Hvad gør man når man er 14 år og hormonerne så småt – i al uskyldighed – er begyndt at rasle, og hende i kassen i den lokale brugs er bare så lækker? Inviterer henne på cola og popcorn og bio og taxa frem og tilbage til Thisted – den nærmeste metropol! Så er det bare om at skaffe penge inden næste fredag, og helst en tusse – man vil jo imponere! Men hvordan? Det haster!
Det har Tine Frellesen og Susan Stølsvig skrevet en velment og sød lille komedie om, med sans for alle de fortrædeligheder man kan komme ud for, når ugepengene derhjemme forslår som en skrædder i helvede, og man er tilpas desperat og tyr til hvad som helst i kampen for gysserne.
For en nogenlunde opvagt og foretagsom, men ufaglært, skoledreng på 14 med udsigt til sin første date, er der ikke mange muligheder. Og dog – i den lokale sprøjte er der for eksempel efterspørgsel efter babysittere og havehjælp og hundepassere.
Vores unge helt, Louis, prøver først det ene, så det andet – og det er slet, slet ikke ham! Babyen viser sig at være et løst missil i størrelse XXL som farer rundt og vræler fanden et øre af. Så Louis’ første kontakt med erhvervslivet går ikke så godt. Og mens den ene hund er en overnervøs og yndig lille skødehund, så er den anden en muskuløs og genstridig dræberhund. Louis får kam til sit uregerlige hår. Og penge kommer der ikke ud af det. Slet ikke nok.
Men så averterer brugsen efter en flaskedreng.
En udadvendt spillestil
Niels Vendius og hans tre skuespillere har valgt en spillestil med klart-, men også groft-tegnede typer. Og det kan jeg sådan set godt forstå, for mindst 10-12 figurer skal ridses op på få sekunder og tjene deres formål i fortællingen.
Sune Geertsen har et komisk talent for at gestalte figurer på ingen tid, og i denne forestilling skal han give os den bedrevidende storebroder Storm der ved alt om at score, den travle fader Jørn, den vrælende baby, hundeejeren med dræberhunden, brugsuddeleren, og biografchefen i Thisted. Det gør han med sikker sans for timing og – faktisk også – adskillig empati.
Maja Juhlin, hvis overbevisende talent var tydeligt i ZeBU’s ‘In Real Life Too’ (som hun fik en Reumert-talentpris for i maj, red.) får ikke rigtigt foldet sine vinger ud inden for dette koncept. Men hun illuderer o.k. som Louis’ udkårne, kassedamen Amanda, og som hans forkølede mor i morgenkåbe og papillotter.
Louis selv, Marius Bjerre Hansen, har både sødme og generthed, og man kan godt forstå hans kvaler. Men Bjerre Hansen tegner en dreng som sandelig også har initiativ og frejdighed, så der bliver liv og fremdrift i komedien.
Problemet er, at spillestilen og Louis’ desperate kamp mod tiden, fører til et hektisk og forjaget skuespil som så, i næste omgang, fører til at de tre aktører ofte bliver skabagtige og spiller sig til følelser og tanker og forhold dem imellem. Som om tekst og situationer bogstaveligt talt løber af sted med dem.
Delvis skyldes det at instruktøren har drevet tempoet op over spillernes kapacitet, og delvis manuskriptet som enkelte steder postulerer nogle overgange som skuespillerne umuligt kan honorere.
Feel good-slutning
Komediens hovedhistorie er Louis’ kamp for at skaffe penge. Fortællingen om at han, som flaskedreng, sparker nyt liv i butikken, er en sidehistorie. Ikke desto mindre har stykket fået titel fra sidehistorien. ‘Vi står på hovedet’ bliver brugsens slagord og de tre bryder ud i sang om at stå på hovedet for kunderne, og gøre et besøg i brugsen til en festlig oplevelse. Og selv om forholdet mellem brugsbestyreren og vores helt er rodet fortalt, kommer der nogle sjove optrin ud af det.
Brugsen har i det hele taget en stor plads i forestillingen, måske fordi det er det eneste sted, hvor man ser antydning til liv i den lille flække, fucking Hundborg. Eller måske fordi historien om Louis og hans første date bliver ret tynd i længden.
Jeg stiller mig tvivlende til musicaliseringen af stykket. På en måde bliver både den gryende forelskelse og romantikken banaliseret, eftersom sangteksterne ikke siger noget som helst ud over det vi allerede har set udspille sig på scenen. Og det samme gælder pengejagten og livet i brugsen: Sangene bringer ikke handlingen fremover, de bliver stopklodse (om end de bringer variation).
Det ender selvfølgelig lykkeligt. Med lige præcis penge nok til bus til Thisted og kun til én enkelt biobillet, tror Louis, at hans dage som charmør er talte. Men Amanda er ikke hvilken som helst dulle, så hvad er mere naturligt end, at bryde ud i en glad finalesang?
For de helt unge teenagere er ‘Vi står på hovedet’ en glad, sød, tidvist ganske sjov og genkendelig historie, uden alt for mange kalorier, men med en god energi.