Brudstykker af min marionetdukkes bekendelser’ er for viderekomne. Så det sagt. Det er afgjort ikke en forestilling, der umiddelbart lukker en ind i sit univers, med mindre man er super poesikyndig eller scorer meget højt på den følelsesmæssige intelligensskala.
Men lad os blive konkrete: I et lille intimt spillerum med bardisk og bord får en digter, der sidder på et værtshus og drikker whisky, øje på en smuk kvinde med rød mund, grønne øjne og blondegevandter. De to (marionetdukke)personers møde resulterer i et noget goldt samleje, et barn, som de begge i starten føler ømhed for, en snarlig efterfølgende adskillelse, og til slut en slags bortgang for dem begge.
På et mere abstrakt plan kredser forestillingen, der er baseret på Thomas Bobergs digt af samme navn fra samlingen ’Marionetdrømme’, om livstegn og eksistens. Og om hvem der er marionet for hvem – eller som skuespiller Peder Holm Johansen, der er dukkefører og tekstfortolker, siger, da han sænker de to dukker ned i kuffertgraven: ’Jeg er den nedsænkede marionet, eller er jeg mesteren forladt af sin dukke?’.
Dygtig dukkefører
De to dukker er ikke uden attraktion. De spejler på mange måder et moderne vestligt voksent liv med kriser, skænderier, længsler, drifter, opgivenhed og kollapser.
Peder Holm Johansen er bestemt ikke ueffen ud i en dukkeførerkunst, som kræver koncentration og præcision for skabe fokus omkring og give dukkerne ydre og indre liv.
Men samtidig er forestillingen rent tekstligt absolut for de mere hardcore lyrikkyndige på grund af de meget komplekse digte, som teksten består af.
Her skal man holde hovedet iskoldt og samtidig forsøge, om det er mulig at åbne sig følelsesmæssigt for passager som: ’Opvågning er som et bad af længsel’, ’Vi tog form i det dybeste mørke’, ’Hård drift og ædende livslyst’, ’Stilhed i urnatten’, ’Tid og rum smeltede sammen til en eneste summende tone’, ’Tiden tikkede som en metronom mod mine tindinger’.
Højtravende passager fanget på mit papir og givetvis voldsomt og uhøfligt plukket af en digterisk sammenhæng. Kompleks lyrik, som pludselig et sted bliver brudt af en sekvens som ’Jeg er vis på, at der engang var nisser’ – før vi fortsætter med sentenser som fx ’Lynet af den flængende revne der åbner ud til evigheden’.
Det er skønt med udfordringer i teater. Men her kammer det i mit umiddelbare oplevelsesapparat over, fordi man i stedet for at blive suget ind af og løftet op sammen med poesien, kommer til at føle sig holdt udenfor et univers af en særlig (indviet) kompleks digterisk karakter.
