Jeg fornemmer ikke at være den eneste elev, der i folkeskolen svedte tran over kemilektien og aldrig rigtig forstod sammenhængen i Dimitri Mendejevs optegnelser af grundstofferne i horisontale og vertikale rækker.
Jeg fornemmer, at det er en lektie, der stadig skaber hjernevridende elev problemer og fordrer respekt fra kammeraterne, når man mestrer idéen bag.
Jeg fornemmer også, at LabCats har taget problemet alvorligt og udgangspunktet her netop er respekten for systemet og læringselementet, der kan volde umådelig stort besvær.
På en scene, der er belagt med et grønt tæppe i bedste eksamensstil, hviler henkastede mælkekasser mellem tavler og kridt. En steril hvid kedeldragt klædt figur med beskyttelsesbriller indtager rummet, og vi mangler bare duften af desinficerende midler for at fuldende den kliniske laboratoriestemning.
Den hvidklædte skikkelse viser sig at være en kombineret eksaminator og ikke mindst herlig formidler af det svært vanskelige videnskabelige stof. Hun – Katrine Axlev – gør en god figur, når hun med en ironisk distance til selve formidlingen både hører sit publikum i deres kunnen, men også kaster sig ud i fortællingen om Carbon og Oxygens kærlighedsforviklinger.
Hun introducerer det periodiske system som en stor indholdsfortegnelse over en stor familie på godt og ondt. Eller måske et billede på en skoleklasse med kliker, der holder sammen og med tendenser til hurtige konflikter imellem de enkelte grupperinger.
Som forestillingen skrider frem tager hun fat på præsentationen af de enkelte grundstoffers mest fremtrædende karakteristika, idet hun forklarer deres konstruktion ved hjælp af mælkekasserne og gestalter dem i en fysisk fortælling, hvor hun på skift hopper ind og ud af de enkelte figurer.
Familien Jorden st.th.
Alt imens hun indtager den enkelte figur eller nærmere betegnet grundstof, udspilles den soap-lignende kærlighedshistorie mellem Carbon og Oxygen. En fortælling, hvor andre grundstoffer hele tiden komplicerer den fuldendte lykke, som i en anden tv-serie.
Det hele gør overraskende nok grundstofferne mere nærværende, og i den sceniske fortælling bliver Familien Jorden st.th, som hun kalder dem, et billede på en familie anno 2010.
Hun bruger buzzwords, ungdommelig tilgang til stoffet, samtidsproblemer og mobiltelefoner, sådan at det unge publikum kan relatere stoffet til en egen samtid. F.eks. er Carbon en player, der altid vil i spil med andre. Oxygen derimod er mere enegænger, men tilbejlet og Hydrogen i den grad utilregnelig. Samtidig trækker hun på en naturlig pædagogisk indfaldsvinkel til stoffet.
Det hele bliver serveret med en god kontakt til tilskuerne og med en god portion humor, hvilket gør fortællingen overraskende underholdende og ikke mindst meget lærerig.
