Palle-Pis får trukket bukserne ned så alle i skolen kan se ham stå med blege stænger i Superman-underbukser.
I skolen bliver han – anført af klassekammeraten Jannik – hånet for at være tyk og fed og ulækker og for at have en klam madpakke med. Hjemme er der ikke meget hjælp at hente hos en alenefar, som i sine svar til Palle stort set kun formår at trække alle de fortrin frem som han selv som dreng havde i sport og dans. Og til skolefesten bliver Palle-Pis narret fra den dans, han lige var så godt i gang med med Rikke, fordi Jannik bilder ham ind, at han må være med i deres drengeklub. Palle ryger lige i fælden og ender overpisset med at stå og kalde sig selv en stor og fed og ulækker, Palle-Pis.
Palle-Pis er offer for mobning, og Komediehuset har med 'Mobbedreng' valgt at skrue en forestilling sammen, som udelukkende ser sagen fra offerets side.
Det gør indtryk forestillingen igennem at være vidne til al den grufulde fortræd, som Palle-Pis udsættes for. For galt! – tænker man i takt med, at forestillingen kommer med stadigt flere eksempler på, hvordan mobningen tiltager, uden at nogen evner at gribe konstruktivt ind, og med det resultat, at Palle tilslut begynder at slå sig selv oven i hovedet med de samme gloser som Jannik og det slæng, vi aner er hans medløbere.
At alle stykkets figurer er næsten tegneserieagtig skarpt optrukne klicheer, forstærker indtrykket af, at sådan ser virkeligheden ud for Palle. Vi kan genkende alle typerne omkring Palle. De er alle uden realitetssans. Måske lige undtagen Rikke, som vi ikke får nogen anden fornemmelse af, end at hun er en pige, Palle danser med til skolefesten.
Manege og mayonnaise
Alle er nogle skvathoveder. Nogle, der ikke kan se meget længere end til deres egen næsetip. Og de bliver fremstillet så karikeret, at vi griner af dem. Den vattede skoleinspektør som på ingen måde forstår at tackle Jannick, der både fysisk og verbalt driver inspektøren rundt som et jaget dyr i hans egen kontor-manege. Den udsendte mobbekonsulent Hanne, som med flagrende tørklæde og løse håndled kommer trissende og fyrer bælgøjede tomme 'jeg er stolt a'- og 'hvor er det dejligt at I trives'-floskler af uden at ænse den brutale mobbevirkelighed, som går for sig lige for øjnene af hende. Palles far, som smører mayonnaisemadpakker til Palle og taler til sin halvvoksne søn som om han er tre år. Og klassens bølle Jannick, som kører en hul smart overflade af.
Palle kan vi såmænd også kende. Alle de ondt-i-halsen svinkeærinder han finder på for at få lov at blive hjemme fra skole – og som faren dumt nok lader stå til overfor. Palles overbærende miner over for farens kredsen om sig selv. Palles ansigt der lyser op ved tanken om at skulle være med i drengeklubben osv.
Fattes nuancer
I og med at hele spillet foregår i en scenografi, som kun består af en stor midterstillet trækasse, som for det meste fungerer som Palles værelse, gemmested og hi, afhænger forestillingens vellykkethed meget af at tekst, skuespil og iscenesættelse fungerer og er i top.
Det er muligt, at teksten qua sin synsvinkel let og hurtigt skaber en følelse i publikum af at det er synd for Palle – og at man qua fravalget af happy-ending har foretaget et valg som gø,r at forestillingen let kan relateres til virkelighedens mobning. Men jeg savner nu et gran af håb undervejs og også nogle nuanceringer – et større fokus på samspillet mellem Palle og kammeraterne. En bredere og lidt mere nuanceret vinkling.
Selvom de to medvirkende spillere har spillet forestillingen ganske mange gange, bærer deres præstationer (både verbale og kropslige) i timing og præcision præg af, at de ikke er professionelt uddannede.
Og endelig går iscenesættelsen undervejs tomgang i sin pendling frem og tilbage til scenen. Lidt mere fantasi må – sammen med nogle overraskelser i det scenografiske – kunne løfte forestillingen som teater(kunstnerisk)oplevelse.
