Gulvet knaser. Det er overstrøet med et tyndt lag sukker. Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, men valgt fordi 'Er jeg patienten?' handler om at have diabetes.
Teksten, som er en monolog, skrevet af Maria Winther Nørgaard og Tabita Friis, bygger på Maria Winther Nørgaards egne erfaringer som diabetiker. Det synes at være både forestillingens svaghed og styrke.
Det er en svaghed, fordi udtrykket tendentielt har noget indadvendt over sig. Vi følger en ung pige, Ida, og hendes kamp for at affinde sig med og blive fortrolig med den sygdom som har ramt hende.
Tanker til en diktafon
I et rum, som ud over sukkerlaget på gulvet kun består af et simpelt bord, nogle få lamper og en tavle-bagvæg, følger vi Ida. Fra hun i begyndelsen, hvor hun får diagnosen at vide, har svært ved ikke at være bitter. Til hun efter en tid synes at have forliget sig med sygdommen.
Helt konkret sidder Maria Winther Nørgaard med en diktafon, som hun indtaler sine tanker til. Diktafonen optræder som det nye jeg, den diabetiker-side, hun skal lære at acceptere. Ved man ingenting eller kun meget lidt om diabetes, bliver man i både ord og handlinger præsenteret for, hvad det helt konkret vil sige at have sygdommen – hvad og hvordan man hele tiden skal holde styr på at undgå at få et kollapsende insulinchok og hvordan det påvirker én.
Nørgaards Ida tegner skemaer på tavlen i baggrunden over, hvad og hvor meget hun har og skal spise hvornår. Hun gennemspiller forskellige belastende og konfliktfyldte situationer. Skænderier med sin mor. En situation, der illustrerer hvor frustrerende det kan være at have besøg af en kæreste, når man bøvler med at finde et tidspunkt at fortælle om sygdommen – og hvordan den kan influere på det seksuelle liv.
Følelser og følgevirkninger
Nørgaard bevæger sig med spinkel stemme og mestendels tristesse i kroppen rundt i rummet, mens hun gennemspiller de forskellige situationer. Hun kryber sammen på gulvet. Sidder på bordet. Og vender ryggen til og skriver sin madplan op på tavlen. Den humor, forestillingen lover i sin programtekst, er ikke særligt fremtrædende.
Teksten sætter ord på, hvor udfordrende, ensomt og arbejdskrævende det er at have sukkersyge. Ida kommer også i sin proces ind på alle de følgesygdomme, indgreb og risici, hun har hørt om og som hun er angst for skal ramme hende: koldbrand i benene, tænder som rådner, nyresvigt, blindhed, amputationer og nyfødte børn med komplikationer.
Hun gestalter hvordan det er at være til fødselsdag med fyldt kagebord. Og fortæller om, hvordan det er at stå i Netto og frygte at miste bevidstheden.
Svagheden er, at teksten ikke kommer så meget videre end det. Styrken er, at man får fokus på det følelsesmæssige belastende i at have diabetes samt det nødvendige i at skulle blive ven med sin sygdom.
Et sådant forløb gennemspiller 'Er jeg patienten?'. Men ikke så meget mere end det.