Asterions Hus har lavet deres ganske egen version af klassiske 'Macbeth'.
Som altid hos den gode Shakespeare er der en del biroller og sløjfer på historien, men den slags er der ikke tid til her. Vi skal hurtigt ind til kernen af fortællingen; Kongemordet og ikke mindst den ambitiøse, manipulerende Lady Macbeths rolle i forhold til dette.
Tilde Knudsen begynder med at ælte hele scenariet ud i bolledej – helt bogstaveligt! Hun skærer fra og smider ud, så vi kan fokusere på det væsentlige, der i denne version mildest talt skævvrides.
’Måske har hun også lidt en vatpik af en mand, hende Lady Macbeth’, lyder det kækt. Så er tonen lagt. Undertegnede rynker brynene lidt, men prøver at bevare et åbent sind.
Rød knap som hovedåre
Det går over stok og sten med referencer og teaterrøg. En kropslig og ganske forpustende scene-maraton af stiløvelser udspiller sig i hæsblæsende tempo. Og i en scenografi, der består af et væld af forhæng, mens en stor rød knap (den slags vi kender som døråbnere på færger el. lign) er i centrum som sceneskifter.
Hver eneste gang den trykkes, lyder de hidsige strygere fra bruseforhængsscenen i Hitchcocks 'Psycho'. Herefter skifter stemningen øjeblikkeligt, og det berømte kongemord gentages på ny i en uendelighed i alle mulige og navnlig umulige versioner.
’Skylden æder dem op i en ulidelig gentagelsens kunst’, skribler jeg højpandet ned på min lille blok.
Som anmelder noterer man flittigt i starten. Alt fra Alfred Hitchcock, 'Jurassic Park', Chaplin og Godfather-referencer, samurai-satire, fransk kabaret-stil, Lars Von Triers 'Riget' (komplet med den ikoniske ’Hvorfor skal jeg slås ihjel’-replik) og 'Blade Runner'-finale over i en bogstavelig talt kulsort Kaj og Andrea-version af Lady Macbeths overtalelsesevner og mandens mord på kongen kører overvældende derudaf.
Tysk, jysk, fransk, bornholmsk og japansk væltes der rundt i – ’international fortælling’ står der andetsteds i mine tidlige noter, det bliver helt til grin, jo længere det hele køres ud.
Vi kører modigt udover kanten som 'Thelma & Louise'
Og som om det ikke var nok, er det pludselig også den kritiske anmelders tur til at stå for skud. Meta-niveauet er efterhånden absurd. En dreven kvindestemme brokker sig højlydt over det hele: ’Her havde man håbet… Men de taber det hele på gulvet! Tilde Knudsen havde håbet på en større skuespillerkarriere, men det blev aldrig – aldrig – aldrig – aldrig…’
Her går båndet i hak, for Tilde har desperat kastet sig over den røde knap og trykket febrilsk for at få de hårde ord til at stoppe.
Tårerne triller af grin. Hvad skal man stille op med dette niveau af fjolleri? Man må overgive sig. Om ikke andet så momentvis.
Flere gange må der også læses efter i den støvede bog, der behændigt ligger lige ved siden af den store røde knap. Hvad står der mere? ’Noget med nogle hekse. Jeg tilkalder nogle ånder’, udbryder Tilde Knudsen bramfrit.
Samspillet med Peter Kirk er som altid vældig fysisk, og de to fungerer, så det gnistrer på scenen.
Ikke instruktør men konstruktør
Emil Hansen har været en ligeværdig medspiller snarere end egentlig instruktør, forklarer de to skuespillere efterfølgende i den lille artist talk, der følger forestillingen. De taler ligeledes om et idérigt prøveforløb og en noget sen samling på et hele. Her er det svært ikke at trække på smilebåndet. Man forestiller sig det levende.
Tilde Knudsen og Peter Kirk føler med al mulig ret stor ejerfølelse for det lille teater og giver af samme grund ikke sådan uden videre kreativ magt fra sig. Men måske det alligevel kunne være interessant at se et stykke med Asterions Hus, hvor de to turde give bare lidt mere slip på deres egen tilgang til stoffet.
Samtidig må man sige, at de igen har gjort det, de gør så godt. Stykket balancerer vaklende imellem improviseret kaos og fornemt teater. Til tider for rodet og for langt ude (selvom det naturligvis er en underholdende pointe i sig selv), men glimtvis også både intenst og gribende.
Og i særligt en scene også helt poetisk – da en nøgen Lady Macbeth danser rundt i knivbladets genspejling. Magen til æggende mordovertalelse skal man lede længe efter.
