Papir er tyndt, men samtidig meget stærkt. Og som selv de fleste børn har erfaret, så bryder papir sig ikke om vand eller ild, men kan næsten klare alt andet.
En papirdreng er derfor velsagtens også en dreng, der er meget tynd, tænker man måske, hvis man går ind til Teater No Can Do’s forestilling, 'Papirdrengen', uden at have læst romanforlægget af Tina Sekura Bestle.
Og jo, denne dreng er vitterlig tynd. Men han kalder sig mest papirdrengen, fordi han FØLER, at han er blevet til papir, da hans mor døde.
Smukke marker
Det er i hvert fald det glimrende og pirrende følelsesudgangspunkt for 'Papirdrengen'. Desværre krøller forestillingen sig selv mere og mere sammen på scenen. En forestilling, der bliver som et uheldigt gækkebrev med alt for mange kærlighedserklæringer mast ind mellem alt for mange mere eller mindre heldige dramaturgiske huller.
Historien er simpelthen for usandsynlig, selv af en fantasirejse at være. Drengens evindelige eventyrudflugter er trættende, og selve replikkerne virker talesprogstilfældige og sjuskede. Og Samuel Wills vidunderlige brutaltsmukke baggrundsprojektioner får hverken modspil af handlingen eller skuespillet; nyd ellers lige et snedækket hus midt om sommeren og nogle kæmpesakse, der løber efter papirdrengen hen over en mark…
For Lone Vibe Pedersens iscenesættelse får ikke samlet handlingen. Denne papirdreng drukner tværtimod i sidehandlinger og effekter. Og da der konkret er ved at gå ild i ham, orker man ikke engang at blive rigtigt nervøs. Fordi det hele virker for overdrevet.
Hårdtpumpet symbolik
Spillerne knokler ellers ihærdigt. Både Christian Adelhorst Rossil som drengen og Nanna Hviid, der både agerer dukkefører for papirdrengens ’næstenlillebror’ og samtidig spiller den pige, som drengen uvægerligt må møde på sin udviklingsrejse fra ’papirdreng’ til rigtig dreng af kød og blod – og følelser.
Men deres spillevirkemidler gentages i det uendelige, og deres præcision er skrøbelig. Når handlingen bliver mere rituel og eventyragtig, bliver symbolikken så hårdtpumpet, at nærheden til hovedpersonen ryger.
Og nej, et besøg hos en kvindelig gud oppe i skyerne eller en miljøkorrekt tsunami gør ikke historien enklere. Heller ikke et forløjet besøg i bogstavkassen og en ordquiz. Det bliver bare for meget alt sammen.
Det er spændende at opleve drenges sårbarhed på scenen; meget børneteater for de 8-12-årige ender med at zoome ind på pigernes følelser, der traditionelt er mere mere italesat. Så Teater No Can Dos drengeteateridé er værdsat. Papiret bliver bare for tyndt.
