’Anastasia’ er ikke blot en musical om den sidste russiske zars forsvundne datter. Det er også en musical om drømmen om at finde ud af, hvem man virkelig er – og om at finde den ægte kærlighed. Og så forvandler forestillingen i sig selv til pigedrømmen om at blive den store musicalstjerne.
For på Det Ny Teater spilles hovedrollen i ’Anastasia’ af den unge musicalperformer Emilie Groth. Hun er kun 26 år og blev uddannet på Den Danske Scenekunstskoles musicallinje for bare tre år siden. Efter roller som Maria i ’West Side Story’ og i dronningemusicalen ’Margrethe’ spiller hun nu rollen som den unge russiske pige Anya, der er zarens forsvundne datter, Anastasia. Måske.
Emilie Groth har en stærk stemme og en rolig krop – som om hun vitterlig kan stå i al hurlumhejet på scenen og bare være sig selv. Hun forstår at bære både sin fattige, røde gadefejerfrakke og sin overdådige, turkisblå aftenkjole med værdighed.
Men hun er ikke mindst en performer med en sjælden ærlighed over sig. Hun har en barnlig uskyld over sig, der virker rørende – og i Anastasia-rollen insisterer hun stærkt på det oprigtige og det seje. Hun har en evne til at skildre pigedrømmen om at blive taget alvorligt, så børnene også må kunne mærke det.
Næsten-flad lysekrone
På Det Ny Teater er ’Anastasia’ i det hele taget en respektfuld eventyrberetning i det allerstørste musicalformat, både for børn og voksne af alle køn. Scenen på Det Ny Teater funkler af både falden russisk storhed og charmerende parisisk dekadence i denne forestilling, hvor fasanfjer og diamanter glimter om kap med brokadekjolerne og pailletkjolerne i Gabriela Tylesovas overdådige kostumedesign.
På scenen står flotte smedejernsgitre med dekorative guldblomster, og i loftet hænger en smuk, kejserlig lysekrone, der er næsten-flad, nærmest som om det sidste århundrede har presset den sammen efter den russiske revolution i 1917 og zarfamiliens henrettelse. Her kan musicalhistorien så begynde – i bedste Hollywood-stil og med klare referencer til tegnefilmen ’Anastasia’ fra 1997.
Som familieteater er ’Anastasia’ flot og med det helt store udtræk af dansenumre, som ensemblet danser veloplagt og med præcision til musikken fra et velklingende 12 personers orkester. Sangnumrene er effektive, men ikke ligefrem uforglemmelige; musicalen rummer mange musicalhistoriske ’inspirationslån’ ikke mindst fra ’The Sound of Music’.
Men alt kører som smurt på Det Ny Teater. Ikke mindst takket være en temmelig musicaltraditionel koreografi af Lee Proud, der også har stået for den samlede iscenesættelse, der får fortalt det forudsigelige plot ganske effektivt. Andenaktens plot truer med at gå i tomgang, men sådan er det nok at købe et fastlagt, internationalt koncept.
Sort/hvidt
’Er det uskyld eller løgn?’ lyder en linje i Kenneth Thordals energiske oversættelse. I forestillingen er det meste sort/hvidt: Der er de onde – ikke mindst de pistolivrige medlemmer af det hemmelige politi og vicepolitichefen Gleb. Og så er der de gode – altså Anastasia, hendes elskede bedstemor og hendes unge beundrer Dmitri. Og så er der dem, der har luret systemet og klarer sig igennem med behændige hverdagsløgne, sådan som småsvindleren Vlad og grevinden Lily.
Anastasias beundrer, den unge Dmitri, spilles af den Mathias Hartmann Nielsen. Han synger godt og har en ung hidsighed over sig, som virker troværdig – og så har han en temperamentsfuld sårethed, som spreder god dynamik over forestillingen.
Mikkel Hóe Knudsen spiller den hævngerrige politimand Gleb med en fin blanding af farlighed og sympati. Han har en stærk sangstemme, som interessant nok også fanger noget af den lurende tvivl hos ’den onde’. For kan man virkelig hævne sig på en ung, uskyldig pige, bare fordi man er voksen og har magten til at gøre det?
Set med børneøjne er det vidunderligt, at ’Anastasia’ også rummer en bedstemorrolle. For Marianne Mortensen spiller den gamle enkekejserinde – altså den danskfødte prinsesse Dagmar – med forrygende energi. Her er en bedstemor, der vil gøre alt for sit elskede barnebarn, men som også er så stædig og stejl, som kun gamle eventyrkvinder kan være det. Marianne Mortensen har en sødme midt i alt det klichéprægede. En besk råhed som dække for hendes skrøbelighed. Og så kan hun synge de patosfyldte sange, så de kommer til at ose af kærlighed.
Også over for forestillingens lille Anastasia, der ved premieren blev spillet af den imponerende barneskuespiller Fiona Blond – med kækt blik og med en naturlig sans for at danse.
Åh Lily!
Der er dog også nogle scener specifikt for de voksne. Når Julie Steincke spiller grevinde Lily, er det med et vidunderligt flirtende blik ud mod alle i salen. Hun kan synge og smile, så alle glemmer tid og sted – og hun kan ikke mindst forføre sin gamle elsker, så bifaldet brager. Hun bærer sin røde, opslidsede pailletkjole med sensuelle hofter og flabede lår, og hun vælter alle omkuld med sin karisma. Åh, Lily!
Kim Hammelsvangs komiske svindlerfigur Vlad er i forvejen en skøn præstation af selvironi og overleverlusk. Men når Julie Steincke kigger på ham med forførerblikket, bliver han fuldstændig rundt på gulvet af forfjamskelse i sit pink jakkesæt. Hans hengemte liderlighed vågner op af sin russiske dvale – og så bliver eventyrmusicalen til boulevardfarce med erotisk gnist. Og dog spilles alt så tækkeligt, at børnene bare griner med.
Så jo. ’Anastasia’ er en fejende flot musical for hele familien. Man kan ikke undgå at blive opløftet over at opleve den unge Emilie Groth folde sig ud og insistere på barnets blik på eventyret – og på godheden.
