som begynder at lege gemmeleg sammen.
En svupper gemmer også på en lille grå pølselignende ting. Den noget kedelige ’pølse’ får snart selskab af metervis af mere interessante artsfæller. Pølser i alskens farver og formater.
Magnetiske 'pølser'
Katzenelson og Kamber er begejstrede over fundet. Det samme er børnene. Og det bliver endnu bedre, når det viser sig, at pølserne har en magnet i hver ende, så de kan klikkes fra og til hinanden.
Klogeligt i forhold til at skabe opmærksomhed og tryghed i rummet er det i første omgang kun Katzenelson og Kamber, som leger med pølserne. De bruger dem som perlekæder. Skaber små figurer af dem. Får dem til gå på line på stativet bag stoflandskabet. Og lader dem forsvinde ind og ud af hullerne i farverige stoffer, som de hænger op på stativet.
Børnene bliver på den måde varmet op til også at få lyst til at have med pølse-snorene at gøre. Katzenelson og Kamber rækker dem ud til børnene. Er måske kort med i en leg og overlader så de farverige magnet-guirlander til børnene selv og hvad de med deres fantasi vil bruge dem til.
Korrekt varebetegnelse? Tja…
Teatret KrisKat kalder ’Gnist en interaktiv teaterinstallation. Tja…
Teaterinstallationsdelen må være det scenografiske landskab. Der er godt nok tale om et stofligt terræn, som børnepublikummet får adgang til, når spillerne går ud til børnene, der sidder på små hynder og rækker dem stumper af pølse-guirlanderne, som børnene så har mulighed for at forbinde som de lyster og evner.
Men med en teaterinstallation forstår jeg nu mere et rum, publikum går ind i. Betræder og udforsker derfra – enten i små grupper, på egen hånd, eller via en performer eller flere, som bebor teaterinstallationen. Men sådan kan buzzwords jo bruges.
Med hensyn til det interaktive. Målgruppen var, da jeg oplevede forestillingen i Horsens, så afgjort engagerede og meddeltagende. Flere af børnene gav spontant og åbenlyst direkte udtryk for både overraskelse, forundring og glæde over det, de så og hørte, og ved det, de selv fandt på at lave med de modellerbare magnet-pølse-snore.
Det direkte interaktive ligger her. Det er så afgjort en ikke uvæsentlig brik i ’Gnist’. Men såvel i tid som i vægt set i forhold til forestillingens hele vil jeg mene, at det interaktive ikke er så tungt et lod. Forestillingens kvalitet ligger deri, at børnene via et kunstformet udtryk oplever (og undervejs selv får at mærke mellem fingrene og som fantasiudfordring) at nyt kan ske, – at ’gnister’ kan opstå, udvikle sig og pludselig forandre karakter.
Om det, man så lige oplever – som teatrets skriver på deres hjemmeside – er, at ”hjernens synapser og neuroner ændrer skikkelse og bliver til hjernespaghetti” og at ”elektriske impulser gnistrer”, er nok for kompliceret udtrykt.
Det fine, og det, børn som voksne oplever, er med sikkerhed, at nogle impulser gnistrer, og bagefter vil man garanteret forbinde rødt lys i små intense doser med trylleri.
