Mens alle de store voksenteatre fra nationalscenen og nedefter også i år har sat voldsomme kræfter ind for at julefornøje det talstærke og betalingsglade familiepublikum, kæmper de små børneteatre heroisk for at finde ikke bare julehumøret, men også deres kunstneriske eksistensberettigelse frem i den markante konkurrencesituation.
For i skyggen af fortællingerne i bredformat med blærede scenografier og landskendte skuespillere i lange baner og korte bukser føles midlerne meget små og det tekniske udstyr nærmest sparsomt i børnenes egne teatre, og med allerhøjst tre medvirkende på scenen kan det desværre også være svært at få idéerne til at yngle.
Derfor tyr nogle børneteatre til at dele småkager og mandler ud for at få skuffelserne til at glide ned. Hvilket selvfølgelig er meget hyggeligt. Børn er altid glade for en ganegave. Men situationen er faktisk bekymrende. For hvordan vender man år efter år den stadig mere ulige december-konkurrence til noget positivt? Det kunstneriske armod blandt de små teatre bliver sværere og sværere at holde fra døren, desværre delvis fremskyndet af branchen selv.
Genbrug og manglende brug
Under hashtaget #genbrugsjul er Zangenbergs Teater et af de små teatre, der har forsøgt at gøre en dyd ud af nødvendigheden med 'Julies hemmelige julemission'. De to skuespillere Line Østergaard og Flemming Bang har sammen deviset forestillingen frem uden brug af dramatiker eller instruktør, og de har tilsyneladende også været ude på teatrets fjernlager for at samle genbrugsmateriale til en lofts-scenografi. Program eller forestillingsfotos har teatret også droppet for at støtte den grønne dagsorden. Kun et handlingsreferat på hjemmesiden er det blevet til, og det stemmer desværre ikke helt overens med forestillingens faktiske indhold.
Men skidt med det. Da forestillingen først er i gang, er der faktisk en insisterende og rigtig pointe i, at børns fantasi kan være fuldstændig ukuelig, selv om omgivelserne mildest talt er kedelige. Den kreative Julie spænder f.eks. et rødt gavebånd ud mellem publikum og en sørgmodig yucca-palme og – vupti! – så er den en laser-sensor-alarm, som den seje pige skal krybe under eller lave rullefald over, da hun en morgen på mystisk vis pludselig får til opgave at finde julestemningen frem derhjemme.
Det er nemlig sådan, at Julies far som så mange andre voksne kun er optaget af sit arbejde. Han ser og hører slet ikke sin datters forsøg på kontakt, men smækker bare en croissant på morgenbordet og smiler fjernt, mens han energisk holder forretningssamtalerne kørende i mobilen. Det har hun næsten vænnet sig til, men da det viser sig, at han har glemt alt om julen, er hun klar over, at der må gøres noget alvorligt. Så da han endelig småløbende er ude af døren – Julie går åbenbart hverken i børnehave eller skole, men skal passe sig selv derhjemme – går hun kækt i gang med sin julemission som en anden Agent 007 med tilhørende underlægningsmusik.
At være agent kræver både mod og opfindsomhed ved alle vi, der kender James Bond. Men også de små tilskuere aner, at Julie overvinder sig selv og vokser som menneske, da hun tager mod til sig og går op på det væmmeligt mørke loft for at finde kufferten med julepynt frem.
Her møder hun en halvtrist nisse, som til forveksling ligner faren, og som fortæller, at han har boet på loftet gennem flere generationer. Nu ligger han under et tæppe og føler sig overflødig, for han er blevet fyret fra sit gamle job i storcentret, hvor ingen længere har tid til at pleje omgang med rigtige nisser.
Sammen leger de nu den gode gamle julestemning frem – uhyggeligst da Julie skal kravle ned gennem en skorsten for at finde kufferten med julepynt, sjovest da de synger 'Søren Banjomus' bagfra stående på ét ben. Og minsandten om ikke Julie til sidst får faren til at lægge sin mobil væk og mirakuløst love, at resten af december bliver mobilfri.
Der er bestemt fine øjeblikke i den letløbende forestilling. Og en god morale. Nærhed og leg er vigtige. Ikke bare ved juletid. Men 'Julies hemmelige julemission' er desværre først og fremmest båret frem af ferm påhitsomhed, som ikke for alvor støtter op om det lille teaters helt særlige intimitet – dét, man med fordel kan tilbyde børnepublikummet som modvægt til de store teatres overvældende dimensioner.
Børn i 4-10 års-alderen kan sagtens mærke, om ord er formet med kærlig omhu. Og om en fortælling vil andet end underholde. Og selv om de næppe kender begrebet poesi, reagerer de altid stærkt positivt på det. For nu bare at nævne nogle af de elementer, som der desværre ikke er givet plads til på Zangenberg Teater i denne omgang.
