Bliver vi klogere på 'det hele'? Bliver vi opslugte og tændte på at finde sammenhæng i de mange små historier? Flyver tiden af sted med spændende begivenheder eller er der døde punkter og matte passager? Hvor sent i et teaterforløb går det an at lægge de lunser ud som giver en eller anden form for mening? Hvor langt kan en forestilling trække publikums tålmodighed når man som publikum er udpeget til at være en central medspillende brik? Kan man sige, at det er en kvalitet i sig selv at vende så meget op og ned på de vante teaterkonventioner at oplevelsen af forestillingen bliver en, publikum ikke sådan lige glemmer fordi den er så særlig, så provokerende fragmenteret og ikke pegende på en samlende mening?
Det er nogle af de spørgsmål, som LiminalDKs ’Jagten på et plot’ fik frem i mig – undervejs på den næsten to timer lange gåtur rundt i det gamle statsfængsel i Horsens.
I den stedsspecifikke vandreforestilling hører vi om én kvinde (måske to), hvis hår hen over en nat eller blot i løbet af en aftens mareridt bliver helt gråt. Grå hår kan man også få som publikum, hvis man for alvor forsøger at ville finde ud af, hvad det er LiminalDK har gang i med forestillingen.
Nuvel, titlen leder os på sporet: Vi jagter et plot. Udstyret med en lille enten rød, lilla eller blå klistermærkeprik bliver vi sendt af sted i tre hold.
De tre guider, som fører os rundt i fængselsområdet ude og inde, kommer i klartekst ind på, at det vi er sammen om er at søge mening og sammenhæng i en verden, hvor vi ikke længere har religionen eller de store ideologier at støtte os til.
»Man skal vide hvad man vil. Det er vigtigt at forstå sammenhænge,« siger Merete Byrial indledningsvist til det hold, hun er guide for.
Hun fører os ind i fængslets historik og rundt på stedets gange og rum. Hun præsenterer sig tillige som kvinden, der gerne vil skrive en bog, og som i den sammenhæng bliver aet på kinden af en kvinde, der pludselig får gråt hår.
Undervejs på vandringen møder vi performere, der præsenterer os for hver deres obskøne og bizarre historie.
Ondskab og smerte
Dværgen Sigrid Kandal Husjord beretter blødt vuggende i kroppen og med store skovsødybe øjne om, at hendes krop er ’et katalog over smerte’.
Nina Kareis dukker op i arrestens vagtstue og fortæller med et intenst blik om dengang, hun som 25-årig klaverspiller var låst inde der og på den anden side af glasdøren så sig selv udsat for et grænseoverskridende og intimiderende overgreb af en ondskabens mand – og pludselig så sit hår skifte farve.
Daniel Nordback, der overgår til at være holdets guide, fører os gennem fængslets bestyrelseslokale, rundt på gangene og gennem forbedringsafsnittet, og fortæller undervejs om hans kone som spiller klaver.
Og på vandringens sidste del bliver Erik Pold vores guide, samtidig med at han spiller en mand, som ser yderst vareorienteret på verden og forbruger ludere på en særdeles bizar måde.
Udover denne rotation i guides og møde med andre performere konfronteres vi undervejs med et filmhold bestående af en kameramand og en pige, som fortæller, at hun er hovedpersonen, som leder efter et mål, en skurk, en helt osv.
Til sidst samles alle tre publikumshold for at se en filmning af udpluk af forløbet – udpluk, som til sammen søger at stykke en sammenhæng sammen via de svar, publikum er kommet med undervejs.
For stormasket
Sitespecifikke forestillinger er ikke en nyopfindelse. Men de er i mindretal. Denne hører til en af de mere snurrige af slagsen. Den er inspireret af den japanske forfatter Haruki Murakamis bøger, som ofte handler om personer, der søger sammenhæng i deres liv via rejser, hvor de får mærkværdige oplevelser.
LiminalDK har tidligere skabt vellykkede bemærkelsesværdige performances. Men som ’Jagten på et plot’ faldt ud på fængslet i Horsens, gik der lidt ged i det fabulerende og eksperimenterende. I kredsen af publikum spredte der sig ret hurtigt en fornemmelse af at være lidt bøvet, lidt lost og lidt utålmodig. En stemning af, at vi ikke rigtigt kunne blive grebet ind af de fortællinger og de opgaver, vi fik undervejs.
LiminalDK skal have ros for at udfordre den mest vante scenekunst. Men også kritiseres for at have kreeret et koncept, som på samme tid er for ambitiøst og for stormasket. Et koncept som uagtet fine enkeltdele tilsyneladende navigerer for uspændstigt løst og ufokuseret.
At vi undervejs labber de små ender i os som undervejs antyder en indbyrdes sammenhæng, kan udlægges som et signal om, at vi higer efter at finde en rød tråd i det liv, vi er en del af. Vi smiler helt uvægerligt til det store udstoppede får, som vi støder på, fordi det spejler den fornemmelse af at være en flok vildfarne får som vi efterhånden mærker.
Men det er utilfredsstillende at gå så meget i blinde, mærke så meget labyrintisk forvildelse og tomgang – også selvom etableringen af en sådan følelse i os måske er hele konceptets intention.
