Det er i virkeligheden meget enkelt: 'Brevet' fungerer – endda rigtig godt – når der er fantasi på spil, præcision i udførelsen, melodi i kroppen og glimt i øjet.
Forestillingen kommer op at ringe og får latteren til at vælte spontant frem fra mavedybet: Når vi bliver overraskede over at se, hvordan manden uden arme får bugseret et brev ned i en kuvert med mundvand, åndedræt m.v.; når den berusede mand pludselig finder sig selv gående med en stol på slæb; når manden, der overraskes over alt, lader sine overraskelser stå i kø på en sådan måde, at dimensionerne i det banale vælter frem; når vi ser raffinementerne i at gøre det hele baglæns; når vi kommer til at holde af, at Western-manden bruger skydevåben og ryger smøger i et væk, mens han både plaffer løs og selv får kugler skudt gennem kroppen; når manden, som oplever det hele gennem en drøm, det ene øjeblik kan trække os med ind i drømmens æra hvor vin skænket i meterhøje stråler rammer plet i glasset og det andet øjeblik føre os ud igen og se på den snorksovende mand, hvis ansigt falder tungt mod bordet; når cirkusakrobaten….
Jeg kunne blive ved. Paolo Nanni har fuldstændig styr på alle de måder hvorpå han kan vise et helt enkelt forløb, som repeteres i en buket af afarter – dikteret af en overskrift – stumfilmsagtigt båret ind på en plade og rakt frem til skue.
Bevar enkelheden!
En mand kommer ind sætter sig ved et bord, hælder vin op i et bæger, drikker det, lægger distance til et foto som står i en ramme på bordet, skriver et brev på et stykke papir, putter det i konvolut, lukker konvolutten, sætter frimærke på, rejser sig og vil gå ud med det, men kommer da i tvivl om, om der var blæk i kuglepennen – kom der bogstaver på brevet? – undersøger det og går ud.
Paolo Nanni har spillet 'Brevet' i over 20 år – og over 1000 gange. Han har vundet priser, er blevet kaldt genial, en mester, en mimisk kunstner i teater uden ord og en virtuos i sit fag. Og forestillingen – som har fået kultstatus – er blevet udråbt til et internationalt mesterværk, en comedy-perle og en genistreg.
Jeg så 'Brevet' helt tilbage i 1992 og skreg af grin – ligesom nu. Ret fantastisk holdbarhedsevne må man nok sige. 'Brevet' er, hvad den er. Forestillingen giver sig ikke ud for at være andet. Den er en ordløs humørbombe. Serveret af en kropsekvilibristisk performerartist, der også har styr på hvornår det giver pote at løfte det ene øjenbryn truende eller blinke skælmsk til 'frøkenen' på første række.
Derfor er det også ærgerligt, at Nanni ikke stopper, mens legen er god men bygger et ekstranummer ovenpå den formfuldendte kæde af ordløse 'gentagelser'. Det er helt unødvendigt – ja nærmest spolerende for oplevelsen, at han som ekstranummer trækker et nyt bord ind og gennemspiller en seance under overskriften Freudiansk og oven i købet bagefter giver sig til at vise et par cirkustryllerier.
Det er flødeskum på flødeskum på en kage, som slet ikke er egnet til flødeskum. Bevar i stedet enkelheden i konceptet med al den fryd og alle de finesser, der vokser ud af det. Ellers skylles poesien ud.
