Af: Kirsten Dahl

21. februar 2023

Pinagtig Pinocchio

Aalborg Teaters version af Carlo Collodis børnebog fra 1883 er et skræmmeeksempel på, hvordan man forblændet af iver efter at aktualisere, og med manglende sans for at skabe teatermagi, forsøger at formidle sit budskab. Som her vistnok handler om, at det at være et levende menneske fordrer, at man er ærlig og i stand til at se ud over sin egen næsetip.

På Aalborg Teater bevæger Pinocchio sig ud i universer, som har inkorporeret rigtigt meget fra en moderne teknologisk og elektronisk orienteret virkelighed. Pinocchio kommer med i et talentshow, scorer kassen og møder personer, som drømmer om at blive nummer et på hitlisten med deres solosang. Men intentionen med alle løjerne er meget vanskelig at afkode. 

Lette point, postulater og pjat 

Tekstbearbejdelsen, som Martin Nyborg har begået – ifølge krediteringerne med hjælp fra de medvirkende – er dårlig af flere grunde. Man må selvfølgelig gerne sige prut, numse og lignende ord i teater for børn. Anken er ikke moralsk begrundet. Men når man – i scenen, hvor Pinocchio efteraber Gepettos irritationsråb til to betjente – råber ”Lortehoveder, røvbananer” og ”træt af det lort”, virker det mest af alt som om forestillingen vil score letkøbte 'vi-siger-ord-børn-godt-ved-de-ikke-må-sige'-point. 

Langt mere problematisk er de postulatfyldte situationer, teksten sætter i værk. Åbningsscenen er en lang og forvirrende tumult tilsat spage antydninger af menneskeligt vigtige ting. Med skrivebord, arkitektlampe, kogeplader og en bunke papkasser møder vi Gepetto, som næsten er færdig med at fremstille en trædukke. ”Den flotteste jeg nogensinde har lavet” siger Gepetto.

Clara Josephine Manley sidder som trædukken på Gepettos skrivebord. Gepetto smører Pinocchio i leddene. Troværdigt nok. Men da Pinocchio falder omkuld på gulvet, har vi intet set til det, Gepetto i samme øjeblik, siger om ham: ”Du er godt nok nysgerrig” og ”Du er en drillepind”. 

Det opstår først bagefter. Til gengæld i anstrengt overflod. Pinocchio, som hurtigt kan både se, bevæge sig og tale, suser rundt og laver ulykker af værste skuffe. Han får fx elektrisk stød på lampen og svitser håndfladerne på kogepladen. Han lyver og får følgelig en lang næse, som Gepetto hakker af med sin økse. 

Der bliver i Martin Nyborgs iscenesættelse råbt og fjollet i forløbet. Et forløb, hvor vi også kort bliver præsenteret for det essentielle, at Pinocchio inderligt ønsker sig at blive en rigtig dreng, og at Gepetto rigtig gerne vil have en ven, og at han i Pinocchio oplever at have fået ”et mirakel” alias en søn at holde af og kramme. 

Voksenorienteret, tåbeligt talentshow 

Pinocchios modningsrejse fremstår uklar. Børnepublikummet, der til premieren også var ret ukoncentrerede og urolige, bliver desorienterende på grund af voksenunivers-orienterede replikker.

Pinocchio bliver på sin rejse hjemmefra rullet ind i et TV-talentshow. En kørestols-invalid showboss trygler Pinocchio om ikke at kontakte hverken forældre eller forsikringsselskab, efter at han i et skrummel af en bil har påkørt Pinocchio.

 Pinocchio bliver i showet bedt om at stave til ”misfoster” og ender med at danse en dans, som bossen gerne vil sende ham på verdensturné med. Pinocchio fortæller, at dansen bare var en, han spontant fandt på.

 Spejler disse TV-talentshow-ingredienser 5-åriges virkelighed? Er det ikke snarere et eksempel på, hvordan en kommerciel og 'bliv-nu-hurtig-voksen'-verden har sneget sig ind i en fortælling, der har gang i et andet ærinde? 

Opdigtet dødsfald og superstar med jetlag 

Lignende spørgsmål er bundet til en pige med blåt hår. Pigen, som drømmer om at blive nummer et på hitlisten med sin popsolosang, synger flere steder meget klichefyldte tekster om livet. Sangstroferne er nogle, vi klart skal relatere til fortællingen om Pinocchio. Men det er meget tvivlsomt, om børn på 5 år fatter den forbindelse i svøbet af glamour og sang-sødme. 

Pigen vil også gerne være ven med Pinocchio. Pinocchio har andet i hovedet og oplever siden, at pigen bliver båret tværs over scenen – død i en papkasse-kiste, mens kirkeklokker bimler og strofen ”…død af sorg…du blev glemt af din lillebror” lyder. 

Hun genopstår dog. Siddende i en kulørt lampe-perle-broderet gynge er hun nu en ældre autograf-skivende superstar. En hitlistevinder med jetlag. En, der nu får status af mor til Pinocchio, mens den unge udgave af hende i baggrunden synger ”Jeg er din døde søster”. Man forstår godt, hvis salen er fyldt med forvirrede børn. 

Laserlysende fårekylling og hjemløse 'vilddyr' 

Nutid og forvirring går også igen i Jesper fårekylling-figuren. Først slår Pinoccio den ihjel med replikken ”Det er ikke mord at klaske et insekt”. Siden toner den frem igen og prædiker moral. Med gamle grundregler for børneopdragelse taler den om vigtigheden af ”ro, renlighed og regelmæssighed” som kontrast til Pinocchios utæmmede og spontane tilgang til verden. 

Siden lader den trussels-replikker om tvangsanbringelse og medicinering falde. Samtidig tager den sig moderne ud i det ydre. Som en halvgud eller alien, der skyder formaningerne af sted mod Pinocchio med lange grønne laserstråler. Måske som en kritik af fortidens stramme normer?   

De versioner af Katten og Ræven fra originalen, som er valgt, er også problematiske. De fremstilles som to overafslappede hjemløse. Kattepige-kælent og drenge-dovent slentrer de omkring med en indkøbsvogn og har kun eet i hovedet: at franarre Pinocchio hans penge. 

Luftvejstaxa og og havvæsner 

Der er masser af kulørt lys og mange ting at se på i ’Pinocchio’. Store paplignende biler med blinkende lygter, som kører ind på scenen. Udover mange papkasser fx en kæk ophængt fugl, der fungerer som luftvejstaxa. Og i havbunds-scenen, hvor Gepetto og Pinocchio mødes i hvalens bug, inden Pinocchio redder sig selv og Gepetto: en stribe nedsænkede hav-væsener. Fx en blæksprutte, en søhest og en vandmand. 

Som i forlægget undergår Pinocchio også her en forvandling fra trædukke til menneskebarn. Hvorfor og hvordan mudrer desværre i et skuespil, som sjældent er interessant. Der bliver dog i korte rolige øjeblikke i begyndelsen og i en glædesfyldt slutning i Clara Josephine Manleys fremstilling af Pinocchio åbnet op til glimt af noget menneskeligt substantielt. 

Forstemmende

Teatret anslår at omkring 25.000 børn kommer ind at se ’Pinocchio’. Vildt. Men også forstemmende i lyset af fraværet af teatermagi og de mange tomme indholdskalorier, som forestillingen byder på. 

Det er skuffende, at en landsdelsscene, der – sammenlignet med mange små teatre som producerer teater for børn – er så teknisk set veludstyret og har relativt mange penge at producere for, ikke kan levere et kunstnerisk og substantielt set bedre produkt. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.