To tommelfingre – så har vi en fattig mand og hans kone. Og de øvrige fingre bliver deres mange børn med lillefingeren som den yngste og kønneste datter.
Så enkelt begynder eventyret om pigen og den forheksede isbjørn. Men det skal hurtigt vise sig, at Syddjurs Egnsteaters bud på det norske eventyr ”Østen for solen og vesten for månen” er mere avanceret end sjov fingerleg. Elegant som jeg ikke har set det før, veksler denne dukkeforestilling mellem forskellige dukkeformer. Fra fingrene til skyggeteater over rigtige dukker op til levende mennesker, nemlig de to skuespillere, der også fører dukkerne.
Man kunne tro, at det gav flimmer i oplevelsen, men Hans Hartvich Madsens iscenesættelse er så rolig og selvfølgelig, at det bare virker helt naturligt.
Eventyret har vi set før hos danske børneteatre, blandt andet på Anemoneteatret tidligere på sæsonen, men det er også et godt eventyr at fortælle. Om familien med de mange børn, om den isbjørn – det er jo et norsk eventyr – der banker på en dag for at bede om at få en pige i bytte for alverdens rigdom til resten af familien. Yngstedatteren indvilger, også i at lade en ung mand sove sammen med sig om natten! Ja, det er selvfølgelig isbjørnen – her blot en lodden skindhandske – der i virkeligheden er en forhekset prins. Og hvis bare pigen ikke stiller spørgsmål eller ser på prinsen om natten i et helt år, vil prinsen snart blive en fri mand.
Det ved pigen bare ikke noget om, så med naturlig nysgerrighed ser hun den sovende prins – og så er han fortabt. Så må han drage til slottet østen for solen og vesten for månen for at gifte sig med en fæl, langnæset og ond troldeprinsesse.
Af sted med ham og af sted med hende for at finde og frelse ham. Undervejs belæsset med guldting foræret af sære men venlige væsener, indtil hun til sidst kommer ind på slottet og ender med at få såvel prinsessen som hendes lige så fæle mor til at springe i luften af lutter trolde-raseri. Og så kan pigen og prinsen ellers leve lykkeligt til deres dages ende.
Klar replik og sikker dukkeføring
Er formen ganske avanceret, er fortællingen til gengæld lige ud af eventyrets landevej. Hans Hartvich Madsen har ikke listet nogle moderne moraler ind om handlekraftige piger eller andet – det er bare et godt eventyr og som et sådant bliver det fortalt.
Men formen skiller det ud. Tag blot overgangen fra små skyggedukker mod et oplyst lærred til øjeblikket efter, hvor den kvindelige spiller kommer ind, svøber et rødt stykke stof om sin arm, løsner sit hår og forvandles til pigen. Hvorpå den mandlige spiller kommer ind iført hvid skjorte og sanseligt lægger sin arm om pigens liv. Vupti får vi en stærk billedliggørelse af den fatale nattescene. Skabt med helt enkle virkemidler og stor effekt.
Medvirkende til dette er selvfølgelig, at de to spillere, Margit Watt-Boolsen og Kenneth Andersson, har både en klar replik og en sikker dukkeføring. Samt at scenografen Niels Sechers dukker er så udtryksfulde, og at iscenesættelsen konsekvent dyrker det simple og tydelige, uden at forfalde til hverken overspil eller hurtige tricks.
Der er en dejlig ro over denne forestilling, hvor hver enkelt scene får sin tid og sin tyngde, uden at det trækkes i langdrag eller går i stå, samt at lys, lyd og meddigtende musik skaber fortættede øjeblikke, der hele tiden holder vores opmærksomhed fangen.
Og så giver denne vekslen i dukke-formerne undervejs også mulighed for nye udtryk i scenebilledet, der visuelt virker dejligt forfriskende.
