ludselig var der en dreng, der blev bange og efter nogen tids gråd og plagen fik overbevist sin noget uforstående voksne om at forlade salen. Jeg vender tilbage til, hvorfor det er et kvalitetstegn for forestillingen.
For ’1-2-TRÆ af Det Lille Verdens Teater og Ishøj Teater har næppe haft til hensigt at skræmme nogen. Da vi kommer ind i salen, mødes vi af fuglefløjt, naturfarver og det sødeste søskendepar, Liv og Gro, der iklædt vandretøj og rygsæk er på skovtur.
Scenografien af Tanja Bovin efterligner en skov i bløde materialer, der pirrer vores taktilsans, og med et eventyrligt træ midt på scenen. Her sætter de to søstre sig på træstubbe for at spise deres madpakker. Den ene praler med sin store madkasse, men da hun opdager, at der i den andens noget mindre madkasse gemmer sig en kage, vil hun gerne bytte.
Der bliver ikke byttet, men der bliver spist, og der bliver tørret sig om munden, og de brugte papirservietter efterlader de på jorden. Det er først, da de går videre i skoven – rundt i scenografien – og ser skraldet igen, at de bliver forargede. ’Skovsvin,’ bliver der endda sagt.
Det er uklart, om dette skal forestille at være deres eget eller andres skrald, men budskabet om, at man har lettere ved at opdage andres svineri end sit eget, går klokkeklart igennem.
Lidt a la ’Avatar’
På deres videre udforskning af skoven, ender de pludselig i en anden verden. Det viser sig, at de er endt under jorden og er omgivet af rødder fra det store træ. På rødderne gror der svampe, og i krogene gemmer sig larver og edderkopper.
Her tager handlingen et par gevaldige kvantespring. Man kan læse af programmet, at der venter Liv og Gro et eventyr med forskellige prøvelser, men dét får vi altså ikke rigtig forklaret.
Til gengæld kan vi nemt gennemskue, at naturen er vidunderlig. Det understøttes af et altomsluttende lyddesign, hvor for eksempel en højlydt alarm giver sig til at bimle, hvis de knækker en rod, og hvor lyden af telefoner og modemmer understreger den komplekse kommunikation, der sker imellem svampene i jorden.
De digitale lyde og ikke mindst de mange lysdioder i scenografien giver forestillingen et udtryk a la filmen ’Avatar’, der også i høj grad fortalte historien om altings forbundethed i et formsprog midt imellem science fiction og romantik.
Det næste kvantespring sker, da vi pludselig er tilbage på jordoverfladen uden helt at fatte, hvad målet var, og om det blev nået. Ikke desto mindre er vores hovedpersoner, Gro og Liv, vendt tilbage med en erkendelse: Vi skal plante flere træer.
Og vupti, så er forestillingen slut. Men på vejen ud får vi hver et lille træ med os, som vi kan plante derhjemme af hensyn til naturen. På den måde er ’1-2-TRÆ’ også et reelt bæredygtighedsprojekt, og den sætter her helt konkret handling bag sit budskab.
Virkelige stemninger
Visuelt og auditivt er forestillingen altså ganske gennemført, og ser vi bort fra hullerne i historien, som nok bemærkes mere af den voksne end af barnet, så er det samlet set en meget fin og væsentlig fortælling, som Det Lille Verdens Teater her har skabt i samarbejde med Ishøj Teater.
Men lad os vende tilbage til barnet, der blev bange. Hvad blev han bange for? Dét ved kun han, men denne anmelder tør godt at gætte. For selvom der var edderkopper og larver, underlige lyde og mørke, så var det tydeligvis ikke dét, der skræmte ham.
Nej, det var den utryghed, som Lise Junggren og Anne Kurtzweil viste os i deres skuespil, når de bevægede sig ind i skoven, der påvirkede både drengen og alle os andre. Så overbevisende var spændingen imellem opdagelseslyst på den ene side og frygt for det ukendte på den anden side, som Liv og Gro skabte i rummet.
At være voksen og spille barn med store og genkendelige følelser, mens det samtidig er både karikeret og troværdigt i udtrykket, lykkes kun for få. Bodil Alling er for denne anmelder et eksempel på en skuespiller, der mestrer denne særlige disciplin. Og det samme så vi flotte eksempler på hos Lise Junggren og Anne Kurtzweil i ’1-2-TRÆ’.
Drengen blev således et levende bevis på, at gode skuespillere skaber virkelige stemninger. Derfor kan det blot anbefales, at man holder hinanden i hænderne, når man dykker ned i naturens dyb sammen med Gro og Liv.
