Som om der var tale om en form for klasseundervisning eller et foredrag, forbliver lyset i salen tændt under Teater2Tusinds ”Ødipus”. Alt foregår i det åbne. Man mærker, at noget vigtigt skal bringes helt frem i lyset.
Men det er ikke undervisning, selv om forestillingen kan bruges til og vel også er tænkt ind i undervisningen i gymnasiet. Det er teater. Fortælleteater. En helt særlig genre, hvor karaktererne opstår i et blik, en bevægelse, en betoning i skuespillernes ansigt, krop, stemme. For et øjeblik senere at blive ophævet og vasket bort af den fortløbende beretning.
Håndteret med musikalitet og nænsomhed kan det være en strålende måde at levendegøre et svært tilgængeligt litterært stof scenisk på. Og det er netop sådan, Teater2Tusinds ’Ødipus’-forestilling går til stoffet på i Nils P. Munks konsekvente iscenesættelse.
På korsvejen mellem fødsel og død
På et overdimensioneret stykke sandpapir eller en knastør grusløber, som er rullet ud fra scenens forkant og op ad bagvæggen, står to jakkesætklædte mænd – Jan Overgaard Mogensen og Carl Martin Norén – ved forestillingens start og tager imod publikum. Det er alt, hvad der er for øjet. Kedeligt? Ja, lidt.
Men så kaster det ene jakkesæt elegant legende en replik eller et handlingsfragment op i luften. Det andet griber ordene adræt, og i en nærmest driblende leg fører de fortællingen dybere og dybere ind i de komplicerede egne af tilværelsen – og af sindet – som det klassiske græske sagn om ”Ødipus” handler om.
De to mænd er ingen. Men de er samtidig alle. De er stemmer fra sagnverdenens fortid og vores egen individuelle nutid, som i løbet af en lille time vokser til et kor af eksistentiel undren og skaber et medrivende drama, som virker påfaldende vedkommende, selv om det stammer fra dengang, der var vingede sfinxer til; gåder der afgjorde, om man skulle leve eller dø; konger og dronninger med uindskrænket magt; afviste offergaver til guderne; orakler og tragiske misforståelser.
Undervejs viser sandpapirløberen sig at være den ufravigelige vej fra fødsel til død, den mulige forbindelse mellem jord og himmel, dét unavngivne, nærmest upåfaldende sted på livets slette, som ethvert menneske en dag pludselig befinder sig på og råber: ”Hvem er jeg?” Stedet kunne være teenage-årene. For nogle dukker koordinaterne først op meget senere i livet. Men følelsen af identitetsmæssig vægtløshed er den samme.
I ’Ødipus’ er det som så ofte en beruset mand, der en dag betror Ødipus, at der går rygter om, han ikke er sine forældres biologiske søn. Chokket fører ham til oraklet i Delphi, der i sit gådefulde svar bidrager til hans usikkerhed: Han er en kongesøn, der vil slå sin far i hjel og få børn med sin mor. Og i forsøget på at undgå denne skæbne stikker han af hjemmefra, hvorved han i stedet kommer til at opfylde profetien.
Det er grusomt. Tragisk. Og i Teater2tusinds version også vildt spændende, for sådan som Jan Overgaard Mogensen går ind i og ud af Ødipus’ nærmest detektiviske opklaringsarbejde af Kong Laios’ død, kan man ikke undgå at få både respekt for og medlidenhed med denne ærlige kongesøn, der først for sent indser, at han selv er den morder, han jagter.
Lægger op til samtale
Teater2Tusind angiver ingen dramatiker til ’Ødipus’. Man må derfor gå ud fra, at der er tale om devicing, hvor holdet i fællesskab har fundet frem til denne enkle genfortælling af sagnet om Ødipus, som jo blev dramatiseret med patos og det store tragiske udtræk af Sofokles for ca. 2500 år siden (’Kong Ødipus’), og som for 125 år siden inspirerede Freud til at beskæftige sig med det såkaldte Ødipuskompleks og de følelsesmæssige bindinger og konfliktstrukturer, som alle børn mødes med endnu inden de kan formulere dem med ord.
I denne forestilling er der dog ikke lagt op til hverken forståelse for den klassiske dramatik eller den psykoanalytiske tolkningsnøgle. Den afstår fuldstændig fra at stilling til sit stof og begreber som skæbne, den frie vilje eller det ubevidstes styring af vores jagt på behovstilfredsstillelse. Det er hæderligt nok og helt i overensstemmelse med fortælleteatrets egenart, men da stoffet i dette tilfælde er så umådelig rigt på vinkler og problemstillinger, kan man godt savne det overlegne kunstneriske greb, der samler fortællingen og giver den en personlig retning.
Som det er nu, lægger denne åbne – og åbnende – ”Ødipus” dog op til en spændende samtale om alt mellem himmel og jord, ikke mindst om skæbebegrebet, som jo i dag hedder noget andet, men stadig kan vise sig som fastholdelse af os i mønstre, vi ikke bryder os om.
Indgår forestillingen således i et undervisningsforløb, er dens loyale genfortælling af selve sagnet et strålende fundament, som en intellektuelt spændstig lærer og en nysgerrig klasse vil kunne bygge vigtige og nødvendige diskussioner ovenpå. Og måske i fællesskab finde mulige svar på det på én gang enkle og dybt komplicerede spørgsmål, Ødipus formulerede for os engang i tidernes morgen.
