»Hvornår kommer kamelen?« spørger en lille dreng. Men han må vente. For egentlig er der bare denne skønne, tykke mand med overalls og mekanikerfingre i Nørregaards Teaters forestilling Kamelen kom til sidst
.
Manden fortæller om Gud, og egentlig virker han også som Gud. Sådan stor og med styr på alt muligt svært og sært. Han hiver i en ledning og drejer lidt på en pære. Sådan! Lys – Mørke – Lys – Mørke. Heine Ankerdal spiller en rigtig mandegud. Og det er tydeligt, hvordan især hammer-og-søm-ungerne er vildt fascinerede af hans påhit. Pilfingrene på første række rundt om den firkantede scene svarer i hvert fald lykkeligt JA, da han beder dem om at sætte nogle elastikker fast, så han kan ruller sine forhæng op og ned, så historien kan få den perfekte ramme.
Ankerdal smiler hele tiden med sin bløde mund, salig over sine egne påfund. Og glæden smitter, da denne Gud puster en badeboldsglobus op og elsker Jorden så meget, at han må kramme den. Ren idyl, både for de 3-årige og for de 8-årige!
Gud med håndtag
Så går der Ole Opfinder i Vorherre. Han har en mærkelig skaberkasse. Han tager bare en tot twist, giver det tre magiske spyt – og putter det i maskinen. Op og hen med håndtaget og et enkelt bank på et båthorn. Så vrimler det ud med skønne opfindelser: Både et æble og en bold, der så igen kan blive til solen og månen. Og så kommer turen til dyrene og menneskene.
Men så bliver Vorherre skeptisk. For er han nu ikke blevet lidt sløset? BUSK og DUSK rimer faretruende på SJUSK.»Det, man er begyndt på, det skal man også gøre færdigt,« lyder det. Men hvad er det nu, han mangler?
Lidt twist hist, lidt twist her – og så er der pludselig magnetophæng med diverse dele af noget uundgrundeligt. Her leger Ole Højer Hansens musik underskønt med, og ungerne bliver tryllebundne af de uforståelige løsdele. Men først da et blødmulet hovede dukker op, indser børnene sammenhængen: En kamel!
Gud hægter den sammen som en marionetdukke, og hurtigt smyger kamelen sig om sin skaber i vellyst. Den har skønne klove og den mest rørende måde at gå på; den er jo bare en babykamel på begynderhold hos Vorherre. Og hvis forestillingen var endt her, ville alle stadig have haft våde øjne.
Slutning med makværk
Men så var det, at Gud pludselig begyndte at håne kamelen. »Det dér, det er ikke noget mesterværk. Det er snarere noget makværk!« Nu vidste børnene ikke lige, hvad ’makværk’ var. Men da han begyndte at kalde den grimme ord, supplerede ungerne lynhurtigt med kærlige ord: »Søde kamel! Smukke kamel!,« råbte de endnu højere. Ordspilspointen om, at ‘der er skidt, og der er kanel,’ var ikke noget, ungerne kunne forholde sig til. De holdt af denne buskede kamel, og det kunne selv Gud ikke ændre.
Jo, forestillingen har været tro mod Jesper Wung-Sungs børnebog fra 2000. Og dramaturgen Katrine Sekjær har holdt fortællingen forbilledligt klar, ligesom instruktøren Hans Nørregaard har lokket alt det guddommeligste ud af Heine Ankerdal. Alligevel er er slutningens væmmelse over kamelen blevet for stærk i denne dramatisering, eller også er slutningens makværkssvirp blevet overflødigt. Identifikationen med den kanøflede kamel-figur drejer i hvert fald tilskuernes sympati totalt, væk fra den ellers så elskede Vorherre-figur.
Men pyt. Forestillingen siger jo selv, at det er guddommeligt at sjuske. For ungerne husker garanteret mest af alt Guds vidundermaskine – og kamelens bløde blik.
