Det er århundreder mellem Shakespeares Verona og nutidens danske børneteater. Men med Kronborg som medfortællende ramme lykkes det HamletsScenen at gøre den mægtige tragedie om Romeo og Julie til et lyslevende minidrama for børn. Det sker uden ord, men med masser af sansemættet spil, storladen musik og ustyrligt fantasifulde dukker.
Handlingen bliver til at forstå, fordi iscenesættelsen knivskarpt holder fokus på fejden mellem familierne Montague og Capulet og den umulige forelskelse mellem deres teenagebørn. Den overordnede store fortælling og de komplicerede årsager til den blodige konflikt må vente til en anden gang og et ældre publikum.
Her bliver historien om Romeo og Julie fortalt af munken Lorenzo. Det er der god mening i. Hos Shakespeare er han de unges fortrolige, der først vier dem og senere indirekte medvirker til deres død. Med Finn Rye i rollen bliver Lorenzo også forestillingens dramatiske rygrad. Det er hans mesterlige evne til at fylde små detaljer med stor betydning, der skaber det egentlige drama. Mens musikken, der næsten lyder som Prokofiev, fylder på med stemninger.
Det begynder i det små. Med uudgrundeligt fjæs og poliske øjekast pusler Lorenzo med alkymistiske aktiviteter ved sit simple havebord. På gulvet står kraniet fra Hamlet som en diskret hilsen til Shakespeareland. Siden vokser det mimiske skuespil til vidunderlige højder, når person efter person gør deres entre, og haveredskaberne viser deres sande ansigter og onde hensigter.
Lige i hjertet
Familien Capulet er røde riskoste med Julie som den mindste og sødeste og forældrene som elegante metalriver, der blinker fornemt i solen. Montaguerne, der holder til på den anden side af den lækre miniscene, er mere klodsede. Deres klan af robuste blå skovle har store øjne og propformede næser, der giver de brede ansigter karaktér. Veronas fyrste optræder flot og majestætisk med pelskrave og kæder, men hans funktion som fredsskabende mægler er svær at se.
Det gør ikke så meget, for Lorenzo formidler det hele. Med smålyde og et væld af skiftende betoninger markerer Finn Rye personernes karakterer, sociale status og indbyrdes forhold. Der smiskes og skældes og smældes, så det er en fornøjelse. Det hele er med. Først lykken og glæden, så kampen, sorgen, hævnen og gruen. Det går lige i hjertet, når han med en stille hånd over dukkernes øjne markerer den stumme sorg over de mange døde.
Blodfejdens første offer er Romeos bedste ven, den dumdristige Mercutio. Han lægges nænsomt i en jernkiste på scenens tykke plankegulv og får snart følgeskab af flere ofre, der hovedrystende dumpes lidt mere håndfast oveni. For heldigvis er der også plads til humor.
Julie snorker komisk under sin kunstige søvn i gravkammeret. Det letter overgangen til den evige søvn, der snart efter indhenter hende og Romeo. En stor kniv og en blodigrød strøm af silke er det visuelt stærke udtryk for, at de unge har opgivet livet. Og som en afsluttende gestus anbringer Lorenzo to små trækors – de sidste af mange – ved den lille kost og den lille skovl.
Med Dannebrog blafrende i øjenkrogen, slottet i ryggen og Ravelinens gamle mure som medfortællende baggrund er 'Romeo og Julie' en medrivende oplevelse. HamletScenen vil gerne gøre børneteater til en fast traditioen – og med det niveau er de mere end godt begyndt.
