Omgivelserne er perfekte. På premieredagen viste vejret sig ganske vist fra sin mindre publikumsvenlige side. Men selv med styrtregn er Frilandsmuseets sommerudgave af 'Pelle Erobreren' en vellykket, musikalsk teateroplevelse for store og små. Det skyldes blandt andet, at man bogstavelig talt befinder sig midt i historien.
Forestillingen opføres på en smuk, hvid, firelænget gård med bindingsværk, den såkaldte bornholmergård fra Østerlars, der til anledingen er omdøbt til Stengården. Så kan det dårligt blive mere autentisk i forhold til Martin Andersen Nexøs oprindelige historie om Lassefar og Pelle, der tager fra Skåne til Bornholm i håb om et bedre liv. De er 1870’ernes fattigdomsflygtninge og får samme uvenlige modtagelse, som sådanne mennesker gør i dag.
Den store brolagte gårdsplads med mødding og vippebrønd kan både rumme publikumsbænke og godt med plads til skuespillerne. Det bliver godt og klogt udnyttet i det livlige og muntre spil, som hverken forfalder til fladpandet folkekomedie eller rørstrømsk socialrealisme. Kyndige kunstnere har formået at skære Pelles og Lassefars barske skæbne til i pixi-format uden at miste sin kerne.
Det er stadig en historie om de små mod de store og magtfulde, fortalt friskt og ligetil for nutidige børn med krads realisme og komiske optrin i skøn forening. Med en farverig og folkeligt inspirerede musik og flot artikulerede, gode sange, der skaber små højdepunkter i fortællingen. Men det er især det veloplagte ensemblespil med Michael Lundbye Slebsagers lille, vævre Pelle i spidsen, der får historien om Pelle Eobreren til at gnistre og leve.
Geniale musikalske påfund
Gårdens træværk stammer fra skibsforlis. Det oplyser Neel Rønholts frejdige Marie straks ved ankomsten, og det giver anledning til herlige gys hos Pelle og os ved tanken om mulige rester af druknede søfolk hist og pist. Det dystre genbrug er til stadighed til stede i skikkelse af musikerne, der ud over at mestre seks-syv instrumenter optræder som strandvaskere med gråblå ansiger og fiskenet.
Det er dog småting i forhold til de trængsler, der venter Pelle og især Lassefar. Med lodder og trisser og brændevin får Benjamin Boe Rasmussens ukuelige skåning lært køernes navne. Og igen og igen indprenter han Pelle, hvor vigtigt det er at lære at læse. Pelle og Stengårdsbondens kreativt begavede horeunge Rud, som Martin Fredberg fylder med akrobatisk uro, har da heller ikke spor imod at gå i skole. Det forstår man, når de bageftermed stor komik malende beretter, hvordan deres lærer døde midt i undervisningen.
Voksne kan grine af pastichen over Hostrups 'Vogt dig', der skræmte livet af Von Buddinge. Børnene morer sig barer over Anders Aamodts hårde negl af en landvæsenselev, der bliver hylet ud af den af sine egne syner og musikerne, der bruger musikken som skræmmemiddel. Det er et kup af en påfund, og næsten lige så sjovt, som når Rud narrer Pelle til næsten at spise en lyserød museunge.
Til gengæld prøver Pelle at prale med, at 'min far kan banke alle'. Men, når Rud udbasunerer, at hans far, gårdejeren, kan købe alle, gør det indtryk på den ambitiøse Pelle. 'Lille Peter Eddekop' lægger genialt melodi til en sang om 'Pelles penge', og en halvtredsøre er godt begyndt, når man vil eje hele verden. Og selv om den beskedne sum giver skideballer fra Lassefar og får Pelle til at overskride sine egne grænser, bliver mønten en god investering både for Pelle og for Rud.
Som historien foreskriver drager Pelle ud i verden. Lassefar bliver tilbage, men kan trøste sig med Merete Hegners djærve Karna, og det bliver næppe kedeligt
